Jeg - en drengerøv
3.0
Til strømmen af poppet og speedificeret engelsk socialrealisme, følger her spillefilmsdebutanten Guy Ritchies seværdige "Rub, stub & to rygende geværer"
Det er ikke svært at se hvorfor "Rub, stub & to rygende geværer" er blevt så populær. Den ligger sig nemlig dejlig lunt i slipstrømmen af den populære independent bølge, der er dukket frem de senere år; ikke bare fra England men også fra Hollywood hvor en vis hr. Tarantino har sit umiskendelige retropræg på den nyere amerikanske film. Det er der bestemt heller ikke noget ondt i - hvis den så vel at mærke har noget nyt at byde på. Og det har den delvist.
Historien er faktisk ganske indviklet da den endelig kommer igang. Den unge Ed (Nick Moran) taber en anseelig sum penge i et spil poker, til den indflydelsesrige gangster Harry (P.H. Moriarty). Foruden de penge Ed selv har smidt i puljen, har han nemlig lånt et større beløb af Harry og dem vil han gerne have tilbage inden en uge ellers ryger der en finger pr. dag pengene udebliver. Og så er gode råd dyre. For at komme gælden til livs beslutter Ed og hans sølle bande bestående af Tom (Jason Flemyng), Bacon (Jason Statham) og Soap (Dexter Fletcher), sig for at røve en anden bande, der har planer om at overfalde en indbringende narkobule. Forvirringen bliver total da en tredie bande involveres og oven i det hele dukker to antikke geværer konstant op. Der ryddes godt og grundigt op i moradset hen ad vejen og tilbage i krudtrøgen står mirakuløst Ed og hans bande uden så meget som en skramme.
Trættende visualitet
Filmen har en ganske forfriskende og uimponeret drengerøvs stemning over sig, der gør den uimodståelig charmerende. Samtidig kan den gudskelov præsentere os for et meget vittigt manuskript, der bløder en del op for handlingens lige dele uforståelighed og ligegyldighed.
Det er ikke i manuskriptet at man skal finde filmens svage punkt. Det derimod i dens periodiske visuelle udladninger, der mangler en gennemgående rød tråd. Med dens overforbrug af det visuelle arsenal af skæve vinkler og de næsten obligatoriske slowmotion scener, som i starten var så forfriskende nyt ved denne type film, bibringer den ikke noget nyt, og det bliver derfor forudsigeligt trættende. Skudduellernes bastante henvisning til de italienske Spaghetti Westerns har desuden en alt for tydelig og irriterende "se-jeg-kan-mine-klassikere" kvalitet over sig.
Vinnie Jones scorer!
Foruden en vittig og tiltider opfindsom dialog skal man finde filmens egentlig kvalitet i en overordentlig god casting, hvor specielt birollerne bør fremhæves. Helt uimodståelig er den tidligere fodboldspiller Vinnie Jones som Big Charlie, Harrys meget voldlige inkassator og hengivende far til lille Charlie, der altid er med farmand på arbejde.
Filmen tager gennem sin uimponerede drengerøvs charme nogle meget velfortjente stik hjem, og er alene derfor et gennemsyn værd.
Det er ikke svært at se hvorfor "Rub, stub & to rygende geværer" er blevt så populær. Den ligger sig nemlig dejlig lunt i slipstrømmen af den populære independent bølge, der er dukket frem de senere år; ikke bare fra England men også fra Hollywood hvor en vis hr. Tarantino har sit umiskendelige retropræg på den nyere amerikanske film. Det er der bestemt heller ikke noget ondt i - hvis den så vel at mærke har noget nyt at byde på. Og det har den delvist.
Historien er faktisk ganske indviklet da den endelig kommer igang. Den unge Ed (Nick Moran) taber en anseelig sum penge i et spil poker, til den indflydelsesrige gangster Harry (P.H. Moriarty). Foruden de penge Ed selv har smidt i puljen, har han nemlig lånt et større beløb af Harry og dem vil han gerne have tilbage inden en uge ellers ryger der en finger pr. dag pengene udebliver. Og så er gode råd dyre. For at komme gælden til livs beslutter Ed og hans sølle bande bestående af Tom (Jason Flemyng), Bacon (Jason Statham) og Soap (Dexter Fletcher), sig for at røve en anden bande, der har planer om at overfalde en indbringende narkobule. Forvirringen bliver total da en tredie bande involveres og oven i det hele dukker to antikke geværer konstant op. Der ryddes godt og grundigt op i moradset hen ad vejen og tilbage i krudtrøgen står mirakuløst Ed og hans bande uden så meget som en skramme.
Trættende visualitet
Filmen har en ganske forfriskende og uimponeret drengerøvs stemning over sig, der gør den uimodståelig charmerende. Samtidig kan den gudskelov præsentere os for et meget vittigt manuskript, der bløder en del op for handlingens lige dele uforståelighed og ligegyldighed.
Det er ikke i manuskriptet at man skal finde filmens svage punkt. Det derimod i dens periodiske visuelle udladninger, der mangler en gennemgående rød tråd. Med dens overforbrug af det visuelle arsenal af skæve vinkler og de næsten obligatoriske slowmotion scener, som i starten var så forfriskende nyt ved denne type film, bibringer den ikke noget nyt, og det bliver derfor forudsigeligt trættende. Skudduellernes bastante henvisning til de italienske Spaghetti Westerns har desuden en alt for tydelig og irriterende "se-jeg-kan-mine-klassikere" kvalitet over sig.
Vinnie Jones scorer!
Foruden en vittig og tiltider opfindsom dialog skal man finde filmens egentlig kvalitet i en overordentlig god casting, hvor specielt birollerne bør fremhæves. Helt uimodståelig er den tidligere fodboldspiller Vinnie Jones som Big Charlie, Harrys meget voldlige inkassator og hengivende far til lille Charlie, der altid er med farmand på arbejde.
Filmen tager gennem sin uimponerede drengerøvs charme nogle meget velfortjente stik hjem, og er alene derfor et gennemsyn værd.
19/11-2018
