Også din værste fjende er et menneske
4.0
Så kom anden del af Clint'ens store krigsopus, hvor vi denne gang ser slaget ved og på Iwo Jima fra japanernes side. Og lad det være sagt med det samme; filmen er mere vellykket og en klart mere tilfredsstillende oplevelse end Flags of our Fathers.
Clint Eastwood har med sine to film en klar dagsorden. At vise krigens umenneskelige og væmmelige væsen, at vise at krige kun har ofre og tabere og sjældent vindere og ikke mindst at vise, at krige er skrækkelige for folk på begge sider af slaget, da de alle er mennesker af kød og blod. Dette meget eksplicit gennemført ved at lave to selvstændige film om samme slag med udgangspunkt på hver sin side af krigen.
Letters from Iwo Jima er modsat den første film fuldstændig kronologisk skildret og på nær enkelte velplacerede flashbacks, er vi på Iwo Jima fra start til slut. Derved er selve krigen og krigens væsen også langt mere i centrum end i Flags, hvor 2/3 af filmen fokuserede på de tre soldaternes ufrivillige triumftog efter rejsningen af flaget. Letters virker derfor langt mere helstøbt og fokuseret i sin mission end Flags. En tanke der ligger lige for er, at klippe de to film samme ved at fjerne alt det, som ikke direkte foregår på Iwo Jima, således at begge sider skildres i en og samme film. Potentialet til en mesterlig film er til stede.
Isoleret set er Letters også en rigtig god film. Man får mindst lige så meget sympati med japanerne som med amerikanerne i den første film. Forskellen på de to folk er dog japanerns stolthed og æresbegreb, som skinner igennem fra vi lander på øen til deres selvmordsmission er tilendebragt. Det handler om at kæmpe for kejseren og fædrelandet, også selvom nederlaget er uundgåeligt. At japanerne dog også er mennesker bag den stolte facade illustreres gennem en af filmens faste holdepunkter soldaten Saigo, som hele filmen igennem tænker på, at komme hjem til sin kone og barn. Eastwood skaber på den måde en perfekt balance i de japanske soldater. Æresbevidste og stolte, men også menneskelige og familiære. Om det er en amerikaner eller en japaner, der dør er således lige skrækkeligt. Hvert offer er uanset side et offer for meget.
Visuelt er filmen helt i top. Den holdes i støvede grå og matte nuancer kun brudt af eksplosioner og flammekasternes levende og samtidigt dræbende farver. En effekt som eksikveres smukt og virkningsfuldt. Selve de store panoreringer over krigsskuepladsen er færre og i mindre målestok end i Flags. Vi oplever slaget fra japanernes huler og nær jorden. Alt fra de chokerende nærbilleder af japanere som springer sig selv i luften til de amerikanske overflyvninger og bombekast er eminent udført og en teknisk nydelse. Det er brutalt, uden sentimentalitet og alligevel blændende smukt.
Filmen har dog ikke ubetydelige svagheder. Selvom det menneskelige drama lykkes til fulde, så er de mange japanske mono- og dialoger i hullerne for mange og for ensforminge. Jo længere tid vi har kendt personerne, jo mere føler vi, når de dør, men Eastwoods budskab står tydeligt tidligt i filmen og behøver ikke at blive gentaget og nuanceret i det uendelige. Vægtningen mellem dramaet i hulerne og de egentlige krigsscener er faldet meget tungt ud til dramaets side. Personligt savnede jeg flere af de fantastisk flotte krigsscener. Under alle omstændigheder er der for mange scener som minder om hinanden og virker som gentagelser.
Desuden skildres japanerne næsten for menneskelige. Scenen hvor en såret amerikaner reddes og slæbes ind i hulerne, hvorefter øverstkommenderende befaler, at manden skal reddes og derefter kaster sig ud i kammeratlig samtale med amerikaneren er lige i overkanten. Det virker ikke helt troværdigt at reagere således efter flere dages beskydning fra selv samme fjende, hvor de brutalt har nedslagtet mange af dine kammerater.
Filmen er smuk og gribende og fremfører usentimentalt på bedste vis sine budskaber. Den er visuelt blændende og emotionelt fangende. Men den er også meget langsom og flere gange næsten stillestående. Eastwood er så bevidst om at fortælle sin menneskelige historie, at krigshandlingerne får anden prioritet, hvilket går ud over tempoet og fremdriften i filmen.
En sammensmeltning af Flags og Letters ville være fantastisk, men hver for sig og sammen i to dele er de også rigtig gode. Letters er fortællermæssigt klart sin forgænger overlegen og er trods svaghederne en på sin måde smuk oplevelse.
Efter biografturen var jeg i tvivl om, hvorvidt Letters fortjente et stort 4-tal eller et lille 5-tal. Efter et gensyn med filmen fjernes den tvivlen. Det bliver et stort 4-tal, da filmen til trods for et perfekt filmisk håndværk også anden gang forekom mig meget langsom og uden fremdrift vise steder.
Clint Eastwood har med sine to film en klar dagsorden. At vise krigens umenneskelige og væmmelige væsen, at vise at krige kun har ofre og tabere og sjældent vindere og ikke mindst at vise, at krige er skrækkelige for folk på begge sider af slaget, da de alle er mennesker af kød og blod. Dette meget eksplicit gennemført ved at lave to selvstændige film om samme slag med udgangspunkt på hver sin side af krigen.
Letters from Iwo Jima er modsat den første film fuldstændig kronologisk skildret og på nær enkelte velplacerede flashbacks, er vi på Iwo Jima fra start til slut. Derved er selve krigen og krigens væsen også langt mere i centrum end i Flags, hvor 2/3 af filmen fokuserede på de tre soldaternes ufrivillige triumftog efter rejsningen af flaget. Letters virker derfor langt mere helstøbt og fokuseret i sin mission end Flags. En tanke der ligger lige for er, at klippe de to film samme ved at fjerne alt det, som ikke direkte foregår på Iwo Jima, således at begge sider skildres i en og samme film. Potentialet til en mesterlig film er til stede.
Isoleret set er Letters også en rigtig god film. Man får mindst lige så meget sympati med japanerne som med amerikanerne i den første film. Forskellen på de to folk er dog japanerns stolthed og æresbegreb, som skinner igennem fra vi lander på øen til deres selvmordsmission er tilendebragt. Det handler om at kæmpe for kejseren og fædrelandet, også selvom nederlaget er uundgåeligt. At japanerne dog også er mennesker bag den stolte facade illustreres gennem en af filmens faste holdepunkter soldaten Saigo, som hele filmen igennem tænker på, at komme hjem til sin kone og barn. Eastwood skaber på den måde en perfekt balance i de japanske soldater. Æresbevidste og stolte, men også menneskelige og familiære. Om det er en amerikaner eller en japaner, der dør er således lige skrækkeligt. Hvert offer er uanset side et offer for meget.
Visuelt er filmen helt i top. Den holdes i støvede grå og matte nuancer kun brudt af eksplosioner og flammekasternes levende og samtidigt dræbende farver. En effekt som eksikveres smukt og virkningsfuldt. Selve de store panoreringer over krigsskuepladsen er færre og i mindre målestok end i Flags. Vi oplever slaget fra japanernes huler og nær jorden. Alt fra de chokerende nærbilleder af japanere som springer sig selv i luften til de amerikanske overflyvninger og bombekast er eminent udført og en teknisk nydelse. Det er brutalt, uden sentimentalitet og alligevel blændende smukt.
Filmen har dog ikke ubetydelige svagheder. Selvom det menneskelige drama lykkes til fulde, så er de mange japanske mono- og dialoger i hullerne for mange og for ensforminge. Jo længere tid vi har kendt personerne, jo mere føler vi, når de dør, men Eastwoods budskab står tydeligt tidligt i filmen og behøver ikke at blive gentaget og nuanceret i det uendelige. Vægtningen mellem dramaet i hulerne og de egentlige krigsscener er faldet meget tungt ud til dramaets side. Personligt savnede jeg flere af de fantastisk flotte krigsscener. Under alle omstændigheder er der for mange scener som minder om hinanden og virker som gentagelser.
Desuden skildres japanerne næsten for menneskelige. Scenen hvor en såret amerikaner reddes og slæbes ind i hulerne, hvorefter øverstkommenderende befaler, at manden skal reddes og derefter kaster sig ud i kammeratlig samtale med amerikaneren er lige i overkanten. Det virker ikke helt troværdigt at reagere således efter flere dages beskydning fra selv samme fjende, hvor de brutalt har nedslagtet mange af dine kammerater.
Filmen er smuk og gribende og fremfører usentimentalt på bedste vis sine budskaber. Den er visuelt blændende og emotionelt fangende. Men den er også meget langsom og flere gange næsten stillestående. Eastwood er så bevidst om at fortælle sin menneskelige historie, at krigshandlingerne får anden prioritet, hvilket går ud over tempoet og fremdriften i filmen.
En sammensmeltning af Flags og Letters ville være fantastisk, men hver for sig og sammen i to dele er de også rigtig gode. Letters er fortællermæssigt klart sin forgænger overlegen og er trods svaghederne en på sin måde smuk oplevelse.
Efter biografturen var jeg i tvivl om, hvorvidt Letters fortjente et stort 4-tal eller et lille 5-tal. Efter et gensyn med filmen fjernes den tvivlen. Det bliver et stort 4-tal, da filmen til trods for et perfekt filmisk håndværk også anden gang forekom mig meget langsom og uden fremdrift vise steder.
24/02-2007
