Tab og vind
4.0
”Little Miss Sunshine” var et af sidste års største succeshistorier. Manuskriptet blev vraget af alle filmselskaber, men den færdige film blev en solstrålehistorie ved Sundance-festivalen, og i løbet af året blev det endda også en stor succes (i hvert fald målt i forhold til budgettet) i box office, og for nylig blev filmen endda oscar-nomineret. Måske blev den netop nomineret, fordi den var en solstrålehistorie.
Det er en udmærket komedie med en skarp lille kommentar til den amerikanske winner-loser kultur og den amerikanske drøm. Filmen handler nemlig om en familie, hvor de fleste medlemmer har en drøm af en art. Faren (Greg Kinnear) har tilmed lavet et overfladisk kursus med nine steps til at blive en vinder, selv om det bestemt ikke går ham selv særlig godt. Alligevel så kommer han altid med kommentarer såsom, at det er et tegn på svaghed at undskylde, og at held er en opfindelse taberne har lavet, fordi de ikke kan klare sig.
Derfor kommer det ikke som nogen overraskelse, at familiens yngste datter, Olive (Abigail Breslin), er tilmeldt en skønhedskonkurrence for børn, Little Miss Sunshine. Hun vinder konkurrencen for delstaten og kan derfor deltage i den landsdækkende konkurrence i Californien. Hele den pukkelryggede familie tager derfor dertil i et folkevognsrugbrød. De har nemlig ikke råd til at flyve dertil, da faren har lagt alle pengene i sin bog.
Udover Olive og faren består familien af teenagesønnen Dwayne (Paul Dano), der læser Nietzsche og hader sin taberfamilie. Dwayne har tiled afgivet tavshedsløfte, indtil han kommer på flyveskole hos luftvåbnet. Moren (Toni Collette) er umiddelbart mere sympatisk i sit forsøg til at få det hele til at fungere. Bedstefaren (Alan Arkin) er en pervers gammel stodder, men han er en lun bedstefar overfor Olive, som han lærer et danseoptrin til skønhedskonkurrencen. Til sidst er morens bror Frank (Steve Carell) lige blevet udskrevet fra hospitalet efter et selvmordsforsøg. Han forelskede sig i en af de mandlig studerende, der droppede ham til fordel for en anden professor. Og den professor er tilmed den konkurrende ekspert i Proust, der vandt al den hæder Frank ikke selv fik.
Filmens humor er sød og sjældent anstrengende, men filmen er nu heller ikke decideret hylemorsom. Til gengæld er alle karaktererne elskværdige, og det er dejligt at se en amerikansk film hylde de såkaldte 'tabere'. Alt i alt er filmen ganske udmærket, men jeg forstår ikke helt, at den er oscar-nomineret. Noget andet er: hvorfor hylder det amerikanske academy en film, der netop forsøger at gøre op med at inddele verden i tabere og vindere?
Det er en udmærket komedie med en skarp lille kommentar til den amerikanske winner-loser kultur og den amerikanske drøm. Filmen handler nemlig om en familie, hvor de fleste medlemmer har en drøm af en art. Faren (Greg Kinnear) har tilmed lavet et overfladisk kursus med nine steps til at blive en vinder, selv om det bestemt ikke går ham selv særlig godt. Alligevel så kommer han altid med kommentarer såsom, at det er et tegn på svaghed at undskylde, og at held er en opfindelse taberne har lavet, fordi de ikke kan klare sig.
Derfor kommer det ikke som nogen overraskelse, at familiens yngste datter, Olive (Abigail Breslin), er tilmeldt en skønhedskonkurrence for børn, Little Miss Sunshine. Hun vinder konkurrencen for delstaten og kan derfor deltage i den landsdækkende konkurrence i Californien. Hele den pukkelryggede familie tager derfor dertil i et folkevognsrugbrød. De har nemlig ikke råd til at flyve dertil, da faren har lagt alle pengene i sin bog.
Udover Olive og faren består familien af teenagesønnen Dwayne (Paul Dano), der læser Nietzsche og hader sin taberfamilie. Dwayne har tiled afgivet tavshedsløfte, indtil han kommer på flyveskole hos luftvåbnet. Moren (Toni Collette) er umiddelbart mere sympatisk i sit forsøg til at få det hele til at fungere. Bedstefaren (Alan Arkin) er en pervers gammel stodder, men han er en lun bedstefar overfor Olive, som han lærer et danseoptrin til skønhedskonkurrencen. Til sidst er morens bror Frank (Steve Carell) lige blevet udskrevet fra hospitalet efter et selvmordsforsøg. Han forelskede sig i en af de mandlig studerende, der droppede ham til fordel for en anden professor. Og den professor er tilmed den konkurrende ekspert i Proust, der vandt al den hæder Frank ikke selv fik.
Filmens humor er sød og sjældent anstrengende, men filmen er nu heller ikke decideret hylemorsom. Til gengæld er alle karaktererne elskværdige, og det er dejligt at se en amerikansk film hylde de såkaldte 'tabere'. Alt i alt er filmen ganske udmærket, men jeg forstår ikke helt, at den er oscar-nomineret. Noget andet er: hvorfor hylder det amerikanske academy en film, der netop forsøger at gøre op med at inddele verden i tabere og vindere?
19/02-2007
