bagatelliseret samlebåndsværk

Instruktøren Richard Loncraine leverede med sin forrige film, den britiske kassesucces Wimbledon, en overraskende charmefyldt og veltimet romantisk komedie, der blev seværdigt eksekveret gennem engagerede skuespillere og en dejlig uhøjtidelig humørattitude. Med Firewall har Loncraines første forsøg udi den amerikanske filmindustri udmundet sig til at være en umådelig uoriginal og kommercielt kalkulerende banalitet, hvor Loncraine er blevet restriktiveret af producernes skabelonfokuserede forhåbning om en sikker succes og hovedrolleindehaverens begrænsede og monotone skuespillertalent, og det er kun det stabile håndværk og den sporadisk tilfredsstillende håndtering af de forslidte og klicheprægede virkemidler, der hæver Firewall marginalt over kategoriseringen makværk.

Efter flere års pause (forståeligt nok, da sidste medvirken i Ron Sheltons forfejlede Hollywood Cops ikke ligefrem var beundringsværdigt) vender Harrison Ford tilbage til den regulære spændingsgenre, men det historiske og aldrende ikon formår ikke at forny sin status som heroisk og handlekraftig (men himmelråbende endimensional) karakter, og rollen som beskyttende individualist overfor de amerikanske familieværdier er da også noget så grusomt kedsommeligt og forudsigeligt, hvor Ford kører hele herligheden hjem på den uengagerende og ret indifferente rutine. Vi serveres for en standardhistorie om en gidselsituation (anført af en forsøgende, men ultimativt fejlende Paul Bettany som nonchalant skurk), der udvikler sig til en triviel ’red familien’ scenarium, krydret med lidt computerdigitaliseret modernisering, hvilket dog ikke tilfører historien andet end kryptisk og teknologisk volapyk. Det patetisk penneførte manuskript fejler på det værste, med pinlige og ufrivillig komiske replikker oveni den bundforudsigelige fortælling, og i Loncraines forvirrede hænder, er det sjældent, at man som publikum føles sig bare en smule underholdende. De implicerede karakterer er stereotyper af den anstrengende slags, og det er synd, at det potentialerige rollebesætning (inkluderende kompetente navne som Virginia Madsen, vores egen (inter)nationale Nikolaj Coster-Waldau og den nyligt og berettiget Oscar-vindende Allan Arkin) lades så skamløst i stikken i periferiske roller.

Som førnævnt fortjener Firewall fundamentalt set intet andet end en hånende bundkarakter, men produktionsværdien er høj og enkelte elementer i det overfladiske spændingsjageri fungerer udmærket. Det skjuler dog ikke, at Firewall er håbløs uoriginalt og kedsommeligt bestillingsarbejde, der ikke fungerer som andet end demagogisk tidsspilde.