Følelseslandskaber
5.0
Så fik jeg endelig set en nyere film i biografen i år, der ikke var engelsk- eller dansk-sproget. Dem er der desværre lidt for få af i de danske biografer efterhånden.
Selv om instruktøren Bruno Dumont er et kendt navn på diverse festivaler og inden for kunstfilm, så er ”Flandres” den første film af hans, der vises i danske biografer. Filmen er enkel og smuk, og samtidig hård og brutal. På samme måde som Dardenne-brødrene bruger Dumont amatører i stedet for skuespillere, og det virker på samme måde realitisk og overbevisende, specielt i de scener hvor karaktererne er i Flandern.
Vi befinder os i et koldt og bart landskab på en gård, hvor den store og stille Demester (Samuel Boidin) arbejder. Når han ikke arbejder i marken eller stirrer ud mod landskabet, så er han sammen med den kønne barndomsveninde Barbe (Adélaïde Leroux). Der er dog ingen varme ord i mellem dem. En gang imellem tager de i en høstak, hvor de får det overstået efter et par minutter under den grå vinterhimmel. Da vennerne spørger Demester, afviser han tilmed også, at der er følelser mellem ham og Barbe. Derfor kan han ikke gøre så meget andet end at stirre i stilhed, da Barbe går ind i et mere lidenskabeligt forhold til Blondel (Henri Cretel). Det gør hun blot få dage, før Demester og Blondel skal til et arabisk land (Demester ved ikke hvor præcist) i krig.
I starten ligner filmen lidt et underspillet og realistisk trekantsdrama om nogle personer, der ikke kan finde ord på deres følelser. I krigsscenerne bliver filmen brutal og blodig. De to mænd og de andre i truppen kommer i kontakt med aggression, vold og deres egen kyniske sider. De skyder bevæbnede børn, og de voldtager en kvindelig soldat i en gruppe. Specielt i denne voldtægtsscene får vi et ubehageligt indblik i de dæmoner, der også lurer under Demesters stille overflade. Derhjemme gennemgår Barbe et nervesammenbrud. Måske kan hun mærke på afstand, hvad der sker med de to mænd.
*Spoilers*
I filmens sidste scene får vi endelig et udbrud af følelser mellem Demester og Barbe. Et følelsesudbrud mellem to mennesker, der endelig har fået en forståelse af verden til at kunne indse deres behov. Kærlighed som et udtryk for desperation over for håbløshed og selvfølgelig ensomhed.
*Spoilers slut*
Filmen er rå og hudløs, og samtidig er brugen af landskaber enormt smuk. Jeg vil med glæde se noget mere af Dumont.
Selv om instruktøren Bruno Dumont er et kendt navn på diverse festivaler og inden for kunstfilm, så er ”Flandres” den første film af hans, der vises i danske biografer. Filmen er enkel og smuk, og samtidig hård og brutal. På samme måde som Dardenne-brødrene bruger Dumont amatører i stedet for skuespillere, og det virker på samme måde realitisk og overbevisende, specielt i de scener hvor karaktererne er i Flandern.
Vi befinder os i et koldt og bart landskab på en gård, hvor den store og stille Demester (Samuel Boidin) arbejder. Når han ikke arbejder i marken eller stirrer ud mod landskabet, så er han sammen med den kønne barndomsveninde Barbe (Adélaïde Leroux). Der er dog ingen varme ord i mellem dem. En gang imellem tager de i en høstak, hvor de får det overstået efter et par minutter under den grå vinterhimmel. Da vennerne spørger Demester, afviser han tilmed også, at der er følelser mellem ham og Barbe. Derfor kan han ikke gøre så meget andet end at stirre i stilhed, da Barbe går ind i et mere lidenskabeligt forhold til Blondel (Henri Cretel). Det gør hun blot få dage, før Demester og Blondel skal til et arabisk land (Demester ved ikke hvor præcist) i krig.
I starten ligner filmen lidt et underspillet og realistisk trekantsdrama om nogle personer, der ikke kan finde ord på deres følelser. I krigsscenerne bliver filmen brutal og blodig. De to mænd og de andre i truppen kommer i kontakt med aggression, vold og deres egen kyniske sider. De skyder bevæbnede børn, og de voldtager en kvindelig soldat i en gruppe. Specielt i denne voldtægtsscene får vi et ubehageligt indblik i de dæmoner, der også lurer under Demesters stille overflade. Derhjemme gennemgår Barbe et nervesammenbrud. Måske kan hun mærke på afstand, hvad der sker med de to mænd.
*Spoilers*
I filmens sidste scene får vi endelig et udbrud af følelser mellem Demester og Barbe. Et følelsesudbrud mellem to mennesker, der endelig har fået en forståelse af verden til at kunne indse deres behov. Kærlighed som et udtryk for desperation over for håbløshed og selvfølgelig ensomhed.
*Spoilers slut*
Filmen er rå og hudløs, og samtidig er brugen af landskaber enormt smuk. Jeg vil med glæde se noget mere af Dumont.
07/03-2007
