eksplicit og morsom satire

Meta-filmisk, undervurderet og suverænt underholdende actionkomedie, der med et formfuldendt overskud sublimt leger med og provokere actiongenrens fastsatte konventioner. Det er to af genrens innovatører, hvis ikke decideret fundamentalister, der står bag Last Action Hero, nemlig den originale og superior intelligente manuskriptforfatter Shane Black (der blandt andet har penneført den banebrydende makkerpar-film Lethal Weapon og senere eminente og politisk ukorrekte actionfilm som The Last Boyscout og The Long Kiss Goodnight) og fordums mesterinstruktør, John McTiernan, der substantiverede og fornyede actiongenren med den friske klassiker Die Hard. Desværre blev McTiernan og Blacks ellers ret så vellykkede fusion mellem pastiche og regulær underholdningsfilm et katastrofalt og uberettiget kommercielt flop (filmkritikerne var dog ellers overordnet ganske tilfreds med Hollywoods satiriske selvransagelse), og Last Action Hero (der sagtens kan anskues som en forløber til Blacks egen instruktørdebut, semi-mesterværket Kiss, Kiss, Bang, Bang) fremstår nu som endnu en actionfilm i muskelbundtet Arnold Schwarzeneggers noget brogede karriere, hvilket ikke retfærdiggøre filmens beundringsværdige forsøg på et løfte actionfilmgenrens kunstneriske niveau opover det tanketomme tidsfordriv.

Omdrejningspunktet i Last Action Hero fremstår ret tåbeligt, men det fungerer alligevel upåklageligt, da McTiernan antager sig en uhøjtidelig indfaldsvinkel. Der er dog alvorsmente aspekter at finde i historien om den eskapistiske filmfreak, herligt ageret af den unge Austin O´Brien, der fascineres af sin helts, Jack Slater, actionprægede udskejelser i filmverdenen (indledningen er en decideret guldgrube af veliscenesatte og selvironiske klichéer). O´Brien flygter fra virkelighedens grusomme og depraverende realiteter i et New York, som McTiernan skildrer med et kynisk og menneskefjendsk blik. O´Brien udvisker egne grænser mellem virkelighed og drengerøvsfantasi (eksempelvis visualiseret i en herlig respektløs modernisering af Shakespeares klassiske Hamlet), men indser også under et røveri i hans sparsomme lejlighed, at virkelighedens heroiske og integritetsfyldte attitude er af en gevinstfattig størrelse. O´Brien erhverver sig dog en magisk billet, der på uforklarlig vis fører ham ind i filmens verden, hvor O´Brien indleder et veloplagt umage-par forhold med sin helt, Slater, der selvfornægtende tror, at hans adrenalinpumpede og komplet overdrevne eventyrer er virkeligheden. Black og McTiernan boltrer sig velfornøjet og humoristisk rundt i meta-filmens lag med utallige sarkastiske, flerlagede og fantasifulde scenariums, hvor actiongenrens klichéer får et tiltrængt skud selvironi. De mange jokes eksekveres hovedsagligt igennem Schwarzeneggers ikoniske renomme som actionhelt, og den østrigske guvernør nyder tydeligvis at tage pis på sine stupide one-liners og begrænsede skuespillertalent. McTiernans mesterlige rutine i genren og Blacks respektløse smarthed giver en god balance mellem detaljerig humor og virtuost iscenesatte actionsekvenser, der nok skal mætte den mest hærdede actionjunkie. Til tider fungerer de konstant selvrefererende udskejelser som en undskyldning for at visualisere de mange opulente og komplet urealistiske actionscener, men McTiernan taber sjældent publikum i en film, der sagtens kunne have endt som en omgang selvfed nonsens.

Last Action Hero er propfyldt med store og små stjerner, der enten optræder i små cameos (Sharon Stone og Robert Patrick som de mest åbenlyse, samt en uforglemmelig Sylvester Stallone-joke) eller har en mere signifikant rolle i fortællingen. Tom Noonan gentager sin rolle som psykopat fra Manns fremragende Manhunter (denne gang dog uden psykologisk substans), mens Charles Dance er herlig nonchalant som koldblodig og optimal filmisk skurk. Last Action Hero er en lidt overlang affære, der momentvis virker trættende i sin egen selvglæde, men McTiernan formår at opbygge en god og overraskende intelligent kontrast mellem fiktionsverdenens usandsynligheder og virkelighedens smerte, der i sin bundsentimentale og metafysisk akavede slutning faktisk fremsætter en genuin pointe med, at man ikke skal leve livet igennem filmens manipulative og fiktionaliserede verden, men at der også er ægte magi og glæde at finde i virkeligheden. Det lyder banalt, men det fungerer glimrende som humanistisk understøtter i filmens univers.

Filmteknisk er McTiernan naturligvis på hjemmebane, og æstetisk set er Last Action Hero en storslået fornøjelse at overvære. McTiernan har med den rutinerede filmfotograf Dean Semler gennemstiliseret filmverdenens univers, mens virkeligheden holdes i en tætpakket og nærmest improviseret stil. Det hele akkompagneres af Michael Kamens velkomponerende og opsvulmende musik, der ligesom resten af filmen er forfriskende kæk og selvforstående. Last Action Hero opretholder et konstant højt spændingsniveau, hvor underholdningen fungerer upåklageligt. Min begejstring for filmen bunder muligvis delvist i et nostalgisk gensyn fra barndommens simplicitet, men Last Action Hero indeholder indiskutable kvaliteter, der ikke fortjener så anonym og glemsom en skæbne, som den desværre har erhvervet sig.