Børn i en voksen verden
5.0
I 1973 blev en af amerikansk films største kultfilm til for under en halv million dollars - Terrence Malicks ”Badlands”. En typisk Road-movie om et håbløst forelsket par, der på vej gennem USA’s knastørre ingenmandsland myrder mennesker i hobetal. Men som den gode Malick nu har bevist i tre ligeledes overbevisende omgange, er der absolut intet typisk i hans film.
Hverken ”Days of Heaven”, ”The Thin Red Line” eller ”The New World” fremstod som bare et trekantsdrama, bare en ildsprudende krigsfilm eller bare en klingekrydsende eventyrfabel. I samme grad kan ”Badlands” ikke ”bare” kategoriseres som en typisk 70’er genrefilm, men snarere som en film der svæver rundt i en drømmelignende ekstase. Malicks første film er, akkurat som hans efterfølgende, komponeret som en ikke særlig bred fortælling, der holder omverdenens hastværk på afstand og udspiller sig i sin egen lille verden. Et sted i denne intethed beliggende i South Dakota møder sydstatsknægten Kit (Martin Sheen) pigen Holly (Sissy Spacek), og de to fascineres gensidigt af hinanden i den uskyldige kærligheds navn. De lukker alt andet ude, tager i skoven, ved vandet eller drømmer blot om at drage væk sammen ud i verden.
Og det gør de så. ”Badlands” tager sin afgørende drejning en halv time inde i filmen, hvor Kit gør en ende på pigens dominerende far og de sammen tager af sted fra alting. Herfra beskriver Malick eminent deres forhold med menneskelige frustrationer og intriger og gengiver samtidig ganske fortryllende det uvirkelige liv Kit og Holly lever i deres eget fantasiland, både i sine smukke billeder og dialogen der er noget af det mest inspirerende jeg mindes at have hørt på film. Samtidig han har ladet hele affæren ses eller nærmere høres gennem Sissy Spaceks enkle voice-over monologer, hvor hun selv beskriver sit liv som en dans på roser, som hun alligevel ikke ved om hun kan lide. En effekt der på bedste vis lader os se hende som den barnlige naivist, der både upåvirkelig og mundlam ser til mens drab og skyderier passerer hendes syn.
Et af de temaer Malick udforsker i filmen, er om det problem der opstår, når børn træder i større roller end de kan kapere. Når børn indtræder i de voksnes virkelighed, grønne og sårbare. Netop det skridt fra barn til voksen er det Kit og Holly gennemgår, i troen på at kærlighed besejrer alt. Men gør den det? Det står man uforløst tilbage med, eftersom Malick først og fremmest lader hele romancen stå som et spørgsmålstegn, der aldrig tilkendegiver om de to elsker hinanden. Den fremmedgjorde Kit har en skrue løs eller to, virker iskold, men brænder samtidig inde med alle følelser han ender op med i rollen som morder. Han er så usikker i den måde han taler, den måde han kommunikere med det fremmede køn, og usikkerheden krakelerer bag James Dean-facaden og lader Kit myrde så let som ingenting, uden egentlig at vide hvorfor. Kan nogen elske dette menneske? Et spørgsmål, der stærkt hengiver sig til et nej.
”Badlands” er en stilfærdig og yderst smuk film, en hypnotiserende og amoralsk rystende menneskeskildring, der i stedet for at gå i kødet på to ubarmhjertige mordere, én passiv og én aktiv, viser to fortabte børn i en alt for voksen og virkelig verden. Hvad er så forskellen på morder og menneske i denne film? Der er ganske enkelt ikke nogen, og det er der guldet fra nuancerede Terrence Malick ligger gemt i sin pure natur.
Hverken ”Days of Heaven”, ”The Thin Red Line” eller ”The New World” fremstod som bare et trekantsdrama, bare en ildsprudende krigsfilm eller bare en klingekrydsende eventyrfabel. I samme grad kan ”Badlands” ikke ”bare” kategoriseres som en typisk 70’er genrefilm, men snarere som en film der svæver rundt i en drømmelignende ekstase. Malicks første film er, akkurat som hans efterfølgende, komponeret som en ikke særlig bred fortælling, der holder omverdenens hastværk på afstand og udspiller sig i sin egen lille verden. Et sted i denne intethed beliggende i South Dakota møder sydstatsknægten Kit (Martin Sheen) pigen Holly (Sissy Spacek), og de to fascineres gensidigt af hinanden i den uskyldige kærligheds navn. De lukker alt andet ude, tager i skoven, ved vandet eller drømmer blot om at drage væk sammen ud i verden.
Og det gør de så. ”Badlands” tager sin afgørende drejning en halv time inde i filmen, hvor Kit gør en ende på pigens dominerende far og de sammen tager af sted fra alting. Herfra beskriver Malick eminent deres forhold med menneskelige frustrationer og intriger og gengiver samtidig ganske fortryllende det uvirkelige liv Kit og Holly lever i deres eget fantasiland, både i sine smukke billeder og dialogen der er noget af det mest inspirerende jeg mindes at have hørt på film. Samtidig han har ladet hele affæren ses eller nærmere høres gennem Sissy Spaceks enkle voice-over monologer, hvor hun selv beskriver sit liv som en dans på roser, som hun alligevel ikke ved om hun kan lide. En effekt der på bedste vis lader os se hende som den barnlige naivist, der både upåvirkelig og mundlam ser til mens drab og skyderier passerer hendes syn.
Et af de temaer Malick udforsker i filmen, er om det problem der opstår, når børn træder i større roller end de kan kapere. Når børn indtræder i de voksnes virkelighed, grønne og sårbare. Netop det skridt fra barn til voksen er det Kit og Holly gennemgår, i troen på at kærlighed besejrer alt. Men gør den det? Det står man uforløst tilbage med, eftersom Malick først og fremmest lader hele romancen stå som et spørgsmålstegn, der aldrig tilkendegiver om de to elsker hinanden. Den fremmedgjorde Kit har en skrue løs eller to, virker iskold, men brænder samtidig inde med alle følelser han ender op med i rollen som morder. Han er så usikker i den måde han taler, den måde han kommunikere med det fremmede køn, og usikkerheden krakelerer bag James Dean-facaden og lader Kit myrde så let som ingenting, uden egentlig at vide hvorfor. Kan nogen elske dette menneske? Et spørgsmål, der stærkt hengiver sig til et nej.
”Badlands” er en stilfærdig og yderst smuk film, en hypnotiserende og amoralsk rystende menneskeskildring, der i stedet for at gå i kødet på to ubarmhjertige mordere, én passiv og én aktiv, viser to fortabte børn i en alt for voksen og virkelig verden. Hvad er så forskellen på morder og menneske i denne film? Der er ganske enkelt ikke nogen, og det er der guldet fra nuancerede Terrence Malick ligger gemt i sin pure natur.
25/02-2007
