Uskylden og Ondskaben

Sjældent har en film så dystert smukt og vedkommende prøvet at skildre et barns forsøg på både at forholde sig til, forstå og begå sig i en uforståelig voksenverden af krig, grusomhed og ondskab som det mesterværk om emnet mexicanske Del Toro har skabt her.

Med et overdådigt visuelt overskud, både sceno- og fotografisk, tages vi tilbage i tiden til den spanske borgerkrig (faktisk lige efter), hvor pigen Ofelia (Baquero) sammen med sin mor (Gil) ankommer til et øde bjergområde, for at bosætte sig sammen med moderens nye mand, den fascistiske og usympatiske kaptajn Vidal (López).

Ud af dette skaber Del Toro et eventyr og en fabel for voksne og tænkende mennesker, hvor han veksler mellem fantasiens magiske univers og virkelighedens indimellem afstumpede og kontante verden, mens han mentalt søger bagom og ind i Ofelia og hendes syn på og flugt fra virkeligheden. Dette gøres uden mange formildende omstændigheder eller forsøg på at pynte på de to verdener hun begår sig i og det skal da heller ingen hemmelighed være, at ”Pans Labyrint” som den hedder på dansk, er en både barsk, tragisk og bedrøvelig film, der rammer ens følelser kraftigere end de fleste andre film jeg mindes at have set (tænder de ikke lyset lige hurtigt nok efter sådanne film:o).

Udover at være alle disse ting, så formår Del Toro også at give os en både spændende og medrivende fortælling, der kører på to planer. Det ydre og det indre, krigen der er skildret kynisk og koldt og en på en gang fascinerende og uhyggelig mytologisk underverden, befolket af brogede sære skabninger. Disse to verdener kædes flot og synonymt sammen som et liv fyldt med svære prøvelser, så begge dele bliver troværdige i deres egen ramme, vægtige og yderst fængende.

Der skal en stor mester til at få dette tricks til at fungere overbevisende og selv om mange af de forrige film Del Toro har stået bag, måske ikke kandiderer til mesterværker, så har jeg siden begyndelsen fundet at han viste lovende takter, som udnyttes fuldt ud her, for trickets mere end lykkes. Det er stor og betydningsfuld filmkunst af højeste karat, intenst eksekveret og gennemført ned til mindste detalje og det gør Del Toro til en af de mest spændende navne i filmbranchen. Selve historien har Del Toro tillige selv skrevet og den kan kun betegnes som noget af det mest innovative indenfor eventyr der er skabt i nyere tid, hvilket i sig selv er en imponerende bedrift. Filmen er tydeligt et kærlighedsprojekt fra Del Toro’s side og hvilken et.

I hovedrollerne giver den unge Baquero som den uskyldsrene pige Ofelia, flot og kvalificeret modspil til en ellers stærkt spillende Sergi López i rollen som den afskyelige Vidal, der som inkarnationen af og symbolet på et barns opfattelse af hvad ondskab er, giver en af de mest skræmmende portrætter af en skurk vi har set. I de øvrige roller spilles der også generelt overbevisende.

Musikken af Javier Navarrete er også smukt med til at understøtte filmens depressive stemning og kameramanden Guillermo Navarro, der har været med på forskellige film som Tarantino’s ”Jackie Brown” og Del Toro’s egen ”Hellboy”, beviser endnu engang at han hører til blandt de bedste af de bedste, når han sammen med Del Toro trækkes os helt ind i historiens univers med en dybde i billederne, der forstærker filmens evigt gyldige moraler og tematikker. Det fås ganske enkelt ikke bedre, en beskrivelse af et barns desperate forsøg på at begå sig og overleve følelsesmæssigt når tilværelsen er for umenneskelig, kan ikke fremstilles bedre og mere rørende intelligent og ærligt end her, ikke uden at det mister den uskyld den også skal formidle.