"Blocked at every turn"
6.0
Ideen og konceptet til Peter Weirs ”The Truman Show” er i sig selv fuldkommen fantastisk. Den beskriver en helt normal mand ved navn Truman, som lever i den ideelle verden. En verden der sprudler af ydmyghed, gavmildhed og den mest farverige godhed. Men hvad Truman ikke ved, er at han er grundstenen for det verdensomspændende reality Tv-program, ”The Truman Show”, der gladelig mediedækker hans liv og rydder fjernsynsskærmene 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen, år efter år verden over. Peter Weir - som tidligere har stået bag den fremragende ”Døde poeters klub” - har instrueret denne mesterlige film om hr. hvem som helst, hvis frihed er sat i bås i den gode sags tjeneste.
På mange måder berører ”The Truman Show” et tema som Kubricks og Burgess’ ”A Clockwork Orange” tog hånd om. Nemlig om mennesket der frarøves sin frie vilje og sin ret til at leve. Jim Carrey har for en stund fra lagt sig sine eminente kropskomiske egenskaber fra sig og lægger ansigt til idealmennesket Truman (i en i øvrigt formidabel præstation), der langsomt opdager sandheden om sit liv. Kan det nogensinde retfærdiggøres at kontrollerer et andet menneskes liv? Nej, for uanset hvad er det, der adskiller mennesket fra den kunstige intelligens, dets evne til at bestemme, vælge og at leve. Heldigvis er Peter Weir fornem nok til langt fra at forenkle sine pointer og specielt hans beskrivelse af Tv-showets seere, der i andres varetægt sikkert var fremstillet som glubske og umenneskelige, er overraskende elskværdig og kærlig, som mennesker man kun kan holde af.
”The Truman Show” er spækket med detaljer der gør den til en helt fantastisk oplevelse. Ikke kun visuelt, hvor den er en fryd at overvære og virkelig får Trumans postulerede harmoniverden, Seahaven, til at ligne ”noget der er løgn”, men i ligeså høj grad i de små finesser der ligger i historien. Som da Trumans kone, Meryl, pludselig bryder ud i et reklameringsindslag om en græsslåmaskine, en pose mokkabønner eller en helt tredje vare, der kompenseres til fordel for reklamepauser i showet, der kører i døgndrift. Andrew Niccols’ glimrende manuskript er fyldt med overskud og idéer, der optimalt leger med sit konspirationsplot, ligesom filmen er et dybt inspirerende stykke filmkunst, der begår sig på mange essentielle planer. Peter Weir har skabt endnu en film, der kan ses gang på gang. Og hver gang med samme følelse af at genialiteten stråler og strutter ud af hans perle af en film.
Om græsset så er grønnere på den anden side, beretter ”The Truman Show” intet om. Lad os bare konstatere at det er det ikke. Ville Truman nogensinde kunne begå sig i den virkelige verden? Spørgsmålet står stærkt sammen med de mange øvrige markante tankevækkelser filmen byder på, og som gør den til en så uendelig rig oplevelse man går fra med en besynderligt inspirerende og enestående følelse i kroppen.
På mange måder berører ”The Truman Show” et tema som Kubricks og Burgess’ ”A Clockwork Orange” tog hånd om. Nemlig om mennesket der frarøves sin frie vilje og sin ret til at leve. Jim Carrey har for en stund fra lagt sig sine eminente kropskomiske egenskaber fra sig og lægger ansigt til idealmennesket Truman (i en i øvrigt formidabel præstation), der langsomt opdager sandheden om sit liv. Kan det nogensinde retfærdiggøres at kontrollerer et andet menneskes liv? Nej, for uanset hvad er det, der adskiller mennesket fra den kunstige intelligens, dets evne til at bestemme, vælge og at leve. Heldigvis er Peter Weir fornem nok til langt fra at forenkle sine pointer og specielt hans beskrivelse af Tv-showets seere, der i andres varetægt sikkert var fremstillet som glubske og umenneskelige, er overraskende elskværdig og kærlig, som mennesker man kun kan holde af.
”The Truman Show” er spækket med detaljer der gør den til en helt fantastisk oplevelse. Ikke kun visuelt, hvor den er en fryd at overvære og virkelig får Trumans postulerede harmoniverden, Seahaven, til at ligne ”noget der er løgn”, men i ligeså høj grad i de små finesser der ligger i historien. Som da Trumans kone, Meryl, pludselig bryder ud i et reklameringsindslag om en græsslåmaskine, en pose mokkabønner eller en helt tredje vare, der kompenseres til fordel for reklamepauser i showet, der kører i døgndrift. Andrew Niccols’ glimrende manuskript er fyldt med overskud og idéer, der optimalt leger med sit konspirationsplot, ligesom filmen er et dybt inspirerende stykke filmkunst, der begår sig på mange essentielle planer. Peter Weir har skabt endnu en film, der kan ses gang på gang. Og hver gang med samme følelse af at genialiteten stråler og strutter ud af hans perle af en film.
Om græsset så er grønnere på den anden side, beretter ”The Truman Show” intet om. Lad os bare konstatere at det er det ikke. Ville Truman nogensinde kunne begå sig i den virkelige verden? Spørgsmålet står stærkt sammen med de mange øvrige markante tankevækkelser filmen byder på, og som gør den til en så uendelig rig oplevelse man går fra med en besynderligt inspirerende og enestående følelse i kroppen.
05/03-2007
