´nobody's perfect´

Da jeg i sin tid forlod biografsalene efter at have bevidnet groteskhedens mester David Cronenbergs seneste film, sad der en irriterende ambivalent følelse i kroppen med hensyn til filmen. Jeg følte i en paralleliserende opfattelse, at A History of Violence var et stærkt familiedrama og et mislykket potentielt mesterværk. Filmen blev dog hos mig i flere dage, og efter et velkomment gensyn kan jeg nu konkludere, at den har nogle uafrystelige kvaliteter og er et nærgående og intelligent nærstudie i menneskelig facadeopbyggelse og manglende tiltro til at ingen, ikke engang ens allernærmeste, vil kunne acceptere ens dybeste fejl og syndige gerninger. Noget mesterværk er filmen dog langtfra, men mindre kan også gøre det.

Cronenberg er indiskutabelt en egenrådig og opsigtsvækkende visionær, hvor jeg oftest dog har haft svært ved at se den kunstneriske signifikans i hans mange absurde og oftest afskysvækkende deroutes, der i sin perverterede form nærmere har fungeret som publikumschokerende segmenter end en inkorporeret del af filmen. Cronenberg fortjener dog respekt og anerkendelse for sin fantasifulde kompromisløshed, der med film som Videodrome, Naked Lunch og Fluen har indprentet uudslettelige billeder i ens sind. A History of Violence er blevet kaldt Cronenbergs mest kommercielle film til dato, som jeg dog finder malplaceret, da der intet behagelighedskalkulerende eller publikumsleflende er over filmen, der dog utvivlsom er hans mest lettilgængelige. Handlingen er baseret på en i Danmark ukendt tegneserie kreeret af John Wagner og Vince Locke, der beretter om et overidyllisk familieliv, der langsomt krakelerer i usikkerhed og distancerende smerte, da familiens overhoved udviser et skræmmende kendskab udi aggressive voldsomheder under et røveri på hans café. Viggo Mortensen indkasserer en glimrende præstation som Tom Stall, der under den passionerede fader- og husbondfigurs overflade muligvis har levet et dobbeltliv som koldblodig morder. Cronenberg benytter sig af en afdæmpet og tålmodighedskrævende handlingsfremdrift, kun afbrudt af grotesk realistiske og eksplicitte voldsscener, hvor instruktørens fascination for det makabre tydeligt lader sig mærke, uden at de chokerende effekter dog nogensinde tager overhånd. Desuden er det et ganske atypisk og velfungerende træk fra Cronenbergs side at indlede filmen med at følge to psykopater (der senere kommer til at fungere som katalysator for Mortensens udvikling) for at fingere relationer med deres misantropiske sindssyge og Mortensens fortid. Maria Bello vælger endnu engang en modig rolle som hustruen, der langsomt betvivler sin mands oprigtighed. En af filmens største kvaliteter er hvorledes Cronenberg formår at plante den samme tvivlsfølelse i tankerne hos publikum, hvor man i kongruens med Bellos erkendelse gradvis når frem til den uundgåelige konklusion, hvor faktumet dog alligevel rammer som et chok. Cronenberg nuancerer begrebet god versus ond og arbejder med en fascinerende og kontemplativ psykologi hos sine karakterer, men at iscenesætte de store følelser på naturalistisk vis har han dog ikke kompetence til, og derfor bliver publikum aldrig emotionelt medrevet under filmen.

Tematikkerne i A History of Violence skildres åbenlyst og med klare pointer (blandt andet at voldelighed ikke ligger i generne men hos uforbilledlig opførsel), og selv slutningen benytter sig af en entydig optimistisk konklusion (eller hvad?). Det fungerer dog kun til filmens egen favør, da Cronenberg så åbenlyst har noget på hjerte med sin (ifølge mig) mest personlige film til dato. Endnu et samarbejde mellem instruktøren og hovedrolleindehaveren skulle være på trapperne, og hvis kvalitetsniveauet holder, så har man noget at glæde sig til.