De fortabte films genre

Problemet med stort set alle fantasy-film er generelt, at hverken de selv eller instruktøren til syvende og sidst kan - eller tør - tage dem alvorligt, og dermed ender de næsten altid som allegorier, komedier, eller noget halvlunkent bras, hvor ingen vover pelsen. Det kan på sin vis være forståeligt nok, at seriøse filmskabere ikke tør tro på den åbenlyse eskapisme i fantasy og i stedet "skjuler" sig bag en anden genre som børnefilm eller komedie, for hvem kan helt ærligt skildre en historie af den type som værende virkelig og ærlig overfor sin egen interne virkelighed i stedet for tilskuerens?

I lille Danmark har vi i hvert fald haft mere end svært ved det, og stort set alt der er kommet fra den front, har i en eller anden grad gemt sig bag begrebet "børnefilm". Og "De fortabte sjæles ø" gør det faktisk også... i nogen grad. I hvert fald er det påfaldende, at de tre bærende hovedroller alle er børn, og det er nok ikke en tilfældighed - man var på forhånd åbenbart udmærket klar over, at ikke ville være det voksne publikum, der ville stå forrest i billetkøen for at se en film af denne type.

Men når det så er sagt, så undgår man ellers behændigt de fleste af fælderne. "Børnefilm" ses som genre alt for ofte som et carte blache for instruktørerne til ikke at tage deres projekt alvorligt, for "det er jo bare for børnene," når det kommer til stykket... Og det er præcist her, at de fleste danske fantasy-projekter ikke bare går på grund, men forliser i en lind strøm som en flåde af Titanic'er, der raser mod isbjergene som en flok lemminger. Det er også ofte gået galt, fordi det har været pinligt tydeligt, at fantasy bare er blevet set som en undskyldning for at lave store, flotte effektshots, og så var det jo ligegyldigt, om man havde et godt plot eller gode skuespillere, for det var jo ikke det, folk gik i biffen for at se - de skulle bare se nogen flotte filmtricks og måske nogen eksplosioner. Uha, uha... For den filosofi går ALDRIG godt...

Derfor er det altså rart at se, at Nikolaj Arcel har fattet pointen - du kan ikke fortælle en fantasy-historie, hvis du ikke tager HELE dets univers alvorligt! Og hvis du ikke kan eller vil eller tør tage det alvorligt, så lad dog for pokker være med at lave projektet!

Jeg er ked af at sige det, men det har været en ørkenvandring i lang tid, når instruktører og andre filmmagere troede, at fantasy-film var en gang uforpligtende fastlønsarbejde, der ikke krævede den store indsats, fordi "det var jo bare for børnene," og for effekternes skyld. Dermed ikke være sagt at alt har været den rene elendighed. "Ørnens Øje" var f.eks. en udmærket film, selv om den ikke turde gå hele vejen - igen var alle de centrale roller kun børn, men man havde dog alligevel ikke nerve til at gøre magien helt virkelig i historiens interne univers.

Men selv om der er børn i hovedrollerne i "De fortabte sjæles ø," så vover man alligevel pelsen en del mere her. Nikolaj Kopernikus ligner faktisk blot en i øvrigt ustyrligt morsom og særdeles suspekt plattenslager af en clairvoyant/fysioterapeut/spøgelses-nørd, men som handlingen skrider frem, får han faktisk ret central betydning. Anette Støvelbæk er til gengæld noget forglemmelig i den utaknemmeligt beskedne rolle som de to børns mor. Anders W. Berthelsen (eller burde jeg bare sige Palle? Jeg tror efterhånden de fleste har glemt hans rigtige navn) bærer også en stor del af filmen som den fortabte sjæl, Herman, mens den store skurk er en særdeles ond og veloplagt Lars Mikkelsen, der helt tydeligt nyder at kunne slippe den indre satan løs. Sjovt nok betyder det, at de to sidstnævnte er tilbage som de ultimative forkæmpere for henholdsvis det gode og det onde, som de var det i Arcels store gennembrud, "Kongekabale" - hmmm...

Men vigtigst er det, at de voksne skuespillere faktisk tager projektet seriøst og alle er gravalvorlige i deres roller i stedet for at forfalde til rendyrket komik. Kun Lars Mikkelsen får lov til at overspille og karrikere sin figur en smule, men det er vel at mærke først efter, at han i filmens prolog på grusomste vis har demonstreret sin magt og ondskab ved at dræbe sine modstandere med tydelig sadisme, der er kemisk renset for enhver form for humor. Det var tydeligvis vigtigt at etablere skurken som særdeles ond uden nogen formildende omstændigheder og "sjove" kommentarer fra begyndelsen. Så kunne man løsne tøjlerne lidt mere senere. Det fungerer faktisk også, for man er i sandhed bekymret for, hvad den grumme skurk kan finde på når som helst.

Dog lige en ærgerlig fejl - ordet "necromancer" findes altså ikke på dansk. Det er en næsten pinlig fordanskning af et meget engelsk ord. Det er faktisk lidt irriterende, når det tilsvarende ord faktisk findes på dansk. Man har måske ikke brudt som det danske alternativ, men så var det bedre at finde på noget helt tredje i stedet for bare at "stjæle" det engelske. Jeg opfordrer til, at man i fremtiden lige kigger, om der er noget brugbart i Dansk Retskrivningsordbog, som faktisk er gratis tilgængelig online. Den rigtige løsning er f.eks. lige her:

http://www.dsn.dk/cgi-bin/ordbog/ronet?S.x=0&S.y=0&M=1&P=nekromantiker

Børnene gør det generelt godt undervejs, selv om der er store forskelle på, hvad de formår at vise. Lasse Borg er ikke videre medrivende i rollen som Oliver, der er bange for næsten alt. Det kunne ærligt talt godt have været mere overbevisende. Sara Langebæk Gaarmann er mere overbevisende i den helt centrale rolle som Lulu, men hendes rolle er nu også ret ligetil som den ædel-gode heltinde, der lige skal redde verden. Men hun bærer den, og det er selvfølgelig også helt nødvendigt. Langt mere interessant er Lucas Munk Billing i dobbelt rollen som både den "rigtige" og den besatte Sylvester. Det er en dobbeltrolle af samme skuffe som blev set i "Farligt venskab," hvor man også havde en voksen mand fanget i et barns krop (selv om det dog var den modsatte kombination - et barn fanget i en voksen mands krop, der var langt den største oplevelse, fordi Ulf Pilgaard var så veloplagt). Men her skal unge Lucas Munk Billing på dobbeltarbejde og hatten af for det, for det klarer han faktisk forbavsende godt. Bevares, den "ægte" Sylvester bliver på den konto unægteligt en meget stereotyp teenager, fordi han er besat så meget af filmen. Men det væsentligste er trods alt også, at vi som publikum kan se klar forskel på, hvornår Sylvester er besat, og at skuespillet kan bære det og overbevise. Og her er der ikke noget at klage over. Respekt.

Historien vil jeg ikke komme for meget ind på, for det ville virkeligt ødelægge meget for dem, der stadig har filmen til gode. Som de fleste fantasy-film er det hele en klassisk kamp mellem det gode og det onde, der - som altid - er ret banal, når det kommer til stykket. Det er ikke en kritik, men bare en konstatering af, at sådan er den her slags historier altså meget tit, medmindre man vælger at forplumre billedet ved at så tvivl om, hvem der er på hvilken side. Det har Arcel valgt ikke at gøre, og det er et helt fair valg.

Billedmæssigt er filmen også noget af et overflødighedshorn. Vi er ikke vant til de store effekter i danske film, for "åh, det er jo amerikansk - adr!" Arcel holder sig dog ikke tilbage for at gå imod strømmen og hælder i hastigt tempo masser af computeranimation og effekt-shots ind i sin historie, så det ikke lader selv Harry Potter eller lignende meget tilbage. Faktisk leder den endelige kamp mellem Lulu og den onde "necromancer" i meget høj grad tankerne over på duellen mellem Harry Potter og "ham-der-ikke-må-nævnes" i "Harry Potter og flammernes pokal", hvis du spørger mig... Og det er så afgjort ikke, fordi der bare lige er skruet op for effekterne i slutningen - der er masser undervejs. Især fugleskræmslet er godt lavet, fordi han er så livagtig og troværdig. Skyggevæsenet er derimod en ret uvirkelig skikkelse, der minder mere om ånderne i diverse film, der kunne nævnes. Men for pokker hvor er det godt lavet - man har tydeligvis ikke villet nøjes med at være nummer to, bare fordi man var fra Danmark. Flot. Puds bare "necromanceren" på janteloven...

En ejendommelig ting ved Arcels film er, at de hidtil altid får mig til at tænke på de amerikanske. Arcel sagde i sin tid om "Kongekabale," at han ikke gad lave dogme og snarere så til de amerikanske "oplæg" til "Kongekabale" som Pakula's "All the President's Men" eller Mann's "The Insider" som sine forbilleder. Især den sidste lod til at inspirere lyssætningen i "Kongekabale" med de lange skygger og kolde rum.

I "De fortabte sjæles ø" synes forbilledet dog snarere at være diverse Harry Potter film eller nogle af Spielbergs klassikere. I scenerne i begyndelsen hvor børnene cykler rundt om dagen, var det i hvert fald påfaldende, hvor meget mine tanker blev ledt hen til scener i Spielbergs "E.T." Denne gang kører de bare rundt med en dreng besat af en død mand i stedet for et rumvæsen... Måske er det bare mig, men jeg lurer på, om Arcel bevidst forsøger at fremmane noget i mit sind her. Lad dig nu ikke lokke af mørkets kræfter, Arcel... På den anden side kan man ikke gå helt galt ved at lade sig inspirere af mestrene, og hvis det er bevist, så virker det faktisk som en meget sympatisk hilsen og "homage" til forbillederne.

Er det hele så godt eller skidt? Tja... Det er fin underholdning, så længe det varer. Men som så ofte, så er det småt med, hvor meget man tager med sig, når man forlader biffen. Det tror jeg dog ikke, at Arcel bliver ked af, at jeg siger. Jeg var faktisk meget skeptisk overfor hele denne film på grund af de ovennævnte problemer med danske fantasy-film. Og jeg overvejede, om jeg overhovedet skulle se den. Den overvejelse forsvandt, da jeg opdagede, at Arcel stod bag, for efter at have set "Kongekabale" lovede jeg mig selv, at jeg ikke ville gå glip af hans næste film, uanset hvad det så end var. Og "De fortabte sjæles ø" er da også helt på højde med de øvrige konkurrenter i denne genre. Hvis den har et minus, så er det nok primært, at den ikke har et stort navn som Harry Potter at støtte sig op ad. Men det synes jeg ikke skal afholde folk, hvis de ellers er til den slags film. "De fortabte sjæles ø" er fint og underholdende håndværk, som er velspillet og godt fortalt med en humor, der bevidst undgår at komme på kollisionskurs med filmens nerve og interne virkelighed. Det er omtrent så godt, som det kan være. Så kom bare afsted. Arcel lægger også klart op til muligheden for en fortsættelse. Det er helt okay. Bare vent med at lave den, til I er helt sikre på, at jeres plot kan bære det. "De fortabte sjæles ø" er solid underholdning fra start til slut. Den fortjener faktisk mere end fire stjerner, men der er trods alt ikke nok dybde til den femte, så det må blive ved det.