Sådan skal det gøres!

Det skal lige siges her i indledningen, at jeg ikke vidste det helt vilde om denne amerikanske forfatter, Capote, og kan derfor kun forholde mig til filmen. Ifølge filmen var Capote mange ting. Den ene side af ham viste, at han var en bøsset særling, uforudsigelig og på mange måder en selvoptaget mand, der brugte alle kneb for at få sine ønsker opfyldt. Den anden side viste, at han også var en humoristisk, målrettet og intelligent mand.

Capote er fast besluttet på at skrive om mordet på en familie i Kansas, på fire medlemmer. Og den bedste måde at gøre det på er, at opsøge gerningsmændene. Capote indleder en noget overraskende forhold til den ene morder. Om det er et oprigtigt venskab Capote indleder, eller blot udnyttelse til egen fordel, eller er det begær, kommer an på hvordan man tolker det, men en ting er sikker. Capote var en svær mand at blive klog på. Men der er kommet et spændende portræt ud af anstrengelserne, og en velopbygget film, der virkelig formår at give den tålmodige tilskuer stof til eftertanke. For Capote er en indholdsrig film, der bæres fremad af en mere end velspillet Philip Seymour Hoffman i hovedrollen, der virkelig vælter kegler her. Oscar’en er velfortjent. I mindre biroller gør Clifton Collins Jr sig positivt bemærket som morderen Perry Smith, hvor man som seer ender med at føle noget for hans karakterer, til trods for han er morderen. Suverænt godt spillet. Chris Cooper er altid seværdig i birollerne.

Capote er flot filmet, i et roligt og behageligt tempo. Den er ikke pyntet op med noget opgejlet look, den ser naturligt skøn ud. Den langsomme fortælling er fængende og tankevækkende, og spilletiden er dejlig tilpas. Med de luksuriøse anmeldelser den har fået i DK, kan man vel næppe være uenig i. Noget af det fineste filmkunst, ganske enkelt.