en ud af tre

Igennem de sidste mange år har de danske filmdistributører fået øjnene op for den asiatiske filmindustri, hvor deres alternative stil og atypiske brug af virkemidlerne har fået en stor og berettiget kommerciel succes over hele verdenen. Gyserfilmene har i særdeleshed stået i høj kurs (især på de amerikanske producenters plagierende genindspilningsliste), hvor Hideo Nakatas The Ring katalyserede det store boom af opmærksomhed. De talrige efterfølgende gysere begyndte at køre lidt selvsmagende rundt i egen stolthed, og med Three Extremes har man forsøgt at vende tilbage til den mere gyserinnoverende og egenrådige stil. Filmen bygger på et interessant koncept, hvor tre af Asiens mest opsigtsvækkende og kompromisløse instruktører leverer deres bud på en alternativ gyserfilm i et samlet spillefilmsformat. Three Extremes er derfor en sektionsinddelt oplevelse, hvor den reelle gennemslagskraft og gysertilfredsstillelse dog ikke lever op til den lovende titel.

Bag den første novellefilm står den i Danmark relativt ukendte Fruit Chan, der beretter en nedtonet, men ikke synderlig medrivende fortælling om kødelig forfængelighed og frygten for alderdom. Chan har senere ekspanderet sit segment Dumplings til spillefilmslængde, men når han knap nok formår at udfylde fyrre minutter med den spinkle, om end moderat spændende handling, så ville en spillefilm nok være at strække tingene. Miserabelt er det dog langtfra, og der interessante aspekter i historien om en falleret tv-stjerne, hvis dysfunktionelle ægteskab leder hende til en meget alternativ form for foryngelseskur, hvor ufødte babyfostre indtages i troen på, at ungdommen derved vender tilbage. Der er en grotesk form for genspejling i mandens psykiske indtagelse af ungdommen (utroskab med yngre kvinder) og hustruens konkret fysiske, der ultimativt begår den største og mest psykotiske form for opofrelse for et ungdommeligt ydre, da hun i en afskysvækkende scene indtager sit eget ufødte barn. Chan hensætter modigt sin film i fuldt dagslys, men den førende filmfotograf Christopher Doyles unikke og originale æstetik formår at fremtvinge en konstant ubehagelig stemning med momenter af genialt insinuerende gys. Noget mindeværdigt serveres der dog langtfra for publikum.

Det sker til gengæld med den koreanske Chan Wook Parks kontribution, en i særdeleshed mesterligt iscenesat og chokerende novellefilm, der beror sig på instruktørens signaturiske indsigt i menneskets dystreste psykologi. Park er en misantropisk og pessimistisk poet, der med segmentet Cut for første gang forsøger sig i gysergenren, efter at have leveret et genrefusionerende mesterværk med Oldboy, og mindre, men ikke ubetydelige værker som Sympathy for Mr. Vengeance og Lady Vengeance (alle del i Parks hævntrilogi). Park indleder sin del med en metafilmisk og i sandhed virtuos kameratur, der ville efterlade selveste David Fincher i ren benovelse. Park fortæller om en gennemgående integritetsfyldt filminstruktør, der kidnappes af en psykopatisk statist, der trækker instruktøren og hans kone ind i et uforudsigeligt og ransagende torturspil. Cut er sindrigt konstrueret, og Park filosoferer dybdegående om fiktionens desillusionerende lag, der, med slutningens kryptiske twist, ikke leverer nogle nemme svar. Cut har psykologisk substans og en stor portion sort humor, hvilket, med filmens visuelle vitalitet, gør den til Three Extremes superior og mest uafrystelige indslag.

Sidste del er af begået af den produktive og alsidige Takashi Miike, der i danske sammenhænge mest er kendt for den kontroversielle Ichi the Killer og den notoriske kultfilm Audition. Miike er grænseoverskridende og ofte fascineret af tabubelagte og semi-sadistiske tematikker, men med Box leverer han en mere humanistisk skildring af begrebet samvittighedskvaler, uden at der dog skottes på hverken skræmmende stemning eller aparte scenariums. Miike eksperimenterer indadvendt med Box, der har sine momenter af sanselig filmkunst, men som også ultimativt er anstrengende og ganske udbyttefattig.

De tre novellefilm i Three Extremes er tematisk og filmisk distingverende, men selvom resultatet af dens summer ikke er vitterlig imponerende og kvaliteten svingende, så kan Three Extremes anbefales, især på grund af Parks ekskvisitte kapitel.