Hellige dræbere
3.0
”The Boondock Saints” er tydeligvis blevet til på et meget beskedent grundlag. Én, spinkel idé der lader to armerede og lovløse brødre dræbe alle de syntes fortjener det. Og det er, som det lyder, næsten lige lovlig langt nok ude til at en så kvælende kamel kan sluges, og filmen kan gå rent ind.
Alle mennesker har sandsynligvis tænkt på, at tage loven i egen hånd, eller blot handle frit fra leveren. Det kom der en skræmmende stærk film ud af med Gus Van Sants ”Elephant”, der beskrev en autentisk historie om to elever der fik nok af at blive trådt på og føle sig fremmedgjorde, og tog en brugbar pæn ladning håndvåben med i skole i gengældelse. En mindre heldig beskrivelse af selvtægtsolidariteten er ”The Boondock Saints”, der langt hellere ophøjer end nedværdiger den. Og det i sig selv er vel nemt at få galt i halsen. Filmens instruktør, Troy Duffy, har muligvis ligget inde med megen frustration og bestræbt sig på at gavne mængden af tegneseriehelte med de ultimative bødler til at likvidere alle former for forbrydere. Men meget videre omtanke er det desværre ikke blevet til.
Hverken som actionfilm, komedie eller den tydelige provokation den vil være, klarer ”The Boondock Saints” i min bog kriterierne for at være vellykket. Der mangler både variation i filmens actionscener, der udelukkende svælger i slowmotion og techno-musik, og virker mere distancerende end gribende og hårdtpumpede, der mangler skarphed i den grovkornede humor og ikke mindst, men snarere mest af alt mangler der flere dimensioner i filmens plot. Det virker alt for sløset og simpelthen for hovedløst at opbygge to timers spillefilm om et selvtægtende dræbertogt og nå frem til et facit, der hædre tre voldsmænd, som i sin sidste aktion peger pistolløbende ned mod hovedbunden på et menneske og gennemhuller vedkommendes kranie i en tæt krydsild.
Måske er det ikke Duffys intention at hans film skal tages seriøst, men når den begår sig i den boldgade den gør, er det næsten uundgåeligt at det må og skal den. ”The Boondock Saints” sniger sig lige akkurat op på tre stjerner, og det er udelukkende baseret på de få, men ganske glimrende gange dens underholdningsmomenter spiller op til dåd. Ellers er jeg enig med Scopes anmelder i filmens snæversynede tilgang til vold, for alt i alt står man tilbage på tom mave og med tankerne i, at Troy Duffy burde have tænkt sig om to gange eller flere, før han gjorde en film ud af sine frustrationer.
Alle mennesker har sandsynligvis tænkt på, at tage loven i egen hånd, eller blot handle frit fra leveren. Det kom der en skræmmende stærk film ud af med Gus Van Sants ”Elephant”, der beskrev en autentisk historie om to elever der fik nok af at blive trådt på og føle sig fremmedgjorde, og tog en brugbar pæn ladning håndvåben med i skole i gengældelse. En mindre heldig beskrivelse af selvtægtsolidariteten er ”The Boondock Saints”, der langt hellere ophøjer end nedværdiger den. Og det i sig selv er vel nemt at få galt i halsen. Filmens instruktør, Troy Duffy, har muligvis ligget inde med megen frustration og bestræbt sig på at gavne mængden af tegneseriehelte med de ultimative bødler til at likvidere alle former for forbrydere. Men meget videre omtanke er det desværre ikke blevet til.
Hverken som actionfilm, komedie eller den tydelige provokation den vil være, klarer ”The Boondock Saints” i min bog kriterierne for at være vellykket. Der mangler både variation i filmens actionscener, der udelukkende svælger i slowmotion og techno-musik, og virker mere distancerende end gribende og hårdtpumpede, der mangler skarphed i den grovkornede humor og ikke mindst, men snarere mest af alt mangler der flere dimensioner i filmens plot. Det virker alt for sløset og simpelthen for hovedløst at opbygge to timers spillefilm om et selvtægtende dræbertogt og nå frem til et facit, der hædre tre voldsmænd, som i sin sidste aktion peger pistolløbende ned mod hovedbunden på et menneske og gennemhuller vedkommendes kranie i en tæt krydsild.
Måske er det ikke Duffys intention at hans film skal tages seriøst, men når den begår sig i den boldgade den gør, er det næsten uundgåeligt at det må og skal den. ”The Boondock Saints” sniger sig lige akkurat op på tre stjerner, og det er udelukkende baseret på de få, men ganske glimrende gange dens underholdningsmomenter spiller op til dåd. Ellers er jeg enig med Scopes anmelder i filmens snæversynede tilgang til vold, for alt i alt står man tilbage på tom mave og med tankerne i, at Troy Duffy burde have tænkt sig om to gange eller flere, før han gjorde en film ud af sine frustrationer.
03/03-2007
