... and the smell of shit

Publikumsnedværdigende miserabel og forvrøvlet fantasy nonsens, der under sin helvedesramte produktion forårsagede en økonomisk kapitulation for produktionsselskabet og et abrupt skift i instruktørstolen under processen. Oprindeligt var det den fallerede Renny Harlin, der skulle håndtere det patetiske manuskript (der er baseret på en, efter sigende, fremragende novelle af Ray Bradbury), men af forståelige grunde droppede han ud, og den dubiøse fotograf og iscenesætter Peter Hyams kom i stedet om bord. At højdepunktet i Hyams’ filmiske karriere er Van Damme affæren Timecop er vist alt sigende, men retfærdigvis skal der også siges, at absolut ingen ville have kunnet redde denne synkende skude, der blev et forståeligt kommercielt flop af de største og modtog ligeledes berettiget hån og latter fra alverdens filmanmelderne, da A Sound of Thunder virkelig er et katastrofalt makværk, der på nærmest imponerende vis løfter stupiditet op i en højere potens.

Den tynde handling beretter en uinteressant og forbavsende livløs fremtidshistorie, hvor tidsrejser er mulige og anvendes som morderiske forlystelsesturer til fortiden, hvor adrenalinsøgende rigmænd kan få lov til at dræbe en allerede skæbneramt forhistorisk dinosaur under kontrollerede forhold. Men noget går galt i fortiden, hvilket naturligvis har fatale konsekvenser for fremtiden. Hyams behandler sit ufrivillig komiske materiale med en storslået selvhøjtidelighed og uden skyggen af humoristisk ironi, hvilket gør det endnu sværere at medrives af de imbecile og usammenhængende begivenheder, der, tilsyneladende intetanende om egne debilitet, udfoldes kedsommeligt foran en. De reaktionære videnskabsteorier føles tåbelige og ulogiske, og denne pompøse, men komplet latterlige og talentløse dommedagsfortælling er et ekstraordinært fejltrin, der næsten er værd at se på grund af dens evidente fejl, som ingen under hele processen har betvivlet som uholdbare.

Den evigt sympatiske skuespiller/forfatter/instruktør Edward Burns’ indladenhed i dette projekt kan spores tilbage til lønsedlen, som han dog bruger til at finansiere egne mere kvalitative og personlige projekter. Selvom Burns har heroisk karisma, så forstår man fuldt ud hans manglende engagement og nærmest hovedrystende selverkendende levering af de skrækkelige dialoger. Ben Kingsley (skal det egentlig være et sir foran?) bespotter sin egen karriere med en håbløst overspillet og stupid præstation som pengekalkulerende og materialistisk skurk. Kingsleys overgearede ansigtsmimik er næsten hele filmen værd, men respekt eller forståelse indgydes der nu ikke. Bipersonerne er skabelonskårede og obligatoriske dødsofre i (den komplet fraværende) spændings navn, og man kommer aldrig til at interessere sig for deres forudsigelige skæbne. Hyams er en rutineret herre i faget, men han pløjer rundt i de samme trivielle og uinnoverende virkemidler, som jeg ærligt talt er ved at finde trættende og usigelig tyndslidte. I bedste tilfælde fungerer A Sound of Thunder som ligegyldig baggrundsstøj, mens der i de værste momenter (og dem er der mange af, med det andet dinosaurus-angreb som topmålet af fejlramt spændingsforsøg) sættes nye standarder for amatørisme og manglede filmisk sans.

Hyams agerer selv fotograf, og A Sound of Thunder kan anskues som en forløber til langt mere vellykkede og seværdige film som Sin City og den svagere Sky Captain and the World of Tomorrow, da man mestendels af tiden har forsøgt sig med samme digitale teknologi, hvor skuespillerne er hensat i studie og filmes foran greenscreen, hvorefter effekterne indsættes. Hyams har dog ikke budgettet til sit overambitiøse og prætentiøse forsøg, så de decideret grimme og transparente effekter falder fuldstændig til jorden, og filmen ender med at ligne en hurtig og billig produceret tv-film. A Sound of Thunder er et pinligt makværk i ordets sande forstand, og denne film kan kun anbefales, hvis man vil få sig et godt grin på vegne af andre folks talentløshed.