Prisværdigt Forsøg!

3.0
En film baseret på en historie af forfatteren Philip K. Dick, manden hvis historier der er kommet fantastiske film som ”Blade Runner” og ”Total Recall” ud af, det må man glæde sig til.

Når så instruktør Linklater, der indrømmet er noget svingende, har valgt en billeside, der umiddelbart ser så iøjnefaldende anderledes ud end man normalt ser, skuespillernes bevægelser og spil er indfanget og digitaliseret til at ligne tegnefilm (noget i den stil), så ligner det en af de større oplevelser man har i vente.

Desværre kan det ikke siges at være en videre vellykket oplevelse, for selv om stilen er fascinerende og det er visuelt lækkert, begynder historien at kede en som den skrider frem, gode pointer om umenneskelige systematikker og forsøg på at anskueliggøre stoffernes indvirkning på psyken til trods.

Sci-fic fortællingen, som P. K. Dick fandt inspiration til igennem hans egne oplevelser med stoffer, om politimanden Bob (Reeves) der er undercover for at bekæmpe narkokriminalitet i en ikke så fjern fremtid, fænger simpelthen aldrig for alvor. Filmens personer træder aldrig rigtigt igennem, så man føler med eller for dem, så til sidst er man nærmest mere eller mindre ligeglad med hvad der sker dem og deraf hvad der ellers sker og filmen måtte have at byde på.

Det er lidt synd, for der ligger både en rigtig spændende historie bag denne sløve fortælling vi får her og det er et prisværdigt forsøg på at skabe en original film.
A Scanner Darkly