Førsteklasses nervepirring
4.0
Eftersom gysergenren de sidste par år er blevet mere hærdet, mere brutal og mere blodslysten, kan den syntes at finde større prestige i at give sin seer en dårlig mave frem for et godt gys. Her falder "The Descent" på et tørt sted, som en film der evner at gøre begge.
Endelig har vi nemlig at gøre med en film, der rent faktisk er "uhyggelig". Skulle nogle have glemt hvad lige netop det ord betyder, ridser "The Descent" det op for en hver, stråleklart og effektivt formørket som en bidsk sammensætning. Skulle nogle have forgabt sig over horrorfilmens helt basale og misbrugte træk, gør den engelske instruktør, Neil Marshall, en fornem indsats i at ære dem og vække dem til live på ny. Panik, angst, klaustrofobi og den grundlæggende frygt der lurer i alle mennesker har han begået en hamrende effektiv film om, der som en tvingende understrøm tager os med ned til et gensyn med gyserfilmens mørkeste kroge. Og gensynsglæden er lige så ubehagelig som man kunne ønske.
Seks veninder beslutter sig for at tage på huleekspedition og begiver sig ned i en fugtig grotte et sted under Englands skovbund. Fra det øjeblik pigegruppen planter deres fødder i grotten, tager Neil Marshall fordel af sin klaustrofobiske legeplads ved at vise os kvinderne i de alt, alt, alt for smalle bjerggange med lygtelyset som eneste håb. "The Descent" er en gyserfilm med blod på tanden, og har man blot så meget som fået færden af Marshalls forrige film, "Dog Soldiers", er man klar over, at manden er lidt af en blodig køter. Derfor er det vel helt selvsagt at "The Descent" eksploderer i et manisk voldsorgie som en maveplasker i et blodbassin, hvor alt godt fra grotten vendes til egen fordel.
I sin anden halvdel frådser filmen sig altså i diverse ulækre sager, gerne givet i sindssyge mængder fra den langt fra sparsomme Marshall, da en flok blodtørstige bæster kryber frem for mørket. Men i stedet for at køre "The Descent" ud på et skråplan af ligegyldig splat, skruer filmens voldsomme drejning tempoet og ikke mindst intensiteten op på et overvældende stadie, når specielt vores førende hovedpersons hæmningsløse overlevelsesinstinkt gør livet surt for flokken af Gollum-lignende væsener. Men bedst af alt er vi fastholdt. Konstant øger "The Descent" sin egen varmblodige puls og sætter sig rivende fast med et tag, der nægter at give sig.
Neil Marshalls "The Descent" er altså både særdeles klam og skide uhyggelig på samme tid, og føles som et vitamintilskud til en noget blegnet genre.
Endelig har vi nemlig at gøre med en film, der rent faktisk er "uhyggelig". Skulle nogle have glemt hvad lige netop det ord betyder, ridser "The Descent" det op for en hver, stråleklart og effektivt formørket som en bidsk sammensætning. Skulle nogle have forgabt sig over horrorfilmens helt basale og misbrugte træk, gør den engelske instruktør, Neil Marshall, en fornem indsats i at ære dem og vække dem til live på ny. Panik, angst, klaustrofobi og den grundlæggende frygt der lurer i alle mennesker har han begået en hamrende effektiv film om, der som en tvingende understrøm tager os med ned til et gensyn med gyserfilmens mørkeste kroge. Og gensynsglæden er lige så ubehagelig som man kunne ønske.
Seks veninder beslutter sig for at tage på huleekspedition og begiver sig ned i en fugtig grotte et sted under Englands skovbund. Fra det øjeblik pigegruppen planter deres fødder i grotten, tager Neil Marshall fordel af sin klaustrofobiske legeplads ved at vise os kvinderne i de alt, alt, alt for smalle bjerggange med lygtelyset som eneste håb. "The Descent" er en gyserfilm med blod på tanden, og har man blot så meget som fået færden af Marshalls forrige film, "Dog Soldiers", er man klar over, at manden er lidt af en blodig køter. Derfor er det vel helt selvsagt at "The Descent" eksploderer i et manisk voldsorgie som en maveplasker i et blodbassin, hvor alt godt fra grotten vendes til egen fordel.
I sin anden halvdel frådser filmen sig altså i diverse ulækre sager, gerne givet i sindssyge mængder fra den langt fra sparsomme Marshall, da en flok blodtørstige bæster kryber frem for mørket. Men i stedet for at køre "The Descent" ud på et skråplan af ligegyldig splat, skruer filmens voldsomme drejning tempoet og ikke mindst intensiteten op på et overvældende stadie, når specielt vores førende hovedpersons hæmningsløse overlevelsesinstinkt gør livet surt for flokken af Gollum-lignende væsener. Men bedst af alt er vi fastholdt. Konstant øger "The Descent" sin egen varmblodige puls og sætter sig rivende fast med et tag, der nægter at give sig.
Neil Marshalls "The Descent" er altså både særdeles klam og skide uhyggelig på samme tid, og føles som et vitamintilskud til en noget blegnet genre.
25/02-2007
