Godnathistorien Der Druknede

“Lady In The Water” er efter sigende en godnathistorie instruktør Shyamalan oprindeligt har fundet på til sine børn og efter et møde med denne rædsel af en film, kan jeg kun konstatere at den burde være forblevet sådan. Den er ganske enkelt stinkende ringe!

Fortællingen om ”vandnymfen” (Howard) der dukker op i et svømmebassin, for at få hjælp af stedets ydmyge vicevært (Giamatti) til at komme videre til en anden verden, men hvor et monster lurer i græsset for at dræbe hende, den er i sig selv så infantil og lattervækkende at den er svær at tage seriøs. Når den så præsenteres så amatøragtigt og dårligt at det næsten bliver ufrivilligt komisk, havde det ikke været fordi den er gabende langtrukken og pinlig selvhøjtidelig, så er der hverken tale om et misforstået eller mislykket mesterværk, blot et decideret makværk, der tager sig selv mere seriøst end den kan bære.

Der rodes glædeløst rundt i et ellers forudsigeligt, klichefyldt og simpelt plot, der ikke er nær så originalt som det kan lyde, faktisk tværtimod. Ideerne minder om noget man finder i en lowbudget trashfilm eller er i det mindste tæt på at være udført således. Tempoet er ubærligt langsomt og der dvæles utilgiveligt længe i flere situationer, så man ofte føler det slet ingen vegne fører. Dialogen er svag og indimellem direkte uudholdelig at høre på. Skuespillet er overvejende skidt, selv fra ellers gode folk som Giamatti, der normalt kan levere varen og som jeg personligt har en svaghed for, men her spiller mere irriterende end godt er. Talentfulde Dallas Howard ser nærmest ulideligt lidende ud under hele filmens spilletid, men kæmper også med en enfoldig rolle. Et par af birollerne fungerer en anelse bedre, måske fordi man ikke giver dem så meget opmærksomhed.

Filmen indeholder indrømmet ellers flere af Shyamalan’s kendetegn og tematikker der har været gennemgående i hans værker. De stritter blot i alle retninger, så hans lommefilosofiske og trivielle refleksioner om alt lige fra historien i historien og historien selv, døden, livet, religion, tro, overtro, tab og så videre, kombineret med noget der ikke aner om det skal være et gys, en børnefilm, et eventyr eller et regulært melodrama, det alt sammen drukner i hinanden. Den stemningsmæssige eventyrlige tone, det har været meningen den skulle besidde og som den desperat prøver at ramme, den lykkes den heller ikke med. Jeg kunne blive ved, så det er faktisk nemmere at sige hvad der virker her og det er et par effekter, som er nogenlunde pæne at se på, og så en teknisk side som vel er af en okay standard, selv om kvaliteten i dens billedside er svingende.

Det er på en måde ufatteligt at det har kunne gå så galt. Shyamalan’s gennembrudsfilm ”The Sixth Sense” fungerede jo ganske fint, med et par gode gys, hvor særligt den overraskende slutning , der satte hele filmen i et nyt perspektiv, gjorde den mindeværdig. Hans næste ”Unbreakable” var jeg mindre begejstret for, selv om jeg ikke husker den som værende dårlig. ”Signs” faldt trods dens indrømmet banale tematikker og lettere forudsige historie, virkelig i min smag grundet dens stemning. Men herefter gik det helt galt. Filmen ”The Villige” var ikke andet end varm luft blæst op til ingenting. Nu rammer Shyamalan så bunden og det så kraftigt at man kan blive helt i tvivl om manden rent faktisk kan eller i hvert fald burde lave film.

En god ting kan jeg nu alligevel slutte af med at sige og det er, at det kan da næsten kun blive bedre næste gang Shyamalan sætter sig i instruktørstolen. At jeg så må sige det på så ærgerlig en baggrund er mindre heldigt.