voksen med barnligt sind og vice versa
4.0
Den unge og potentialerige instruktør Christina Rosendahl spillefilmsdebuterer indenfor fiktionsverdenen (efter at have begået den udmærkede dokumentarfilm Stjernekigger, omhandlende søsteren Pernille Rosendahl og hendes kvaler og komplikationer med at opnå et kommercielt gennembrud med sit band, de nu opsplittede Swan Lee) med denne ungdomsappellerende og overraskende helstøbte komedie med dramatiske undertoner, der kompetent formår at undvige de værste karikaturfælder og derved ikke patronisere sit publikum. Nok er Supervoksen en ungdomsfilm, men den er universal i sin attraktivitet og har en befriende frisk indfaldsvinkel til den forslidte genre, der i danske hænder tidligere ellers har ført til katastrofale værker som eksempelvis To Ryk og Én Aflevering.
Omdrejningspunktet i Supervoksen er ganske simpel, men det velskrevne manuskript af Mette Heeno løfter en potentiel fuser til en vitalitetspræget og naturalistisk fortælling om ungdomsårenes diffuse aldersopfattelse. De tre hovedpersoner personificerer den besværlige alder, hvor man hverken er voksen eller barn, men gerne vil opfattes som førstnævnte (heraf den overdrevne titel). Pigerne spilles plausibelt af de ligeledes debuterende Emma Leth, Cathrine Bjørn og Amalie Lindegård, hvor især Leth har en opmærksomhedsvækkende karriere foran sig. Kemien mellem pigerne er intet mindre end eminent, hvor figurerne vækkes til live med en afslappet naturlighed. Rosendahl forcerer ikke de mange abstrakte følelser, der affiniteterer til en nostalgisk relationsgenkendelse hos publikum, på tværs af køn. Usikkerhed, seksuel opvækkelse og en genuin selvforståelse er universale og komplekse tematikker, som Rosendahl iscenesætter med en rørende indsigt og simplicitet. Naiv uskyldighed er utopi når pigerne indleder deres selvgrænseoverskridende og opvoksende odysse, hvor forskellige udfordringer, i pigerne egne øjne, vil få dem til at fremstå voksne, og omverdenen vil derved tage dem mere seriøse. Supervoksen indeholder en humørsmittende energi, men der er også alvorlige pointer i Rosendahls instruktion, selvom disse ikke altid er lige vellykket integreret. Slutpointen med at voksenheden kommer naturligt for alle mennesker (elegant symboliseret gennem Leths forelskelse i storebroderens kammerat, hvor kærligheden ligeledes heller ikke kan forceres) slår dog som et optimistisk løfte, og man efterlader denne charmerende feel-good film i, ja, et rigtig godt humør.
Rosendahls baggrund som musikvideoinstruktør fornægter sig ikke, og visuelt set er Supervoksen ganske opfindsom, hvor Rosendahl i samarbejde med fotografen Sebastian Winterø stiliserer det smukke nattemiljø i København med en betagende æstetisk effekt. Det er en velsignelse at se den danske filmindustris nye instruktørers besiddelse af en visuel forståelse, men selvom Supervoksen langtfra er i en international klasse, så løfter den sig langt over den gængse danske spillefilm, hvor billedsiden normalvis er kedsommelig og doven. Rosendahl er et opmærksomhedskrævende nyt talent, der fornemt rider med på den nye bølge med mere visuel- og personlighedsprægede værker. Hendes debutfilm er i hvert fald en anbefalelsesværdig affære, der klart fortjener det store publikum, som den allerede har erhvervet sig.
Omdrejningspunktet i Supervoksen er ganske simpel, men det velskrevne manuskript af Mette Heeno løfter en potentiel fuser til en vitalitetspræget og naturalistisk fortælling om ungdomsårenes diffuse aldersopfattelse. De tre hovedpersoner personificerer den besværlige alder, hvor man hverken er voksen eller barn, men gerne vil opfattes som førstnævnte (heraf den overdrevne titel). Pigerne spilles plausibelt af de ligeledes debuterende Emma Leth, Cathrine Bjørn og Amalie Lindegård, hvor især Leth har en opmærksomhedsvækkende karriere foran sig. Kemien mellem pigerne er intet mindre end eminent, hvor figurerne vækkes til live med en afslappet naturlighed. Rosendahl forcerer ikke de mange abstrakte følelser, der affiniteterer til en nostalgisk relationsgenkendelse hos publikum, på tværs af køn. Usikkerhed, seksuel opvækkelse og en genuin selvforståelse er universale og komplekse tematikker, som Rosendahl iscenesætter med en rørende indsigt og simplicitet. Naiv uskyldighed er utopi når pigerne indleder deres selvgrænseoverskridende og opvoksende odysse, hvor forskellige udfordringer, i pigerne egne øjne, vil få dem til at fremstå voksne, og omverdenen vil derved tage dem mere seriøse. Supervoksen indeholder en humørsmittende energi, men der er også alvorlige pointer i Rosendahls instruktion, selvom disse ikke altid er lige vellykket integreret. Slutpointen med at voksenheden kommer naturligt for alle mennesker (elegant symboliseret gennem Leths forelskelse i storebroderens kammerat, hvor kærligheden ligeledes heller ikke kan forceres) slår dog som et optimistisk løfte, og man efterlader denne charmerende feel-good film i, ja, et rigtig godt humør.
Rosendahls baggrund som musikvideoinstruktør fornægter sig ikke, og visuelt set er Supervoksen ganske opfindsom, hvor Rosendahl i samarbejde med fotografen Sebastian Winterø stiliserer det smukke nattemiljø i København med en betagende æstetisk effekt. Det er en velsignelse at se den danske filmindustris nye instruktørers besiddelse af en visuel forståelse, men selvom Supervoksen langtfra er i en international klasse, så løfter den sig langt over den gængse danske spillefilm, hvor billedsiden normalvis er kedsommelig og doven. Rosendahl er et opmærksomhedskrævende nyt talent, der fornemt rider med på den nye bølge med mere visuel- og personlighedsprægede værker. Hendes debutfilm er i hvert fald en anbefalelsesværdig affære, der klart fortjener det store publikum, som den allerede har erhvervet sig.
06/03-2007
