Befrielse gennem barnlig fantasi
6.0
Efter at have set del Toros genrehybird Pan's Labyrinth første gang i biografen lurede en tanke i mit baghovede. Er dette et mesterværk? Er dette en film, som vil blive i ens filmiske hukommelse i lang tid? Efter at have genset filmen på dvd må svaret entydigt være: JA
Del Toro har med Pan's Labyrinth skabt en af de mest dystre, sørgelige og samtidigt smukke indblik i, hvorledes et barn forsøger at undslippe og klare sig i gennem en trøstesløs verden ved at lade sin fantasi blomstre. Filmen er et eventyr med en masser af eventyrgenrens klassiske elementer, men det er ikke et eventyr for børn. Filmen er voldsom, brutal og væmmelig og vil i et barns optik nærmere være et mararidt end en eventyrlig drøm. Tillige er filmens budskab smukt vævet ind og ud igennem en historie, som foregår i to universer, den trøsteløse kyniske virkelig - et fascitisk Francostyret Spanien anno 1944 - og en lille piges fantasiverden, således at det ikke vil lade sig gennemskue af et barn, men nærmere kryber op under huden på en voksen, som har været barn engang.
Ophelia lader sig ikke kue af den barske virkelighed med en stedfar ondere og mere kynisk end fanden selv, men søger sin udgang og frelse gennem et parallelunivers ikke meget rarere end den voldsfyldte virkelighed men dog med lys for enden af tunnelen. En Faun fortæller Ophelia, at såfremt hun består tre prøver vil hun blive prinsesse i underverdenen, som navnet til trods ikke er et gudsforladt sted. Det er dette løfte som holder Ophelia ovenvande og bærer hende igennem end en ellers ubærlig situation.
Filmen udmærket sig på næsten alle tænkelige måder og byder udover sin elegante historiefortælling på en utrolig visuel idérigdom. Billederne af den virkelige verden er smukt kyniske og hjerteløse, mens Ophelias fantasiverden er fyldt af finurlige locations, spændende og uhyggelige væsner og smukke farver. Alt er perfekt fra den spanske militærbastion i skoven til den hemmelighedsfulde labyrint og ikke mindst den mageløs faun. Fuldt fortjente Oscars.
Men Pan's labyrinth lever i høj grad også på sine personer, som alle får den fornødne tid til, at de virker troværdige og virkelige. Ingen tvivl om, at den lille piges fysiske og mentale overlevelseskamp er filmens centrale omdrejningspunkt, men vi følger også en række andre interessante skæbner og får ikke mindst et uforglemmeligt protræt af en facistisk kaptajn, der må går over i historien, som en af de mest kolde og kyniske af slagsen. Både den unge Baquero som Ophelia, hvis skæbne der er næsten ubærlig at følge, og Sergi López som inkarnationen af ondskaben selv spiller fantastisk.
Pans Labyrinth er en fantastisk film, fordi alt lykkes. Andre film har gode skuespillerpræstationer, nogle er visuelt imponerende og atter andre har et medrivende manuskript. Her går det hele op i en højere enhed kombineret med en meget original skildring af noget så skrøbeligt som et barns sind. Det er eventyr, drama, krigsfilm og horror på en gang, og det virker perfekt. Tillykke Del Toro, du har skabt en fantastisk film. En film som jeg kommer til at se igen og igen. Fuldt hus herfra.
Del Toro har med Pan's Labyrinth skabt en af de mest dystre, sørgelige og samtidigt smukke indblik i, hvorledes et barn forsøger at undslippe og klare sig i gennem en trøstesløs verden ved at lade sin fantasi blomstre. Filmen er et eventyr med en masser af eventyrgenrens klassiske elementer, men det er ikke et eventyr for børn. Filmen er voldsom, brutal og væmmelig og vil i et barns optik nærmere være et mararidt end en eventyrlig drøm. Tillige er filmens budskab smukt vævet ind og ud igennem en historie, som foregår i to universer, den trøsteløse kyniske virkelig - et fascitisk Francostyret Spanien anno 1944 - og en lille piges fantasiverden, således at det ikke vil lade sig gennemskue af et barn, men nærmere kryber op under huden på en voksen, som har været barn engang.
Ophelia lader sig ikke kue af den barske virkelighed med en stedfar ondere og mere kynisk end fanden selv, men søger sin udgang og frelse gennem et parallelunivers ikke meget rarere end den voldsfyldte virkelighed men dog med lys for enden af tunnelen. En Faun fortæller Ophelia, at såfremt hun består tre prøver vil hun blive prinsesse i underverdenen, som navnet til trods ikke er et gudsforladt sted. Det er dette løfte som holder Ophelia ovenvande og bærer hende igennem end en ellers ubærlig situation.
Filmen udmærket sig på næsten alle tænkelige måder og byder udover sin elegante historiefortælling på en utrolig visuel idérigdom. Billederne af den virkelige verden er smukt kyniske og hjerteløse, mens Ophelias fantasiverden er fyldt af finurlige locations, spændende og uhyggelige væsner og smukke farver. Alt er perfekt fra den spanske militærbastion i skoven til den hemmelighedsfulde labyrint og ikke mindst den mageløs faun. Fuldt fortjente Oscars.
Men Pan's labyrinth lever i høj grad også på sine personer, som alle får den fornødne tid til, at de virker troværdige og virkelige. Ingen tvivl om, at den lille piges fysiske og mentale overlevelseskamp er filmens centrale omdrejningspunkt, men vi følger også en række andre interessante skæbner og får ikke mindst et uforglemmeligt protræt af en facistisk kaptajn, der må går over i historien, som en af de mest kolde og kyniske af slagsen. Både den unge Baquero som Ophelia, hvis skæbne der er næsten ubærlig at følge, og Sergi López som inkarnationen af ondskaben selv spiller fantastisk.
Pans Labyrinth er en fantastisk film, fordi alt lykkes. Andre film har gode skuespillerpræstationer, nogle er visuelt imponerende og atter andre har et medrivende manuskript. Her går det hele op i en højere enhed kombineret med en meget original skildring af noget så skrøbeligt som et barns sind. Det er eventyr, drama, krigsfilm og horror på en gang, og det virker perfekt. Tillykke Del Toro, du har skabt en fantastisk film. En film som jeg kommer til at se igen og igen. Fuldt hus herfra.
07/03-2007
