Indtil videre går det godt

En mand gennemgår et fald fra en højhusbygning. På vej ned, fra hvert vindue han passerer, minder han sig selv om, at indtil videre går det godt. Indtil videre går det godt. Indtil videre går det godt. Faldet tager ikke livet af ham. Det gør landingen til gengæld.

Sådan åbner franske ”Hadet”. Med ordsprogsfortællingen om manden der styrter i døden uden selv at vide det, fortalt til billedet af en molotovcocktail der langsomt falder ned over jorden og sætter den i brand. Og nogen anden indledningen kunne vel næppe bedre introducere filmens handling for os end denne. Tre unge, Säid, Vinz og Hubert, opsøger konstant problemer og dyrker det dominerende had i et fransk forstadsdistrikt til Paris. Et sted som mest af alt ligner ét stort udskudt rod og som gennemgår det fald, der som sagt fører til den dræbende landing. Efter en nat med stridigheder mellem politi og unge, grundet i at en af kvarterets drenge, Abdel, er blevet udsat for vold i politiets varetægt, går Säid, Vinz og Hubert en dag i møde der som sædvanlig handler om at spænde ben for et par gadekryds og lege tag fat med ordensmagten.

Vinz, spillet af et af fransk films største navne, Vincent Cassel, har fundet den revolver som en politimand skulle have tabt under den hektiske nat, og er mere end villig til at bruge den i tilfælde af Abdels skulle dø af sine kvæstelser. Og da det sker, træder ”Hadet” for alvor i kraft. Ligesom man i det usikre gademiljø hele tiden risikerer at få en lammer i siden fra en af sine venner, går Vinz rastløst rundt med pistolen på sig og kløe i aftrækningsfingeren som en tikkende bombe, klar til at eksplodere når som helst. Flere gange får tilskueren peget et pistolløb i ansigtet og filmens instruktør og manuskriptforfatter, Mathieu Kassovitz, har os i skudlinjen og synes klar til at trykke af i hvilket som helst øjeblik det skal være. Alt imens ”Hadet” klynger sig selv op i en mere og mere uundgåelig blindgyde af frustration og meningsløshed.

Det kan måske virke lidt underligt, at en film i nutidens ramme er lavet i sort/hvid format, men med ”Hadet” er det tilfældet og her fungerer det afsindig godt. En af filmens helt basale forcer er netop, at den er så hjerteløs grå at se på, og at den beskriver sit stof ligeså overbevisende fri for tilsatte sødemidler. Kassovitz’ fremgangsmåde til at miljø- og menneskeskildre fremstår igennem ”Hadet” med en fantastisk drivkraft og med en ægthed der gør Säid, Vinz og Hubert til tre hårde og forvirrede drenge, der ikke kender deres plads i samfundet og i livet, og grundlæggende til tre dybt troværdige filmkarakterer. Denne formel med at formidle en frastødende levemåde på en elskelig måde, kan minde en smule om engelske ”Trainspotting”, der i samme stil var drønunderholdende, og også her ruskes vi rundt i en perfekt dosseret masse af bandeord, kynisme og en nærmest kærlig humoristisk fremstilling af menneskene i sølet.

Men ”Hadet” er først og fremmest en tragisk og dybt alvorlig film om et dybt alvorligt emne. Nemlig om at være fanget i en spiral som ingen kan undslippe og som kviksand listigt og kvælende trækker sine ofre i døden. De tre drenge og deres omgivelser har filmen igennem været i et frit fald, der måske endda har kildet i maven - lige indtil hadet løber af med fornuften og det endelige skud fyres af. Uden at afsløre for meget må og skal det siges, at braget går gennem marv og ben, og sender chokbølger gennem sin seer med en slutning af filmhistorisk kaliber. Ved rulleteksterne efterlades man simpelthen i et chok, som var man landet på et koldt asfaltunderlag. Alt virker besynderlig rigtigt i Kassovitz' sluttelige løsning og næppe før har man forladt end film mere nedslået og samtidig med en umådelig tilfredsstillende følelse cirkulerende i kroppen.

Had er en forbandelse - én lang, udtømmende vej ud i forvildelse og frustrationer. Og "Hadet" er en fremragende film.