En Omvendt Rødhætte
5.0
Da den lille Rødhætte lokkede den store stygge ulv i fælden. Sådan kan man bedst beskrive denne intense og stærkt fængende og ubehagelige thriller.
Når den 32 årige fotograf Jeff (Page) over nettet lokker den kun 14 årige Hayley (Wilson) til at mødes, så går han lige lukt i den manipulerende fælde han selv har lagt og det er der kommet en tankevækkende og kontroversiel spændingsfilm om pædofili ud af.
Den kan medgivet ikke undsige sig at virke konstrueret, historien er næppe særlig realistisk og bliver mere og mere usandsynlig som den skrider frem, men det er en del af dens koncept. Den søger ikke mod et virkelighedstro mål i dens behandling af en tematik der vil blive diskuteret. Men den rammer, først afskyvækkende og så klamt, tungt og hårdt, så det kan mærkes og gør ondt, mens vore to hovedpersoner i et drastisk psykologisk modspil bekæmper hinanden. Et modspil hvori der ligger en dybere ægthed bagved den spændingsfyldte og tæt designende og kvalitative smukke, men også sterile billedside. En billedside hvor den scenografiske symbolisme kan fremstå lovlig oplagt, men hvor den er så konstant og ren i dens udtryk at det i stedet kommer til at virke potent og gennemført. Læg især mærke til hvor indtrængende pænt og nydeligt alt er.
De to hovedroller, om hvem hele filmen drejer rundt om næsten konstant, spiller modigt og overbevisende deres roller, hvor både ens sympati og hvem der er offer og krænker skifter side indtil flere gange. Mod slutningen kunne jeg måske have ønsket mig en smule mere tvetydighed, så man ikke forlod filmen med for meget smag af enfoldig selvtægtsfilm, der appellerer til laveste fællesnævner. Det rokker alligevel ikke ved at dette er en dristig og ufatteligt godt drejet debutfilm, af den tidligere musikvideoinstruktør David Slade, efter en historie af Brian Nelson, der ellers mest har arbejdet med diverse mere kulørte Tv-serier.
Når den 32 årige fotograf Jeff (Page) over nettet lokker den kun 14 årige Hayley (Wilson) til at mødes, så går han lige lukt i den manipulerende fælde han selv har lagt og det er der kommet en tankevækkende og kontroversiel spændingsfilm om pædofili ud af.
Den kan medgivet ikke undsige sig at virke konstrueret, historien er næppe særlig realistisk og bliver mere og mere usandsynlig som den skrider frem, men det er en del af dens koncept. Den søger ikke mod et virkelighedstro mål i dens behandling af en tematik der vil blive diskuteret. Men den rammer, først afskyvækkende og så klamt, tungt og hårdt, så det kan mærkes og gør ondt, mens vore to hovedpersoner i et drastisk psykologisk modspil bekæmper hinanden. Et modspil hvori der ligger en dybere ægthed bagved den spændingsfyldte og tæt designende og kvalitative smukke, men også sterile billedside. En billedside hvor den scenografiske symbolisme kan fremstå lovlig oplagt, men hvor den er så konstant og ren i dens udtryk at det i stedet kommer til at virke potent og gennemført. Læg især mærke til hvor indtrængende pænt og nydeligt alt er.
De to hovedroller, om hvem hele filmen drejer rundt om næsten konstant, spiller modigt og overbevisende deres roller, hvor både ens sympati og hvem der er offer og krænker skifter side indtil flere gange. Mod slutningen kunne jeg måske have ønsket mig en smule mere tvetydighed, så man ikke forlod filmen med for meget smag af enfoldig selvtægtsfilm, der appellerer til laveste fællesnævner. Det rokker alligevel ikke ved at dette er en dristig og ufatteligt godt drejet debutfilm, af den tidligere musikvideoinstruktør David Slade, efter en historie af Brian Nelson, der ellers mest har arbejdet med diverse mere kulørte Tv-serier.
21/02-2007
