Når genrekonventionerne vendes på hovedet

4.0
Hard Candy er en anderledes, ond og god lille terrorthriller, hvor den jagende bliver den jagede og genrekonventionerne vendes på hovedet.

Den 14 årige Hayley lokker den noget ældre fotograf Jeff til et møde via et chatroom. Om Jeff virkelig er pædofil står efter filmen lidt hen i det uvisse, men han får som pædofile har fortjent det i den lettere sindsyge Hayleys hænder. Den uskyldige leverer den mentale og fysiske tortur, mens den normalt jagende må lægge krop til.

David Slade har lavet et glimrende fortællermæssigt kneb ved at vende diskussionen om pædofili på hovedet. Men det er ikke entydigt på hovedet, idet man flere gange undervejs i filmen har skiftende sympati med de to hovedpersoner. Er Jeff virkelig pædofil og får som fortjent? Er han (næsten) uskyldig, og er Harley blot en sindsforvirret sadomasokistisk pige uden lys i pæren?

Filmen er både ond og ubehagelig, men det holdes hele tiden på et niveau, så realismen i filmen bevares. Til gengæld er 100 min. lige i overkanten til en så simpel historie, således at det føles som om, at den er mindst en halv time længere. Der er for mange af scenerne, der minder om hinanden og får megen snak, der virker uvedkommen for historiens fremdrift.

Men de negative elementer er småting i forhold til Hard Candys forsøg på at forny genren. Det er en modig historie at fortælle og den er langt hen af vejen rigtig spændende. I øvrigt skal både Patrick Wilson og især Ellen Page roses for nogle fremragende skuespillerpræstationer.

For undertegnet mangler der dog lige det sidste for, at den for alvor kommer op og ringe. En god og anderledes thriller, som nærmer sig horrorland, men fornuftigt ikke tager skridtet fuldt ud.
Hard Candy