It's A Bird, It's A Plane, It's Not Super At All
1.0
Ideen med en jaloux superheltinde (Thurman), der chikanerer sin ekskæreste (Wilson) er måske ikke nogen vægtig tanke i kunstnerisk forstand, men den kunne være blevet rigtig skæg, hvis man havde haft modet og interessen til at lave en bidende sarkastisk superhelte og kærlighedskomedie-parodi.
Med Reitman som instruktør, aner man nu ærligt at det næppe er i den retning filmen har været tænkt, og ganske rigtigt.
Det er i stedet blevet til en poppet og delvist familiær romantisk komedie, hvor de fleste af ideerne præsenteres som bovlamme amatøragtige indfald, hvor man fornemmer at ingen helt har anet hvad man skulle stille op med dem. Var det ikke på grund af filmens overraskende fine effekter og en Thurman i den kvindelige hovedrolle, så kunne man ærligt have troet at her var tale om et hurtigt og billigt produceret Tv-produktion, for den minder om noget ingen rigtigt har gidet gøre for meget ud af, når vi snakker indhold.
I hvert fald er både replikker, skuespil, påfund og udnyttelsen af historiens muligheder ekstremt ringe og trods et ikke helt dårligt tempo, så er filmen det meste af tiden gabende kedelig og indimellem fornærmende stupid. Til skuespillernes forsvar skal det siges at Thurman kæmper med en rolle, der ikke virker gennemtænkt og Luke Wilson, hvis minimale komiske talent og charme ikke kan måle sig med sin brors Owen, kæmper med noget man dårligt kan kalde en rolle.
Reitman har aldrig lavet nogen store film, artistisk set, men film som ”Stripes”, ”Ghost Busters” og ”Twins” har da i det mindste været underholdende. Her rammer han blot bunden i mere eller mindre samme grad som han gjorde det med de forfærdelige ”Junior” og ”Father’s Day”.
Med Reitman som instruktør, aner man nu ærligt at det næppe er i den retning filmen har været tænkt, og ganske rigtigt.
Det er i stedet blevet til en poppet og delvist familiær romantisk komedie, hvor de fleste af ideerne præsenteres som bovlamme amatøragtige indfald, hvor man fornemmer at ingen helt har anet hvad man skulle stille op med dem. Var det ikke på grund af filmens overraskende fine effekter og en Thurman i den kvindelige hovedrolle, så kunne man ærligt have troet at her var tale om et hurtigt og billigt produceret Tv-produktion, for den minder om noget ingen rigtigt har gidet gøre for meget ud af, når vi snakker indhold.
I hvert fald er både replikker, skuespil, påfund og udnyttelsen af historiens muligheder ekstremt ringe og trods et ikke helt dårligt tempo, så er filmen det meste af tiden gabende kedelig og indimellem fornærmende stupid. Til skuespillernes forsvar skal det siges at Thurman kæmper med en rolle, der ikke virker gennemtænkt og Luke Wilson, hvis minimale komiske talent og charme ikke kan måle sig med sin brors Owen, kæmper med noget man dårligt kan kalde en rolle.
Reitman har aldrig lavet nogen store film, artistisk set, men film som ”Stripes”, ”Ghost Busters” og ”Twins” har da i det mindste været underholdende. Her rammer han blot bunden i mere eller mindre samme grad som han gjorde det med de forfærdelige ”Junior” og ”Father’s Day”.
15/03-2007
