æstetik som substans
4.0
Instruktøren Joe Carnahan spillefilmsdebuterede i 2002 med lavbudgetsfilmen Narc, et overrumplende og følelsesmæssig resonerende værk, der bebudede et nyt originalt talent på den amerikanske filmscene. Narc åbnede talrige døre for Carnahan, der kunne vælge og vrage mellem diverse projekter. I en overgang var han fastsat som ansvarlig for den tredje del i M:I-serien, men da Carnahan ikke ville gå på kompromis med sin kunstneriske og personlige integritet i uoverensstemmelse med superstjernen Tom Cruises mere familievenlige og kommercielle anfordringer, droppede Carnahan projektet (der indiskutabelt kunne have endt anderledes seværdigt, uden at klandre J.J. Abrams’ endelige version for underholdningsværdig) og valgte i stedet at følge op på sin mindeværdige debut med denne genrefusionerende og superunderholdende film, hvor Carnahan har bevaret en evident kreativ kontrol og økonomisk frihed under hele produktionsprocessen. Dette har medført en momentvis manglende selvrestriktiv sans hos Carnahan, men det konkluderende faktum er stadig, at han leverer en hæsblæsende og yderst anbefalelsesværdig film, der langtfra maltrakterer de tårnhøje forventninger og det postulerede potentiale og som heller ikke har fortjent de middelmådige til decideret nedsablende anmeldelser, som den har erhvervet sig.
Smokin’ Aces skal nærmere anskues som en billedmæssig actionoplevelse end en helstøbt fortælling, hvor filmens historie er noget rodet og overgearet omgang nonsens. Et højerestående vidne i en destruktiv mafiasag er eftertragtet af både politiet og de anklagede mafiosoer, der vil henholdsvis beskytte og likvidere ham. Carnahan inkorporerer et ganske bredt og distingverende persongalleri, der hver især har dette ene objekt som fællesnævner. Indledningens fortællende repetition krydsklipper ganske virtuost mellem talrige af de implicerede, der gengiver handlingsforløbet fra deres synsvinkel. Man kommer sjældent tæt på de overfladiske karakterer, men Smokin’ Aces er hverken en intellektualiseret eller psykoanalytisk eksploreringsværk (som Narc var), nærmere en Altman-agtig actionfilm på syre. Filmen er spækket med renommerede og mere undervurderede stjerner, der velvilligt har indrulleret sig i dette destruktionsorgie, på trods af at flere af karaktererne ikke oplever mere end ti minutters spilletid og en transparent signifikans (en fornøjelse det dog er at se Ben Affleck i en lille og hurtigt overstået rolle). Enkelte af de mange og oftest lidt for konstruerede sidehistorier skiller sig ud fra helheden via en emotionel medrivning, hvoraf det varmende mentor/protegé forhold mellem Ray Liotta og Ryan Reynolds giver filmen en tiltrængt substans. Begge leverer en pragtpræstation og det er en sand fornøjelse at se den potentialerige Reynolds få en skuespilmæssig udfordring, som han så vellykket lever op til. Af andre medvirkende skal den evigt oversete Jeremy Piven også nævnes som det fatale midterpunkt igennem hele filmen. Han svinger eminent mellem irriterende nonchalance og mere indædt selvhad over sine korrumperende handlinger, og hans tvetydige facade visualiseres eminent gennem konstante spejlinger og en rørende scene, hvor en (selv)refleksion byder på et abstrakt selverkendelsesopvågning (øjnenes diverse farver og håndens beskyttelse). Carnahan er en intelligent iscenesætter, men med Smokin’ Aces prioritere han dog stil over substans, og de analytiske tiltag er få.
Filmen kan nemt opskilles i to dele; første del er en postmodernistisk og lidt for plagierende Tarantino opbyggelse, der desværre til tider mister publikums interesse gennem en indadvendt leg med de dramaturgiske virkemidler. I anden halvdel mobiliserer Carnahan dog en langt mere indbydende fortælling, da de distingverende karakterer mødes til et klimatisk opgør på et luksuriøst hotel. Her sparkes Smokin’ Aces for alvor i gang og alle de lettere absurde og ikke altid lige vellykkede idéer substitueres af konstant intensiverende og selvovergående spændings- og actionscenariums, der byder på klasseunderholdning med en kant. Carnahan klipper fremragende imellem de mange locations og karakterer (man glemmer helt de mange kontinuitetsfejl), og hans kompromisløse æstetiske sans rammer plet, især under de mange actionsekvenser. Carnahan inspireres af det bedste fra en tidlig Guy Ritchie og den nyere og mere eksperimenterende Tony Scott, men han formår at personliggøre virkemidlerne og den visuelle overdådighed, så der aldrig forfaldes til anstrengende musikvideoæstetik. Flere scener er decideret psykedeliske i deres fremtoning, og komponisten Clint Mansell giver oplevelsen et dybere og mere inspireret lag, hvilket hæver Smokin’ Aces langt over sine mere censurkalkulerende følgesvende fra Amerika. Den konstante og ganske eksplicitte vold kan sagtens anfægtes som depraverende, men personligt finder jeg filmen befriende politisk ukorrekt og egenrådig, og så kan ingen modsige, at skudepisoden mellem Liotta og Nestor Carbonell i elevatoren er intet mindre end sanselig filmkunst. Der er hjerte og oprigtig (æstetisk) interesse under den hårdkogte actionfacade, og bedømt ud fra disse præmisser, fungerer Smokin’ Aces superb. På trods af at Carnahan taber flere af de bolde, som han så ambitiøst jonglerer med, så forlod jeg biografen med en underholdende mæthed og et visuelt adrenalinskud af de mindeværdige, og man kan med berettiget grund glæde sig til at se, hvad denne alsidige filmiske mester har at byde på næste gang.
Smokin’ Aces skal nærmere anskues som en billedmæssig actionoplevelse end en helstøbt fortælling, hvor filmens historie er noget rodet og overgearet omgang nonsens. Et højerestående vidne i en destruktiv mafiasag er eftertragtet af både politiet og de anklagede mafiosoer, der vil henholdsvis beskytte og likvidere ham. Carnahan inkorporerer et ganske bredt og distingverende persongalleri, der hver især har dette ene objekt som fællesnævner. Indledningens fortællende repetition krydsklipper ganske virtuost mellem talrige af de implicerede, der gengiver handlingsforløbet fra deres synsvinkel. Man kommer sjældent tæt på de overfladiske karakterer, men Smokin’ Aces er hverken en intellektualiseret eller psykoanalytisk eksploreringsværk (som Narc var), nærmere en Altman-agtig actionfilm på syre. Filmen er spækket med renommerede og mere undervurderede stjerner, der velvilligt har indrulleret sig i dette destruktionsorgie, på trods af at flere af karaktererne ikke oplever mere end ti minutters spilletid og en transparent signifikans (en fornøjelse det dog er at se Ben Affleck i en lille og hurtigt overstået rolle). Enkelte af de mange og oftest lidt for konstruerede sidehistorier skiller sig ud fra helheden via en emotionel medrivning, hvoraf det varmende mentor/protegé forhold mellem Ray Liotta og Ryan Reynolds giver filmen en tiltrængt substans. Begge leverer en pragtpræstation og det er en sand fornøjelse at se den potentialerige Reynolds få en skuespilmæssig udfordring, som han så vellykket lever op til. Af andre medvirkende skal den evigt oversete Jeremy Piven også nævnes som det fatale midterpunkt igennem hele filmen. Han svinger eminent mellem irriterende nonchalance og mere indædt selvhad over sine korrumperende handlinger, og hans tvetydige facade visualiseres eminent gennem konstante spejlinger og en rørende scene, hvor en (selv)refleksion byder på et abstrakt selverkendelsesopvågning (øjnenes diverse farver og håndens beskyttelse). Carnahan er en intelligent iscenesætter, men med Smokin’ Aces prioritere han dog stil over substans, og de analytiske tiltag er få.
Filmen kan nemt opskilles i to dele; første del er en postmodernistisk og lidt for plagierende Tarantino opbyggelse, der desværre til tider mister publikums interesse gennem en indadvendt leg med de dramaturgiske virkemidler. I anden halvdel mobiliserer Carnahan dog en langt mere indbydende fortælling, da de distingverende karakterer mødes til et klimatisk opgør på et luksuriøst hotel. Her sparkes Smokin’ Aces for alvor i gang og alle de lettere absurde og ikke altid lige vellykkede idéer substitueres af konstant intensiverende og selvovergående spændings- og actionscenariums, der byder på klasseunderholdning med en kant. Carnahan klipper fremragende imellem de mange locations og karakterer (man glemmer helt de mange kontinuitetsfejl), og hans kompromisløse æstetiske sans rammer plet, især under de mange actionsekvenser. Carnahan inspireres af det bedste fra en tidlig Guy Ritchie og den nyere og mere eksperimenterende Tony Scott, men han formår at personliggøre virkemidlerne og den visuelle overdådighed, så der aldrig forfaldes til anstrengende musikvideoæstetik. Flere scener er decideret psykedeliske i deres fremtoning, og komponisten Clint Mansell giver oplevelsen et dybere og mere inspireret lag, hvilket hæver Smokin’ Aces langt over sine mere censurkalkulerende følgesvende fra Amerika. Den konstante og ganske eksplicitte vold kan sagtens anfægtes som depraverende, men personligt finder jeg filmen befriende politisk ukorrekt og egenrådig, og så kan ingen modsige, at skudepisoden mellem Liotta og Nestor Carbonell i elevatoren er intet mindre end sanselig filmkunst. Der er hjerte og oprigtig (æstetisk) interesse under den hårdkogte actionfacade, og bedømt ud fra disse præmisser, fungerer Smokin’ Aces superb. På trods af at Carnahan taber flere af de bolde, som han så ambitiøst jonglerer med, så forlod jeg biografen med en underholdende mæthed og et visuelt adrenalinskud af de mindeværdige, og man kan med berettiget grund glæde sig til at se, hvad denne alsidige filmiske mester har at byde på næste gang.
08/03-2007
