Skematisk perfekt musikbiografi
5.0
Walk the Line er et must for alle Johnny Cash fans. Det biografiske fundament er sammensat så smukt, flot og afbalanceret som man kan ønske sig, og det er en hamrende flot hyldest til 'the man in black'.
Hvis man derimod ikke kan døje Mr Cash, og musikgenren, så burde man tænke som om. Man slæbes gennem talrige, meget lange musikscener og det vigtigste sangrepetoire er dækket, fra 'Jackson' og 'Walk the line' til Ring of Fire.
Men selvom det er en udsøgt musikbiografi, så er den også overordnet ret skematisk. Historien om musikeren der bærer på fortidens forpinte spøgelse, kravler gennem druk, tøser og misbrug, og ender med at blive en kulturelt symbol, er fortalt flere gange før. Og alle historierne ligner unægteligt meget hinanden i deres sammensætning. Fra The Doors og Ray til Walk The Line. Historien er nogenlunde den samme.
Men som en selvstændig film er Walk The Line tæt på den bedste måde man kan formidle historien om en amerikansk musiklegende. Clear cut.
Hvis man derimod ikke kan døje Mr Cash, og musikgenren, så burde man tænke som om. Man slæbes gennem talrige, meget lange musikscener og det vigtigste sangrepetoire er dækket, fra 'Jackson' og 'Walk the line' til Ring of Fire.
Men selvom det er en udsøgt musikbiografi, så er den også overordnet ret skematisk. Historien om musikeren der bærer på fortidens forpinte spøgelse, kravler gennem druk, tøser og misbrug, og ender med at blive en kulturelt symbol, er fortalt flere gange før. Og alle historierne ligner unægteligt meget hinanden i deres sammensætning. Fra The Doors og Ray til Walk The Line. Historien er nogenlunde den samme.
Men som en selvstændig film er Walk The Line tæt på den bedste måde man kan formidle historien om en amerikansk musiklegende. Clear cut.
24/02-2007
