Den ærlige magi
4.0
Jeg havde blandede følelser over denne film. På den ene side forventede jeg mig en del af en film af Nolan med både Bale, Jackman, Johansson og Caine (hvilket altid er farligt), og på den anden side var historien en åben ladeport - jeg vidste kun fra forfilmen, at det handlede om magi. Og da jeg allerede havde set The Illusionist (som også er en god film), kunne det være blevet deja vu. Men nej.
Det, der virkeligt fungerer i denne film, er ærligheden i dets plot (som jeg ikke skal afsløre).
Caines beskrivelse af magi hænger nemlig magisk godt sammen måden, selve handlingen og dens twist er bygget op på. Hans pointe er, at man i sidste ende ikke ser tryllekunstnerens trick eller bedrag, fordi man dybest set ikke vil se det.
Og filmens "twist ending" er skruet sammen på præcist den måde, eftersom alle sporene er lagt åbent frem. Jeg gennemskuede selv, hvor det bar henad, men det er ingen kritik. Hvor ofte har krimier af f.eks. Agatha Christie ikke irriteret voldsomt, fordi man som læser/seer ikke fik lov at få alle sporene. Er jeg den eneste, der har ærgret mig gul og blå over det? Jeg mener, ideen i enhver "whodunit" er, at man teste sig selv overfor detektiven - er du lige så smart som Miss Marple/Poirot/Dalgliesh/whomever? Måske ikke, men det er grænseløst forvrængende, når der samtidig bliver holdt spor skjult for mig, som detektiven til gengæld fik lov at få. Uha, hvor er han/hun klog? Tja, det ved jeg ikke, for han/hun havde jo informationer, som jeg ikke havde... :(
Ikke at "The Prestige" er en krimi, men princippet er næsten det samme - det er i stedet for mordet bare tryllekunsten, man forsøger at gætte. Det hele lægges åbent frem - kan du gennemskue tricket? Ja, hvis du virkelig vil, så kan du... men dybest set vil du ikke. Det er både Caines og filmens pointe, og den står herligt skarpt tilbage i slutningen, selv (eller måske især) hvis man faktisk gennemskuede tricket.
Selve filmens plot er ellers en hel "banal" historie om kærlighed, ærgerrighed, hævn og ambitioner. At kulissen er Londons tryllekunstnermiljø omkring 1900 giver en del - det er vist ikke et miljø, vi ofte har set på film.
Som rent udstyrsstykke er filmen overdænget med flotte effekter og halvdyster belysning, der tilfører en stor del at spændingen.
Handlingen hopper dog noget i tid med hyppige skift frem og tilbage OG flashbacks. Det er faktisk noget irriterende, især midt i filmen, hvor man hele tiden efterlades usikker på, hvornår man nu er hoppet til i historien. Jeg har ikke noget mod, at en historie ikke fortælles kronologisk - ellers havde jeg jo nok ikke set en film af Nolan, der også lavede Memento - men her bliver det altså lige en tand for meget undervejs...
Til gengæld mærker man, at Caine og Bale er på hjemland - de må være meget engelske, og det er de så. Jackman halter noget mere på den front. Følelsesmæssigt har han godt fat i sin karakter, men at gøre ham engelsk er tydeligt vanskeligere. Altid søde Scarlett Johansson forsøger slet ikke, hvilket egentlig er for dårligt. Jeg opfatter hende normalt som ret dygtigt, så jeg har svært ved at tro på, at det er evnerne, der mangler.
Faktisk kræver spillet en del fra både Jackman og Bale. Jackman har godt fat i at give sin figur noget dybde. Især i hans påståede hævntogt overfor Bale, hvor han undervejs bliver fuldstændig offer for sine egne ambitioner - han påstår hårdnakket, at han skal have hævn over Bale, men kommer alligevel til at råbe i en ophedet diskussion, at han er ligeglad med sin døde kone! Ouch!
Bale er derimod mere kold i sin rolle, hvilket er lidt af et dilemma, fordi det forhindrer ham i at give karakteren helt synlige eller troværdige følelser. Bevares, der er skam gode grunde til det i plottet (som jeg stadig ikke skal afsløre), men det afsløres først helt til sidst og begrænser derfor unægteligt Bales spil en del.
Men alt i alt både underholdende og spændende. "The Prestige" bliver næppe en klassiker og vil næppe huskes som en af de involveredes store film. Men modsat vil ingen tænke grimt om den om fem eller ti år. Den kan sagtens anbefales til folk, der trænger til en god film, som godt må være en anelse hård i tonen (og plottet).
Det, der virkeligt fungerer i denne film, er ærligheden i dets plot (som jeg ikke skal afsløre).
Caines beskrivelse af magi hænger nemlig magisk godt sammen måden, selve handlingen og dens twist er bygget op på. Hans pointe er, at man i sidste ende ikke ser tryllekunstnerens trick eller bedrag, fordi man dybest set ikke vil se det.
Og filmens "twist ending" er skruet sammen på præcist den måde, eftersom alle sporene er lagt åbent frem. Jeg gennemskuede selv, hvor det bar henad, men det er ingen kritik. Hvor ofte har krimier af f.eks. Agatha Christie ikke irriteret voldsomt, fordi man som læser/seer ikke fik lov at få alle sporene. Er jeg den eneste, der har ærgret mig gul og blå over det? Jeg mener, ideen i enhver "whodunit" er, at man teste sig selv overfor detektiven - er du lige så smart som Miss Marple/Poirot/Dalgliesh/whomever? Måske ikke, men det er grænseløst forvrængende, når der samtidig bliver holdt spor skjult for mig, som detektiven til gengæld fik lov at få. Uha, hvor er han/hun klog? Tja, det ved jeg ikke, for han/hun havde jo informationer, som jeg ikke havde... :(
Ikke at "The Prestige" er en krimi, men princippet er næsten det samme - det er i stedet for mordet bare tryllekunsten, man forsøger at gætte. Det hele lægges åbent frem - kan du gennemskue tricket? Ja, hvis du virkelig vil, så kan du... men dybest set vil du ikke. Det er både Caines og filmens pointe, og den står herligt skarpt tilbage i slutningen, selv (eller måske især) hvis man faktisk gennemskuede tricket.
Selve filmens plot er ellers en hel "banal" historie om kærlighed, ærgerrighed, hævn og ambitioner. At kulissen er Londons tryllekunstnermiljø omkring 1900 giver en del - det er vist ikke et miljø, vi ofte har set på film.
Som rent udstyrsstykke er filmen overdænget med flotte effekter og halvdyster belysning, der tilfører en stor del at spændingen.
Handlingen hopper dog noget i tid med hyppige skift frem og tilbage OG flashbacks. Det er faktisk noget irriterende, især midt i filmen, hvor man hele tiden efterlades usikker på, hvornår man nu er hoppet til i historien. Jeg har ikke noget mod, at en historie ikke fortælles kronologisk - ellers havde jeg jo nok ikke set en film af Nolan, der også lavede Memento - men her bliver det altså lige en tand for meget undervejs...
Til gengæld mærker man, at Caine og Bale er på hjemland - de må være meget engelske, og det er de så. Jackman halter noget mere på den front. Følelsesmæssigt har han godt fat i sin karakter, men at gøre ham engelsk er tydeligt vanskeligere. Altid søde Scarlett Johansson forsøger slet ikke, hvilket egentlig er for dårligt. Jeg opfatter hende normalt som ret dygtigt, så jeg har svært ved at tro på, at det er evnerne, der mangler.
Faktisk kræver spillet en del fra både Jackman og Bale. Jackman har godt fat i at give sin figur noget dybde. Især i hans påståede hævntogt overfor Bale, hvor han undervejs bliver fuldstændig offer for sine egne ambitioner - han påstår hårdnakket, at han skal have hævn over Bale, men kommer alligevel til at råbe i en ophedet diskussion, at han er ligeglad med sin døde kone! Ouch!
Bale er derimod mere kold i sin rolle, hvilket er lidt af et dilemma, fordi det forhindrer ham i at give karakteren helt synlige eller troværdige følelser. Bevares, der er skam gode grunde til det i plottet (som jeg stadig ikke skal afsløre), men det afsløres først helt til sidst og begrænser derfor unægteligt Bales spil en del.
Men alt i alt både underholdende og spændende. "The Prestige" bliver næppe en klassiker og vil næppe huskes som en af de involveredes store film. Men modsat vil ingen tænke grimt om den om fem eller ti år. Den kan sagtens anbefales til folk, der trænger til en god film, som godt må være en anelse hård i tonen (og plottet).
16/02-2007
