En satans film
3.0
Komikeren Adam Sandler spiller djævlens smådebile søn Nicky i filmen "Little Nicky". Selvom den sorthumoristiske celluloid-strimmel både er original og stjernespækket, er den også ret overgearet og plat
Nicky (Adam Sandler) kommer fra en mærkelig familie. Hans far (Harvey Keitel) er Djævlen selv (skal forstås bogstaveligt), og han har også to dominerende og ondskabsfulde brødre. Selv er han familiens kulsorte lam, for han har lidt svært ved at være så led, som man bør være, når man nu er Satans søn. Nicky vil helst bare opholde sig på sit værelse og spille luftguitar til Motley Crüe, så risikerer han da heller ikke at blive overfaldet af sine to totalt stygge brødre.
Ned i flasken
Men da Satan beslutter sig for at udskyde sin pension i små 10.000 år, bliver Nickys to brødre så skuffede, at de rejser op på jorden for at skabe et helvede nummer II i New York. Da de tager af sted, fryser porten til helvede, og Satan kan derfor pludselig ikke længere få friske sjæle at fortære, hvilket får ham til at gå langsomt i opløsning. Den eneste, som kan udrede denne misere, er Nicky, som derfor bliver sendt til New York med en magisk sølvflaske, han så skal have sine to brødre lokket ned i. Udover at nørdet og ubegavet, har Nicky aldrig været på jorden før, og det giver ham nogle problemer at passe ubemærket ind blandt menneskene. Samtidig er hans brødre meget stærkere end ham. De udnytter i hvert fald deres overnaturlige evner på bedste (læs: ondeste) vis. Heldigvis får Nicky hjælp af en talende helvedes-hund, der færdes hjemmevant i New York, og som kan skyde med pile.
Besynderligt persongalleri
Umiddelbart er der mange positive ting at sige om Steven Brills "Little Nicky". Det er en original film, der sprudler af morsomme idéer og gakkede indslag. Det virker, som om de involverede har haft det sjovt, da de indspillede denne besynderlige komedie, og det smitter selvfølgelig af på det færdige produkt. Filmens gengivelse af helvede - der er inspireret af Hieronymous Boschs malerier - er meget imponerende, og det samme er også gengivelsen af paradis, der bliver vist i den korte sekvens, hvor Nicky ryger i himlen.
I filmen optæder en række af besynderlige karakterer, hvoraf de fleste fungerer ret godt. Quentin Tarantino er fin som gal prædikant, komedieveteranen Rodney Dangerfield er tilpas sindsyg som den gamle brystfikserede gris Lucifer, og Patricia Arquette er sød som den eneste normale person i filmen - en designstudine, Nicky falder for. Fremhæves skal også de to Heavy Metal-fyre (Peter Dante og Jonathan Loughran) der synes, at Nickys djævletricks er for seje. De er morsomme på sådan en "Beavies and Butthead"-agtig måde.
Mangler lidt humor
Men udover de her gode ting ved "Little Nicky" har filmen også nogle svagheder. Vigtigst er det, at filmen - af en situationskomedie at være - ikke er sjov nok. Det er som om det sindssyge persongalleri og den bizarre historie bliver brugt til for lidt komikmæssigt. Selvom filmen bliver afviklet i et hæsblæsende tempo, og plathederne bliver dynget op, er dialogerne ikke særligt skarpe. Man sidder måske og småklukker lidt af grin undervejs, men den her store lårklaskende latter bliver det ikke til.
Nicky (Adam Sandler) kommer fra en mærkelig familie. Hans far (Harvey Keitel) er Djævlen selv (skal forstås bogstaveligt), og han har også to dominerende og ondskabsfulde brødre. Selv er han familiens kulsorte lam, for han har lidt svært ved at være så led, som man bør være, når man nu er Satans søn. Nicky vil helst bare opholde sig på sit værelse og spille luftguitar til Motley Crüe, så risikerer han da heller ikke at blive overfaldet af sine to totalt stygge brødre.
Ned i flasken
Men da Satan beslutter sig for at udskyde sin pension i små 10.000 år, bliver Nickys to brødre så skuffede, at de rejser op på jorden for at skabe et helvede nummer II i New York. Da de tager af sted, fryser porten til helvede, og Satan kan derfor pludselig ikke længere få friske sjæle at fortære, hvilket får ham til at gå langsomt i opløsning. Den eneste, som kan udrede denne misere, er Nicky, som derfor bliver sendt til New York med en magisk sølvflaske, han så skal have sine to brødre lokket ned i. Udover at nørdet og ubegavet, har Nicky aldrig været på jorden før, og det giver ham nogle problemer at passe ubemærket ind blandt menneskene. Samtidig er hans brødre meget stærkere end ham. De udnytter i hvert fald deres overnaturlige evner på bedste (læs: ondeste) vis. Heldigvis får Nicky hjælp af en talende helvedes-hund, der færdes hjemmevant i New York, og som kan skyde med pile.
Besynderligt persongalleri
Umiddelbart er der mange positive ting at sige om Steven Brills "Little Nicky". Det er en original film, der sprudler af morsomme idéer og gakkede indslag. Det virker, som om de involverede har haft det sjovt, da de indspillede denne besynderlige komedie, og det smitter selvfølgelig af på det færdige produkt. Filmens gengivelse af helvede - der er inspireret af Hieronymous Boschs malerier - er meget imponerende, og det samme er også gengivelsen af paradis, der bliver vist i den korte sekvens, hvor Nicky ryger i himlen.
I filmen optæder en række af besynderlige karakterer, hvoraf de fleste fungerer ret godt. Quentin Tarantino er fin som gal prædikant, komedieveteranen Rodney Dangerfield er tilpas sindsyg som den gamle brystfikserede gris Lucifer, og Patricia Arquette er sød som den eneste normale person i filmen - en designstudine, Nicky falder for. Fremhæves skal også de to Heavy Metal-fyre (Peter Dante og Jonathan Loughran) der synes, at Nickys djævletricks er for seje. De er morsomme på sådan en "Beavies and Butthead"-agtig måde.
Mangler lidt humor
Men udover de her gode ting ved "Little Nicky" har filmen også nogle svagheder. Vigtigst er det, at filmen - af en situationskomedie at være - ikke er sjov nok. Det er som om det sindssyge persongalleri og den bizarre historie bliver brugt til for lidt komikmæssigt. Selvom filmen bliver afviklet i et hæsblæsende tempo, og plathederne bliver dynget op, er dialogerne ikke særligt skarpe. Man sidder måske og småklukker lidt af grin undervejs, men den her store lårklaskende latter bliver det ikke til.
19/11-2018
