I kampens hede
6.0
Tre år efter den storslåede og episke ”Den Sidste Mohikaner” var der dømt mere storfilm fra Michael Mann. Med store præstationer, store skudfagter og ikke mindst store følelser er ”Heat” en film ud over alle rammer og allerede nu en klassiker inden for sit fag. Og det er der ikke meget at sige til. To af filmhistoriens største navne, Al Pacino og Robert DeNiro, står i spidsen for dette mesterlige udspil, og slår gnister som to flintesten i sammenstød. ”Heat” er ingen banebrydende original film på papiret, men derimod i sin udførelse, der syder, bobler og koger af intensitet.
Så simpelt som det er sagt er ”Heat” en vaskeægte ”politi og røver” film, om den gode og den onde der raser i kampen for retfærdighed. Og samtidig er den et opgør mod det konventionelle hævndrama, der længe har levet i amerikansk film, om de to mænd der ønsker at flå i totterne på hinanden. I modsætning til film af denne slags som ”Cape Fear” og ”Face/Off”, er Michael Manns bud på to modstridige mænd i intriger et helt andet.
I ”Heat” er begge modpoler voksne og anstændige mennesker, ingen af dem skydegale eller sindsforvirrede, men begge blot to mænd, der handler efter instinkter. De to, bankrøveren og politiinspektøren, kunne sikkert blive enormt gode venner, hvis de ikke bare led under at være sat i hver sit sted, i hver sit håbløse erhverv og splittet af lovens grænser. Hvad der kunne lyde som et kærlighedsdrama er en stærk og gloende skæbnesfortælling, og ”Heat” er en mesterlig film om noget så sjældent som rivalisering mellem to mænd, der ikke agter at slå hinanden ihjel.
Suppleret af sin medrivende historie byder ”Heat” på et par gennemført topprofessionelle actionsekvenser, og specielt lidt over halvvejs inde på den vel nok mest hæsblæsende ildkamp nogensinde - nemlig et bankrøveri der ender i en ildsprudende konfrontation mellem den iskolde trio bestående af Robert DeNiro, Tom Sizemore og Val Kilmer og gevaldige mængder af Los Angelas’ politistyrker. Og jeg skal gerne være den første til at indrømme, at der her tømmes flere skudmagasiner end jeg nogensinde kunne drømme om, når filmens uregerlige actionudbrud rammer L.A’s hårdt prøvede gader. ”Heat” er som sagt tætpakket med uhyrligt spændende øjeblikke, men er først og fremmest drevet af et gribende fortællingsforløb, to fantastiske skuespillerpræstationer, og overordnet en indgangsvinkel der fordyber sig i sine personer og i sit univers og næsteprioriterer sin actionbasis.
Minut for minut intensiveres ”Heat” til et endnu mere kogende tempo, og får til sidst tvunget følelserne med under gasblusset så det virkelig kan mærkes. Michael Mann har skabt en utrolig stilfuld og hjertefuld film, der flot er filmet i kølige nuancer, befærdet med fremragende musik og til sidst bæredygtig nok til at kunne blotte sit ægte og følte hjerte og lad det blomstre op. ”Heat” er alt i alt en mageløs og rig hybrid-film, der det ene øjeblik sender overrumpling og begejstring gennem kroppen og i næste sætter sig på følelserne ligeså intensivt som et hedeslag. Den er et mesterværk i ordets klareste forstand.
Så simpelt som det er sagt er ”Heat” en vaskeægte ”politi og røver” film, om den gode og den onde der raser i kampen for retfærdighed. Og samtidig er den et opgør mod det konventionelle hævndrama, der længe har levet i amerikansk film, om de to mænd der ønsker at flå i totterne på hinanden. I modsætning til film af denne slags som ”Cape Fear” og ”Face/Off”, er Michael Manns bud på to modstridige mænd i intriger et helt andet.
I ”Heat” er begge modpoler voksne og anstændige mennesker, ingen af dem skydegale eller sindsforvirrede, men begge blot to mænd, der handler efter instinkter. De to, bankrøveren og politiinspektøren, kunne sikkert blive enormt gode venner, hvis de ikke bare led under at være sat i hver sit sted, i hver sit håbløse erhverv og splittet af lovens grænser. Hvad der kunne lyde som et kærlighedsdrama er en stærk og gloende skæbnesfortælling, og ”Heat” er en mesterlig film om noget så sjældent som rivalisering mellem to mænd, der ikke agter at slå hinanden ihjel.
Suppleret af sin medrivende historie byder ”Heat” på et par gennemført topprofessionelle actionsekvenser, og specielt lidt over halvvejs inde på den vel nok mest hæsblæsende ildkamp nogensinde - nemlig et bankrøveri der ender i en ildsprudende konfrontation mellem den iskolde trio bestående af Robert DeNiro, Tom Sizemore og Val Kilmer og gevaldige mængder af Los Angelas’ politistyrker. Og jeg skal gerne være den første til at indrømme, at der her tømmes flere skudmagasiner end jeg nogensinde kunne drømme om, når filmens uregerlige actionudbrud rammer L.A’s hårdt prøvede gader. ”Heat” er som sagt tætpakket med uhyrligt spændende øjeblikke, men er først og fremmest drevet af et gribende fortællingsforløb, to fantastiske skuespillerpræstationer, og overordnet en indgangsvinkel der fordyber sig i sine personer og i sit univers og næsteprioriterer sin actionbasis.
Minut for minut intensiveres ”Heat” til et endnu mere kogende tempo, og får til sidst tvunget følelserne med under gasblusset så det virkelig kan mærkes. Michael Mann har skabt en utrolig stilfuld og hjertefuld film, der flot er filmet i kølige nuancer, befærdet med fremragende musik og til sidst bæredygtig nok til at kunne blotte sit ægte og følte hjerte og lad det blomstre op. ”Heat” er alt i alt en mageløs og rig hybrid-film, der det ene øjeblik sender overrumpling og begejstring gennem kroppen og i næste sætter sig på følelserne ligeså intensivt som et hedeslag. Den er et mesterværk i ordets klareste forstand.
01/03-2007
