Formidabel Whitaker, ok film
4.0
The Last King of Scotland, der primært skildrer den unge læge Nicolas og Idi Amins forhold og sekundært skildrer Amins rædselsregime i Uganda indeholder den mest imponerende præstation, jeg har set i biografen i år. Nemlig Forrest Whitakers fremstilling af Idi Amin.
Filmens valg af udgangspunkt i den unge læge, der også er Amins personlige rådgiver og ikke i Amin selv er en hæmsko for filmen, da de mange scener, hvor Nicolas er i centrum alene på ingen måde rummer samme intensitet og spændende fortælling, som scenerne hvor vi følger Amin. Personligt savnede jeg flere scener, som fortalte historien om Amin og Uganda, men instruktør Kevin Macdonald vælger helt bevidst kun at behandle denne problemstilling perifert i forhold til personskildringen af de to hovedpersoner og deres indbyrdes forhold. Er man mindre historieinteresseret har man muligvis ikke denne anke mod filmen.
Til gengæld rummer scenerne med Amin en enorm intensitet og skuespil af høj høj klasse fra Whitaker. Hvis han ikke får den Oscar bliver jeg meget overrasket og skuffet. Den måde hvorpå han skildrer Amin både som en stor rar bamse, en charmerende verdensmand og en sindsyg psykopatisk og kold diktator ofte i en og samme scene er simpelthen imponerende. At se hans rare og imødekommende ansigt skifte til en sindsygt dræber ansigt eller omvendt på få sekunder får det til at løbe koldt ned af ryggen på en. Noget af dette skal naturligvis også tilskrives Kevin Macdonalds instruktion.
James McAvoy gør det også glimrende i filmens egentlig hovedrolle som den unge læge. Han overskygges bare totalt af den eminente Whitaker.
Selv med den begrænsede fokus på selve Ugandas historie rummer filmen alligevel et interessant billede af et Afrikansk land, hvor tingene pludselig kan eksplodere i kaos ud af det blå. Det rummer også historien om en mand, som via sit paranoide storhedsvanvid kører et land på afgrundens rand. Ligeledes rummer den også en masse smukke billeder af afrika, således at det visuelle er i orden uden at overvælde.
Filmen er måske lige lovlig brutal og eksplicit i sin vold i anden halvdel efter manges smag, men det understreger blot Amins utrolige brutalitet og kynisme. Den måde han behandler Nicolas på til slut i filmen virker så hård og ubarmhjertig efter alt, hvad man har set i filmen indtil da.
Filmen skal først og fremmest ses pga. Forrest Whitaker. Den præstation må give en Oscar. Uden ham var filmen ok spændende, men ikke over middel. Han hæver filmen op på et niveau, hvor den ikke går i glemmebogen lige med det samme.
Filmens valg af udgangspunkt i den unge læge, der også er Amins personlige rådgiver og ikke i Amin selv er en hæmsko for filmen, da de mange scener, hvor Nicolas er i centrum alene på ingen måde rummer samme intensitet og spændende fortælling, som scenerne hvor vi følger Amin. Personligt savnede jeg flere scener, som fortalte historien om Amin og Uganda, men instruktør Kevin Macdonald vælger helt bevidst kun at behandle denne problemstilling perifert i forhold til personskildringen af de to hovedpersoner og deres indbyrdes forhold. Er man mindre historieinteresseret har man muligvis ikke denne anke mod filmen.
Til gengæld rummer scenerne med Amin en enorm intensitet og skuespil af høj høj klasse fra Whitaker. Hvis han ikke får den Oscar bliver jeg meget overrasket og skuffet. Den måde hvorpå han skildrer Amin både som en stor rar bamse, en charmerende verdensmand og en sindsyg psykopatisk og kold diktator ofte i en og samme scene er simpelthen imponerende. At se hans rare og imødekommende ansigt skifte til en sindsygt dræber ansigt eller omvendt på få sekunder får det til at løbe koldt ned af ryggen på en. Noget af dette skal naturligvis også tilskrives Kevin Macdonalds instruktion.
James McAvoy gør det også glimrende i filmens egentlig hovedrolle som den unge læge. Han overskygges bare totalt af den eminente Whitaker.
Selv med den begrænsede fokus på selve Ugandas historie rummer filmen alligevel et interessant billede af et Afrikansk land, hvor tingene pludselig kan eksplodere i kaos ud af det blå. Det rummer også historien om en mand, som via sit paranoide storhedsvanvid kører et land på afgrundens rand. Ligeledes rummer den også en masse smukke billeder af afrika, således at det visuelle er i orden uden at overvælde.
Filmen er måske lige lovlig brutal og eksplicit i sin vold i anden halvdel efter manges smag, men det understreger blot Amins utrolige brutalitet og kynisme. Den måde han behandler Nicolas på til slut i filmen virker så hård og ubarmhjertig efter alt, hvad man har set i filmen indtil da.
Filmen skal først og fremmest ses pga. Forrest Whitaker. Den præstation må give en Oscar. Uden ham var filmen ok spændende, men ikke over middel. Han hæver filmen op på et niveau, hvor den ikke går i glemmebogen lige med det samme.
22/02-2007
