Blade af livets blomst "Magnolia" har ikke historie til tre lange timer, men vinder i kraft af spektakulær kameraføring, mageløst skuespil og et par scener skabt af vaskeægte filmmagi Paul Thomas Andersons "Magnolia" er én lang række af 'Oscar-moments': kamera, lyssætning og klipning er udtænkt til mindste detalje, historien udfolder sig som en magisk vifte, skuespillerne giver deres hjerteblod i tænderskærende intense præstationer - og alligevel er der noget der mangler: et centrum, et hjerte, en kerne. På trods af al deres dystre charme og elegance er historierne ikke interessante nok: "Magnolia" er en blomst med udsøgte blade, der mangler en akse at holde sig ved. Ni historier på een nat
4.0
Efter en indledende 'utroligt men sandt' sekvens om fantastiske tilfældigheder, der vist mere er placeret for at fremvise instruktørens virtuositet end give en egentlig introduktion, kan filmen gå i gang med at fortælle. "Magnolia" er struktureret omkring ni centrale figurers historier, der på mere eller mindre underfundig vis knytter sig sammen i løbet af en dag og en nat.
En godmodig politimand (John C. Reilley) leder efter kærlighed og møder på jobbet den sårbare Claudia (Melora Walters), der bag et uhæmmet narkomisbrug skjuler et problematisk forhold til sin far Jimmy Gator (Philip Baker Hall), der er studievært på 30. år på quizprogrammet "What Do Kids Know?", hvor en ung 'whiz-kid' (Jeremy Blackman) slår sine hjernefolder, men føler sig både ensom og presset af sin ambitiøse far. En dårlig far havde også den første stormester på showet, den nu fallerede Donnie Smith (William H. Macy), der vil forsøge at vinde en mandlig bartenders kærlighed ved at stjæle penge til en storstilet tand-behandling. I den anden ende af byen venter det angrende røvhul Earl Partridge (Jason Robards) på døden, mens han fortryder, at han for længe siden forlod kone og søn. Imens den døende mands nye unge kone (Julianne Moore) begræder at have været ham utro så mange gange, kæmper hans mandlige sygeplejerske (Philip Seymour Hoffman) for at finde frem til den tabte søn (Tom Cruise), der nu er blevet en millionær på sit kvindehadske selvhjælpsprogram for mænd med sår i selvtilliden.
"Jeg er OK, du er OK"
Grundstemningen er mørk og kontemplativ, men ikke uden optimisme og sødme. Alle historierne handler om, hvor langt mennesker kan komme fra hinanden, og hvor tæt vi kan komme igen, hvis bare vi tør åbne vore hjerter. Det er selvfølgeligt fint nok og meget rørende, men også temmelig anstrengende i længden. Som en pladderhumanistisk udgave af Robert Altmans misantropiske "Short Cuts" spejder "Magnolia" hid og did blandt moderne menneskers dårskab og rådne familieforhold, men netop fordi historierne skal favne så bredt og give et 'stykke af livet', virker de på een gang meget tilfældige og meget overlagte. Tilfældige, fordi så mange andre historier kunne have afspejlet det samme tema, og overlagte, fordi netop disse historier er udvalgte blandt de millioner af tragiske komedier, vi kalder vore liv.
Klare stjerner
Så skrappe krav er der naturligvis ikke nogen historier, der kan leve op til, og ligesom i "Short Cuts" er deres væsentligste funktion da også at fremhæve skuespillernes suverænitet og instruktørens overblik. Og her skinner "Magnolia" stærkere end de fleste. Paul Thomas Anderson er simpelthen det største talent i amerikansk film i mange, mange år, hvilket den nu 30-årige instruktør viste allerede med sin foregående film, "Boogie Nights" (1997). Hans sans for flydende sammenvævning af et væld af historier er uovertruffen, og han må allerede nu være en af de bedste personinstruktører overhovedet.
Rollerne stod lysende klart i "Boogie Nights", og i "Magnolia" overbyder præstationerne hinanden. Tom Cruise er aldrig set bedre end i rollen som den chauvinistiske Frank T. J. Mackey; Julianne Moore bringer tårerne frem som den dybt ulykkelige kone, der alt for sent indser, at hun elsker den mand, hun har bedraget så groft; Philip Seymour Hofman fylder hele lærredet med åndeløs nærvær, når han tålmodigt foretager det telefonopkald, der kan ændre mange menneskers liv, osv. osv. "Magnolia" er et magisk overflødighedshorn, men også alt, alt for meget af det gode. Der er ingen, der kan holde til at spise mørbradbøffer og valrohne-chokolade hver dag - på et eller andet tidspunkt begynder man at længes efter brun sovs og kartofler.
Magiske øjeblikke
Men P. T. Anderson har heldigvis også mere i ærmet end nærbilleder af skuespillere, der giver alt, hvad de har i sig. Pludselig brydes den realistiske intensitet og forløses af magiske, nærmest surreelle øjeblikke, der hæver filmen langt over den truende hængedynd af velmente bekendelser. Der er to hændelser i "Magnolia", der er intet mindre end magiske, og jeg vil ikke afsløre dem her for ikke at spolere overraskelserne. Men de to øjeblikke gør "Magnolia" til en helt unik oplevelse. Det er en kliché, men her kommer den alligevel: Du har aldrig set noget lignende.
En godmodig politimand (John C. Reilley) leder efter kærlighed og møder på jobbet den sårbare Claudia (Melora Walters), der bag et uhæmmet narkomisbrug skjuler et problematisk forhold til sin far Jimmy Gator (Philip Baker Hall), der er studievært på 30. år på quizprogrammet "What Do Kids Know?", hvor en ung 'whiz-kid' (Jeremy Blackman) slår sine hjernefolder, men føler sig både ensom og presset af sin ambitiøse far. En dårlig far havde også den første stormester på showet, den nu fallerede Donnie Smith (William H. Macy), der vil forsøge at vinde en mandlig bartenders kærlighed ved at stjæle penge til en storstilet tand-behandling. I den anden ende af byen venter det angrende røvhul Earl Partridge (Jason Robards) på døden, mens han fortryder, at han for længe siden forlod kone og søn. Imens den døende mands nye unge kone (Julianne Moore) begræder at have været ham utro så mange gange, kæmper hans mandlige sygeplejerske (Philip Seymour Hoffman) for at finde frem til den tabte søn (Tom Cruise), der nu er blevet en millionær på sit kvindehadske selvhjælpsprogram for mænd med sår i selvtilliden.
"Jeg er OK, du er OK"
Grundstemningen er mørk og kontemplativ, men ikke uden optimisme og sødme. Alle historierne handler om, hvor langt mennesker kan komme fra hinanden, og hvor tæt vi kan komme igen, hvis bare vi tør åbne vore hjerter. Det er selvfølgeligt fint nok og meget rørende, men også temmelig anstrengende i længden. Som en pladderhumanistisk udgave af Robert Altmans misantropiske "Short Cuts" spejder "Magnolia" hid og did blandt moderne menneskers dårskab og rådne familieforhold, men netop fordi historierne skal favne så bredt og give et 'stykke af livet', virker de på een gang meget tilfældige og meget overlagte. Tilfældige, fordi så mange andre historier kunne have afspejlet det samme tema, og overlagte, fordi netop disse historier er udvalgte blandt de millioner af tragiske komedier, vi kalder vore liv.
Klare stjerner
Så skrappe krav er der naturligvis ikke nogen historier, der kan leve op til, og ligesom i "Short Cuts" er deres væsentligste funktion da også at fremhæve skuespillernes suverænitet og instruktørens overblik. Og her skinner "Magnolia" stærkere end de fleste. Paul Thomas Anderson er simpelthen det største talent i amerikansk film i mange, mange år, hvilket den nu 30-årige instruktør viste allerede med sin foregående film, "Boogie Nights" (1997). Hans sans for flydende sammenvævning af et væld af historier er uovertruffen, og han må allerede nu være en af de bedste personinstruktører overhovedet.
Rollerne stod lysende klart i "Boogie Nights", og i "Magnolia" overbyder præstationerne hinanden. Tom Cruise er aldrig set bedre end i rollen som den chauvinistiske Frank T. J. Mackey; Julianne Moore bringer tårerne frem som den dybt ulykkelige kone, der alt for sent indser, at hun elsker den mand, hun har bedraget så groft; Philip Seymour Hofman fylder hele lærredet med åndeløs nærvær, når han tålmodigt foretager det telefonopkald, der kan ændre mange menneskers liv, osv. osv. "Magnolia" er et magisk overflødighedshorn, men også alt, alt for meget af det gode. Der er ingen, der kan holde til at spise mørbradbøffer og valrohne-chokolade hver dag - på et eller andet tidspunkt begynder man at længes efter brun sovs og kartofler.
Magiske øjeblikke
Men P. T. Anderson har heldigvis også mere i ærmet end nærbilleder af skuespillere, der giver alt, hvad de har i sig. Pludselig brydes den realistiske intensitet og forløses af magiske, nærmest surreelle øjeblikke, der hæver filmen langt over den truende hængedynd af velmente bekendelser. Der er to hændelser i "Magnolia", der er intet mindre end magiske, og jeg vil ikke afsløre dem her for ikke at spolere overraskelserne. Men de to øjeblikke gør "Magnolia" til en helt unik oplevelse. Det er en kliché, men her kommer den alligevel: Du har aldrig set noget lignende.
19/11-2018
