Sirupklistret Tidsspilde
2.0
Så gode navne og så en så ringe film, det er synd og skam.
Den normalt charmerende og kække Wilson skal være den udløsende morsomme faktor, når han prøver at give den som den skæve og frie eksistens, der må flytte ind hos sin nygifte bedste ven (Dillon) og dennes kone (Hudson), efter at have mistet job og hjem. Her bliver han naturligvis hurtigt en pestilens, men også den der i sidste ende får åbnet øjnene for vore nygifte, når krisen kradser, svigerfar (Douglas) vil af med sin nye svigersøn og andre mere eller mindre ligegyldigheder sætter ind. Og det er lige netop problemet, for der serveres ikke andet end ligegyldigheder, enten sirupsklistret eller ikke sjove ”morsomheder” og de kan ikke reddes af et ellers godt cast, der kæmper med roller der desværre lader til aldrig at have været tænkt rigtigt igennem.
Wilson forekommer mig i hvert fald ikke at være sporet ind på hvad han egentlig skal stille op med sin figur, som svinger mellem det irriterende og sukkersøde barnlige. Han bakkes nu heller ikke op af manuskriptet, som ikke rigtigt har nogle sjove ideer at byde på. Det sammen kan siges om stivnakken Dillon’s rolle, hvis eneste træk er at smile eller se bekymret ud (mest det sidste). Søde Hudson forekommer mig blot utålelig snerpet og det tror jeg helt ærligt slet ikke har været meningen. Hvad fanden en mand som Douglas så laver her, det kan jeg ikke regne ud. Så hårdt kan han umuligt trænge til penge. Men det kan da næppe have været rollen der har tiltrukket ham, for han har intet at lave, uden at fyre et par replikker af der skal få ham til at fremstå som en slimet og glat svigerfar og forretningsmand, uden at det nogensinde virker gennemført eller tilnærmelsesvis troværdigt. Måske han har gjort det som en vennetjeneste?
Tæt på en stjerne!
Den normalt charmerende og kække Wilson skal være den udløsende morsomme faktor, når han prøver at give den som den skæve og frie eksistens, der må flytte ind hos sin nygifte bedste ven (Dillon) og dennes kone (Hudson), efter at have mistet job og hjem. Her bliver han naturligvis hurtigt en pestilens, men også den der i sidste ende får åbnet øjnene for vore nygifte, når krisen kradser, svigerfar (Douglas) vil af med sin nye svigersøn og andre mere eller mindre ligegyldigheder sætter ind. Og det er lige netop problemet, for der serveres ikke andet end ligegyldigheder, enten sirupsklistret eller ikke sjove ”morsomheder” og de kan ikke reddes af et ellers godt cast, der kæmper med roller der desværre lader til aldrig at have været tænkt rigtigt igennem.
Wilson forekommer mig i hvert fald ikke at være sporet ind på hvad han egentlig skal stille op med sin figur, som svinger mellem det irriterende og sukkersøde barnlige. Han bakkes nu heller ikke op af manuskriptet, som ikke rigtigt har nogle sjove ideer at byde på. Det sammen kan siges om stivnakken Dillon’s rolle, hvis eneste træk er at smile eller se bekymret ud (mest det sidste). Søde Hudson forekommer mig blot utålelig snerpet og det tror jeg helt ærligt slet ikke har været meningen. Hvad fanden en mand som Douglas så laver her, det kan jeg ikke regne ud. Så hårdt kan han umuligt trænge til penge. Men det kan da næppe have været rollen der har tiltrukket ham, for han har intet at lave, uden at fyre et par replikker af der skal få ham til at fremstå som en slimet og glat svigerfar og forretningsmand, uden at det nogensinde virker gennemført eller tilnærmelsesvis troværdigt. Måske han har gjort det som en vennetjeneste?
Tæt på en stjerne!
21/02-2007
