Suverænt Bosnisk efterkrigsdrama!
5.0
Den kvindelige bosniske instruktør Jasmila Zbanic debuterer her med et bosnisk efterkrigsdrama, som vandt guldbjørnen for bedste film i Berlin sidste år. En film om forholdet mellem en mor/datter - et forhold, som er plaget af krigens rædsler. En traumatiseret mor med dybe sår, må alene forsørge sin 12-årige datter, og det gør hun ved at arbejde hårdt. En film om efterkrigsfasen, der tog hårdt på størstedelen af befolkningen i Bosnien, både psykisk, fysisk og økonomisk. Grbavica handler om Esma's (hovedpersonen) kamp mod hendes grusomme fortid, som hun gerne lyver om overfor sin datter, for at skåne hende. Sandheden er ikke altid køn.
Grabavica er stærk som en klippe. Det er en bevægende, chokerende og ikke mindst en ærlig fortælling, der rammer lige i hjertet. Til dem, der godt kan nyde et afdæmpet menneskeligt drama om alvorlige konflikter, mennesker i dilemmaer og den slags, så er denne bosniske film en jeg varmt kan anbefale.
Grbavica er professionelt lavet. På billedsiden er den traditionel – altså hverdagsagtig, som man ofte ser i dramagenren, og den stil passer perfekt til filmens alvorlige tema. Den er velfortalt, godt klippet sammen, og som sagt, så har den et professionelt look, også selvom der ikke er brugt de vilde virkemidler, som man f.eks ser det i amerikanske dramaer.
Skuespillet er suverænt. Her skal i særdeleshed Mirjana Karanovic fremhæves, der spiller en traumatiseret mor, der må kæmpe en sej kamp for at skabe sig en normal tilværelse i en svær tid for hende. Luna Mijovic er den næste jeg vil fremhæve. Hun spiller datteren, der har et skævt forhold til sin mor, og begynder mere eller mindre som 12-årige at gå sin egen vej. Det er en film, som har fortællingen og karaktererne i centrum. Spilletiden er på halvanden time, og det er måske lidt for kort for et drama som denne, der vil nå mange ting på én gang. Alligevel lykkes det holdet bag denne film at få budskabet ud, og fortælle denne ærlige og vigtige historie, som fortjener opmærksomhed. Med denne film, har Bosnien på den internationale scene (endnu engang) gjort sig positivt bemærket. Godt gået.
Grabavica er stærk som en klippe. Det er en bevægende, chokerende og ikke mindst en ærlig fortælling, der rammer lige i hjertet. Til dem, der godt kan nyde et afdæmpet menneskeligt drama om alvorlige konflikter, mennesker i dilemmaer og den slags, så er denne bosniske film en jeg varmt kan anbefale.
Grbavica er professionelt lavet. På billedsiden er den traditionel – altså hverdagsagtig, som man ofte ser i dramagenren, og den stil passer perfekt til filmens alvorlige tema. Den er velfortalt, godt klippet sammen, og som sagt, så har den et professionelt look, også selvom der ikke er brugt de vilde virkemidler, som man f.eks ser det i amerikanske dramaer.
Skuespillet er suverænt. Her skal i særdeleshed Mirjana Karanovic fremhæves, der spiller en traumatiseret mor, der må kæmpe en sej kamp for at skabe sig en normal tilværelse i en svær tid for hende. Luna Mijovic er den næste jeg vil fremhæve. Hun spiller datteren, der har et skævt forhold til sin mor, og begynder mere eller mindre som 12-årige at gå sin egen vej. Det er en film, som har fortællingen og karaktererne i centrum. Spilletiden er på halvanden time, og det er måske lidt for kort for et drama som denne, der vil nå mange ting på én gang. Alligevel lykkes det holdet bag denne film at få budskabet ud, og fortælle denne ærlige og vigtige historie, som fortjener opmærksomhed. Med denne film, har Bosnien på den internationale scene (endnu engang) gjort sig positivt bemærket. Godt gået.
17/02-2007
