Vejen mod livet
5.0
Mine indtil videre bedste filmoplevelser i år 2007 har været håndfast styret af et vist blomstrende mexicansk trekløver: Iñárritu, Cuaron og Del Toro, hvor sidstnævnte smukt fuldender helhedsessensen af ægte filmkunst med sit bidrag til trioens sejrsgang, "Pans Labyrint".
I egen høje person ligner Guillermo Del Toro unægtelig en ægte filmnørd, der med fedtet hår, bred vom og runde briller, dyrker sin evige passion for genrefilm, ikke meget ulig Quentin Tarantino. Den karakteristik synes ikke at være skudt helt forbi, efter hans "Blade 2" og "Hellboy" som ultimative genrefilm. Men med "Pans Labyrint" går han andre veje. Med den har Del Toro på mange måder skabt en overdådig film, der er gyselig, fantasifuld, blød og barsk i ét sammenstykket værk som vægter hvert et af disse elementer lige højt.
"Pans Labyrint" er derfor en virkelig fyldig film, der stiller sulten næsten lige meget hvad man er ude efter. Der er bl.a. kælet for billederne, som både indsvøber nådesløse krigsscener og en færd ind i et hinsides eventyrland med den helt forblændende fotografering. Og netop i sine visuelle udfoldelser vandt filmen en af sine tre Oscar-statuette, endda foran en af verdens absolutte mestre i filmfotografi, Emmanuelle Lubezki, for sit arbejde med vidunderet ”Children of Men”. Om det var fortjent er som sådan svært at bedømme, men Del Toros univers af nådesløs virkelighed og melankolsk fabelfortælling er iscenesat så indlevende, at man under alle omstændigheder næppe har set dets lige i genren.
Den monsterelskende Guillermo Del Toro forbarmer sig dog aldrig i sin effektmæssige kunnen, i hvert fald ikke på bekostning af sin historie. ”Pans Labyrint” fortæller på en gang sjælefyldt og fængslende om pigen Ofelia, der har mistet sin far og i et krigshærget Spanien forsøger at begå sig under barske vilkår. Men i ligeså høj grad om hendes labyrintiske og kringlede vej mod livets forløsning, og om de prøvelser hun udsættes for i en makaber fantasiverden i håbet om nå en bedre verden.
Filmen går i omløb over disse to verdener og formår at fascinere og afskrække i sin både magiske fortælleglæde og i sin afvekslende kompromisløshed. Specielt den mareridtsagtige scene fra eventyrets underverden hvor Ofelia støder på fristelsens tagselvbord, havde garanteret forårsaget mig adskillige mareridt hvis jeg blot havde været 3-4 år yngre. Så at promovere Del Toros farefulde prøvelse af en film som for børn, ville være noget af et fejlskud.
”Pans Labyrint” for altså fuldbragt de tre mexicaneres treenighed med en slet og ret formidabel film, der udstråler og udlever næsten alt man kan ønske sig, og som sammen med ”Babel” og ”Children of Men” kan kaldes nogle af de absolut mest væsentlige hovedværker i det foreløbige 21. århundrede.
I egen høje person ligner Guillermo Del Toro unægtelig en ægte filmnørd, der med fedtet hår, bred vom og runde briller, dyrker sin evige passion for genrefilm, ikke meget ulig Quentin Tarantino. Den karakteristik synes ikke at være skudt helt forbi, efter hans "Blade 2" og "Hellboy" som ultimative genrefilm. Men med "Pans Labyrint" går han andre veje. Med den har Del Toro på mange måder skabt en overdådig film, der er gyselig, fantasifuld, blød og barsk i ét sammenstykket værk som vægter hvert et af disse elementer lige højt.
"Pans Labyrint" er derfor en virkelig fyldig film, der stiller sulten næsten lige meget hvad man er ude efter. Der er bl.a. kælet for billederne, som både indsvøber nådesløse krigsscener og en færd ind i et hinsides eventyrland med den helt forblændende fotografering. Og netop i sine visuelle udfoldelser vandt filmen en af sine tre Oscar-statuette, endda foran en af verdens absolutte mestre i filmfotografi, Emmanuelle Lubezki, for sit arbejde med vidunderet ”Children of Men”. Om det var fortjent er som sådan svært at bedømme, men Del Toros univers af nådesløs virkelighed og melankolsk fabelfortælling er iscenesat så indlevende, at man under alle omstændigheder næppe har set dets lige i genren.
Den monsterelskende Guillermo Del Toro forbarmer sig dog aldrig i sin effektmæssige kunnen, i hvert fald ikke på bekostning af sin historie. ”Pans Labyrint” fortæller på en gang sjælefyldt og fængslende om pigen Ofelia, der har mistet sin far og i et krigshærget Spanien forsøger at begå sig under barske vilkår. Men i ligeså høj grad om hendes labyrintiske og kringlede vej mod livets forløsning, og om de prøvelser hun udsættes for i en makaber fantasiverden i håbet om nå en bedre verden.
Filmen går i omløb over disse to verdener og formår at fascinere og afskrække i sin både magiske fortælleglæde og i sin afvekslende kompromisløshed. Specielt den mareridtsagtige scene fra eventyrets underverden hvor Ofelia støder på fristelsens tagselvbord, havde garanteret forårsaget mig adskillige mareridt hvis jeg blot havde været 3-4 år yngre. Så at promovere Del Toros farefulde prøvelse af en film som for børn, ville være noget af et fejlskud.
”Pans Labyrint” for altså fuldbragt de tre mexicaneres treenighed med en slet og ret formidabel film, der udstråler og udlever næsten alt man kan ønske sig, og som sammen med ”Babel” og ”Children of Men” kan kaldes nogle af de absolut mest væsentlige hovedværker i det foreløbige 21. århundrede.
12/03-2007
