Det kunne have været så godt, men...
3.0
OBS: Spoilers!
“Jeg er bare en soldat, som bekymrer mig om mit land og mit folk”. Charmerende med armene åbne ud til folket, lader den selvkårne nye leder af Ugandas militærregering sig hylde af folket efter et blodigt kup. Folket jubler. Nye reformer, befrielse af politiske fanger og et civilt styre er blevet lovet dem. Lidet er de sig bevidste, at ingen af disse løfter nogen sinde vil blive indfriet…. Året er 1971. Den store alfaderlige ”bamse” på podiet er Idi Amin. En tidligere sværvægtsbokser og ikke særligt veluddannet mand, som har arbejdet sig vej op gennem rækkerne i det britiske kolonimagts regiment. Blandt den begejstrede folkemængde jubler også en ung, hvid skotsk mand. Nyuddannede lægekandidat Nicholas Garrigan – stadig ”våd bag ørerne” – med hverken større faglig, livs- eller politisk erfaring i ballasten. Og netop ankommet til Afrika i en kombineret flugt fra sin dominerende og overbeskyttende familie tilbage i Skotland og et halvhjertet ønske om at gøre en forskel. Frihedens glæder skal udleves, og han lægger ud med at ankomme en dag for sent til sin udstationering pga. af en ung lokal pige, han møder i bussen undervejs, som lige skal erobres, hvorefter han ufortrødent fortsætter med at lægge an på den herboende britiske læges hustru. Lægeparret, han skal assistere på det lille primitive lazaret midt ude i Ugandas bush. Livet er let og ubekymret, synes denne temmelig ”grønne” og naive unge mand. Med disse to hovedfigurer er scenen sat til en fortælling om Idi Amin og hans rædselsregime igennem godt otte år, hvor mere end 300.000 mennesker måtte lide døden ved tortur, nedslagtninger og grusomme lidelser.
Historien – som desværre er baseret på faktuelle, korrekte forhold omkring Idi Amin og hans styre – fortælles gennem den fiktive unge skotske læge, som ved et tilfælde møder Idi Amin, da denne er kommet ud for et mindre uheld ved påkørslen af en ko, og Nicholas Garrigan er nærmeste læge i miles omkreds. Ved sin rationelle handling på vejen, vinder han Idi Amins interesse – ikke mindst, da Amin erfarer hans skotske oprindelse. Han er nemlig vildt begejstret for alt, hvad der er skotsk, viser det sig. Fra kiltene til sækkepiberne - kalder sig endog selv for ”The Last King of Scotland”. Heraf filmens titel. Og inden længe er Nicholas antaget som privatlæge og forlader sin idealistiske gerning blandt den fattige befolkning i bushen og flytter ind i Amins store, overdådige palads. Her bliver han hvirvlet ind i et scenarie af luksus, vilde fester, militærparader og diktatorisk ledelse. Han beruses af den luksuriøse livsførelse og besnæres af Amins væremåde, gaver og umiddelbare tillid til ham. Med en yderligere udnævnelse til personlig rådgiver kommer han endnu tættere på Amin. For tæt… Så tæt på, at han snart bliver vidne til stærkt foruroligende begivenheder i regeringsledelsen samt ikke mindst i Amins personlighed, som nu fra minut til minut svinger fra barnlig adfærd over dyb sårbarhed til raseriudbrud og uovervejede handlinger. Fra charme til vanvid. Fra venlighed til brutalitet. Fra ”folkets mand” til diktator! Den unge skotte får en brat opvågning. Men for sent. Han er blevet for involveret og må nu kæmpe en kamp for sit eget liv… - alt medens terror, massemord og deporteringer eskalerer. Han er fanget i Amins spindelvæv og bliver selv upåagtet meddelagtig.
Kan man i det hele taget tillade sig at fortælle historien om Amin og hans otte års rædselsstyre i en feature film? Som underholdning? Er det ansvarligt – og vil det overhovedet være formålstjenstligt? Eller burde et så sort kapitel i Ugandas historie være helliget dokumentarfilmens seriøse behandling? Det kan man godt have lyst til at spørge sig selv om efter at have set ”The Last King of Scotland”. For hvad har instruktøren Kevin MacDonald egentligt villet med denne film? I mine øjne har han sat sig lige mellem to stole – og uanset, hvad man ellers kan sige om filmen – så bliver den desværre hverken tilstrækkeligt underholdende eller spændingsfyldt til at udfylde kravene til en thriller eller tilstrækkelig dyb og orienterende til at give et rimeligt billede af den politiske scene under Idi Amins psykopatiske ledelse. Plottet med den fiktive historie om den unge, naive skotske læge fungerer på ingen måde som den underholdende historie. Den er simpelthen for usandsynlig. Den unge læges naivitet, uvidenhed og dumdristighed er ramt så langt over målet med det resultat, at jeg i stigende grad blev mere og mere irriteret på hans karakter, som filmen skred frem. Og når ens blik i misfornøjelse først gang på gang forlader lærredet for at se ud over biografsalen for at se om også andre sidder og ser irriterede ud – ja, så er der altså bare noget helt galt. Da unge Garrigan så endvidere indleder et erotisk forhold til én af Amins koner, så er filmens forsøg på et seriøst budskab helt gået fløjten. Så vanvittig en handling på et tidspunkt, hvor det for længst er gået op for ham, hvorledes Amin behandler mennesker, som går ham imod eller virker truende på ham – vil end ikke en så stor tåbe som Garrigans karakter våge sig ud i. På det faktuelle plan introduceres vi udelukkende til Amins personlighed og politiske administration set ud fra livet i hans luksuriøse palads. Hvorledes hans vanvittige beslutninger og handlinger opleves af landets befolkning bliver vi imidlertid på intet tidspunkt i filmen konfronteret med. Og det er nok filmens største svaghed. Seerne får et langtfra fuldt indtryk af de uhyrlige menneskelige lidelser, død og forfølgelse, som hans rædselsstyre medfører. For at få en bare nogenlunde fornuftig indsigt i denne ulykkelige periode i Ugandas historie og være i stand til at forstå filmens mange antydninger – er et yderligere studie i leksika efter endt biografbesøg desværre en nødvendighed. Og derfor synes jeg ikke, at filmen er lykkedes.
Når det så er sagt, skal det ikke skorte på roser til Forrest Whitaker, som leverer en forrygende og intens skuespilpræstation som Idi Amin. Castingen her er helt perfekt. Ikke blot er den fysiske fremtoning på det nærmeste identisk, men Forrest Whitaker formår ligeledes i den grad at udtrykke Amins konstant skiftende sindsstemninger, så det løber en koldt ned ad ryggen. Den store altfavnende varme bamse – den charmerende vært – den fortrolige ligemand – den paranoide – den utilregnelige – den rasende – den kyniske – den sadistiske. Samtlige stemninger rammer han knivskarpt og giver derfor et yderst troværdigt indtryk af psykopaten Amin. Det er således OK med mig, at det blev Forrest Whitaker, som hjemtog årets Oscar, selvom jeg personligt hellere havde set den i hænderne på Leonardo DiCaprio for hans præstation i filmen ”Blood Diamond”. Men når den nu skulle gå til anden side, ja, så var Forrest Whitaker den eneste rigtige blandt dette års øvrige kandidater i mine øjne. James McAvoy spiller den skotske læge Nicholas Garrigan. Det er mit første bekendtskab med denne skuespiller – og det må også gerne blive det sidste. Om det er hans karakters irriterende personlighed og naive optræden, der her evt. overskygger en for mig uopdaget god præstation, skal jeg i et forsøg på at være positiv lade stå hen i det uvisse.
I den positive ånd skal ligeledes tilføjes, at Kevin MacDonalds sluttelige valg, om at optage filmen on location, var en god beslutning. Ugandas betagende landskaber med de uendelige vidder, grønne urskove og støvede røde jordveje giver filmen glød og en smuk kulisse. Kontrasten mellem lokalbefolkningens fattige små lerklinede hytter i bushen og Amins ødselt indrettede palads med sprinklergrønne græsplæner og fine blomsterbede kommer således også til sin fulde ret. Her er tale om den ægte vare. De fint ramte afrikanske toner i filmens score understreger billedet yderligere. Derfor er det ekstra ærgerligt, at filmens plot og manglende uddybning af rædslerne set med befolkningens øjne hiver så meget ned, at filmen ikke bliver en god oplevelse. For script og idé giver jeg således max. et par stjerner, medens Forrest Whitakers præstation fortjener en fem-seks stykker. Totalt set må det så blive til omkring tre-fire stjerner.
“Jeg er bare en soldat, som bekymrer mig om mit land og mit folk”. Charmerende med armene åbne ud til folket, lader den selvkårne nye leder af Ugandas militærregering sig hylde af folket efter et blodigt kup. Folket jubler. Nye reformer, befrielse af politiske fanger og et civilt styre er blevet lovet dem. Lidet er de sig bevidste, at ingen af disse løfter nogen sinde vil blive indfriet…. Året er 1971. Den store alfaderlige ”bamse” på podiet er Idi Amin. En tidligere sværvægtsbokser og ikke særligt veluddannet mand, som har arbejdet sig vej op gennem rækkerne i det britiske kolonimagts regiment. Blandt den begejstrede folkemængde jubler også en ung, hvid skotsk mand. Nyuddannede lægekandidat Nicholas Garrigan – stadig ”våd bag ørerne” – med hverken større faglig, livs- eller politisk erfaring i ballasten. Og netop ankommet til Afrika i en kombineret flugt fra sin dominerende og overbeskyttende familie tilbage i Skotland og et halvhjertet ønske om at gøre en forskel. Frihedens glæder skal udleves, og han lægger ud med at ankomme en dag for sent til sin udstationering pga. af en ung lokal pige, han møder i bussen undervejs, som lige skal erobres, hvorefter han ufortrødent fortsætter med at lægge an på den herboende britiske læges hustru. Lægeparret, han skal assistere på det lille primitive lazaret midt ude i Ugandas bush. Livet er let og ubekymret, synes denne temmelig ”grønne” og naive unge mand. Med disse to hovedfigurer er scenen sat til en fortælling om Idi Amin og hans rædselsregime igennem godt otte år, hvor mere end 300.000 mennesker måtte lide døden ved tortur, nedslagtninger og grusomme lidelser.
Historien – som desværre er baseret på faktuelle, korrekte forhold omkring Idi Amin og hans styre – fortælles gennem den fiktive unge skotske læge, som ved et tilfælde møder Idi Amin, da denne er kommet ud for et mindre uheld ved påkørslen af en ko, og Nicholas Garrigan er nærmeste læge i miles omkreds. Ved sin rationelle handling på vejen, vinder han Idi Amins interesse – ikke mindst, da Amin erfarer hans skotske oprindelse. Han er nemlig vildt begejstret for alt, hvad der er skotsk, viser det sig. Fra kiltene til sækkepiberne - kalder sig endog selv for ”The Last King of Scotland”. Heraf filmens titel. Og inden længe er Nicholas antaget som privatlæge og forlader sin idealistiske gerning blandt den fattige befolkning i bushen og flytter ind i Amins store, overdådige palads. Her bliver han hvirvlet ind i et scenarie af luksus, vilde fester, militærparader og diktatorisk ledelse. Han beruses af den luksuriøse livsførelse og besnæres af Amins væremåde, gaver og umiddelbare tillid til ham. Med en yderligere udnævnelse til personlig rådgiver kommer han endnu tættere på Amin. For tæt… Så tæt på, at han snart bliver vidne til stærkt foruroligende begivenheder i regeringsledelsen samt ikke mindst i Amins personlighed, som nu fra minut til minut svinger fra barnlig adfærd over dyb sårbarhed til raseriudbrud og uovervejede handlinger. Fra charme til vanvid. Fra venlighed til brutalitet. Fra ”folkets mand” til diktator! Den unge skotte får en brat opvågning. Men for sent. Han er blevet for involveret og må nu kæmpe en kamp for sit eget liv… - alt medens terror, massemord og deporteringer eskalerer. Han er fanget i Amins spindelvæv og bliver selv upåagtet meddelagtig.
Kan man i det hele taget tillade sig at fortælle historien om Amin og hans otte års rædselsstyre i en feature film? Som underholdning? Er det ansvarligt – og vil det overhovedet være formålstjenstligt? Eller burde et så sort kapitel i Ugandas historie være helliget dokumentarfilmens seriøse behandling? Det kan man godt have lyst til at spørge sig selv om efter at have set ”The Last King of Scotland”. For hvad har instruktøren Kevin MacDonald egentligt villet med denne film? I mine øjne har han sat sig lige mellem to stole – og uanset, hvad man ellers kan sige om filmen – så bliver den desværre hverken tilstrækkeligt underholdende eller spændingsfyldt til at udfylde kravene til en thriller eller tilstrækkelig dyb og orienterende til at give et rimeligt billede af den politiske scene under Idi Amins psykopatiske ledelse. Plottet med den fiktive historie om den unge, naive skotske læge fungerer på ingen måde som den underholdende historie. Den er simpelthen for usandsynlig. Den unge læges naivitet, uvidenhed og dumdristighed er ramt så langt over målet med det resultat, at jeg i stigende grad blev mere og mere irriteret på hans karakter, som filmen skred frem. Og når ens blik i misfornøjelse først gang på gang forlader lærredet for at se ud over biografsalen for at se om også andre sidder og ser irriterede ud – ja, så er der altså bare noget helt galt. Da unge Garrigan så endvidere indleder et erotisk forhold til én af Amins koner, så er filmens forsøg på et seriøst budskab helt gået fløjten. Så vanvittig en handling på et tidspunkt, hvor det for længst er gået op for ham, hvorledes Amin behandler mennesker, som går ham imod eller virker truende på ham – vil end ikke en så stor tåbe som Garrigans karakter våge sig ud i. På det faktuelle plan introduceres vi udelukkende til Amins personlighed og politiske administration set ud fra livet i hans luksuriøse palads. Hvorledes hans vanvittige beslutninger og handlinger opleves af landets befolkning bliver vi imidlertid på intet tidspunkt i filmen konfronteret med. Og det er nok filmens største svaghed. Seerne får et langtfra fuldt indtryk af de uhyrlige menneskelige lidelser, død og forfølgelse, som hans rædselsstyre medfører. For at få en bare nogenlunde fornuftig indsigt i denne ulykkelige periode i Ugandas historie og være i stand til at forstå filmens mange antydninger – er et yderligere studie i leksika efter endt biografbesøg desværre en nødvendighed. Og derfor synes jeg ikke, at filmen er lykkedes.
Når det så er sagt, skal det ikke skorte på roser til Forrest Whitaker, som leverer en forrygende og intens skuespilpræstation som Idi Amin. Castingen her er helt perfekt. Ikke blot er den fysiske fremtoning på det nærmeste identisk, men Forrest Whitaker formår ligeledes i den grad at udtrykke Amins konstant skiftende sindsstemninger, så det løber en koldt ned ad ryggen. Den store altfavnende varme bamse – den charmerende vært – den fortrolige ligemand – den paranoide – den utilregnelige – den rasende – den kyniske – den sadistiske. Samtlige stemninger rammer han knivskarpt og giver derfor et yderst troværdigt indtryk af psykopaten Amin. Det er således OK med mig, at det blev Forrest Whitaker, som hjemtog årets Oscar, selvom jeg personligt hellere havde set den i hænderne på Leonardo DiCaprio for hans præstation i filmen ”Blood Diamond”. Men når den nu skulle gå til anden side, ja, så var Forrest Whitaker den eneste rigtige blandt dette års øvrige kandidater i mine øjne. James McAvoy spiller den skotske læge Nicholas Garrigan. Det er mit første bekendtskab med denne skuespiller – og det må også gerne blive det sidste. Om det er hans karakters irriterende personlighed og naive optræden, der her evt. overskygger en for mig uopdaget god præstation, skal jeg i et forsøg på at være positiv lade stå hen i det uvisse.
I den positive ånd skal ligeledes tilføjes, at Kevin MacDonalds sluttelige valg, om at optage filmen on location, var en god beslutning. Ugandas betagende landskaber med de uendelige vidder, grønne urskove og støvede røde jordveje giver filmen glød og en smuk kulisse. Kontrasten mellem lokalbefolkningens fattige små lerklinede hytter i bushen og Amins ødselt indrettede palads med sprinklergrønne græsplæner og fine blomsterbede kommer således også til sin fulde ret. Her er tale om den ægte vare. De fint ramte afrikanske toner i filmens score understreger billedet yderligere. Derfor er det ekstra ærgerligt, at filmens plot og manglende uddybning af rædslerne set med befolkningens øjne hiver så meget ned, at filmen ikke bliver en god oplevelse. For script og idé giver jeg således max. et par stjerner, medens Forrest Whitakers præstation fortjener en fem-seks stykker. Totalt set må det så blive til omkring tre-fire stjerner.
06/03-2007
