Familiepicnic i rummet
3.0
"Lost In Space" eksploderer i et smukt stjerneskud af effekter, skuespil og underholdning, for derefter at blive overskygget af sin egen teknologi og moralske pegefinger. Effekterne og underholdningen er klart til fire øjne, men kampen for at gøre den familievenlig trækker den ned på tre.
Det er nemt nok at komme på afveje, når kun 2% af universet er kortlagt, og man leder efter en planet med navnet Alpha Prime. Selv i år 2058 er der ikke vejvisere i rummet. Familien Robinson, ledet af rumprofessorerne John (William Hurt) og Maureen (Mimi Rogers), har en mission, der er et lille skridt for dem, men et stort skridt for menneskeheden. Jorden er nemlig ved at løbe tør for ressourcer, og mennesket vil inden længe uddø, hvis ikke rummets uudforskede kontinenter tages i besiddelse. Det er deres opgave at lege intergalaktiske nybyggere. Men superskurken og oprørslederen Dr. Zachary Smith (Gary Oldman) sniger sig ombord på luksusrumskibet Jupiter 2 for at sabotere familierobotten og dermed hele familieudflugten.
Sci-fi i hi-fi
"Lost In Space" er nu ikke særlig original, men det gør intet, for filmen er en fed mutation af det store amerikanske science-fictionunivers: musik og forfølgelsesscener fra "Stjernekrigen", kostumer (bare i sort) fra "Star Trek", en krydsning mellem monstret i "Alien" og ruminsekterne fra "Starship Troopers" og så lige en enkelt robot fra "Det Femte Element". Den er baseret på en amerikansk tv-serie af samme navn fra 60'erne. Der er dog ikke meget tilbage af 60'ernes papkulisser fra tv-serien, for med 90 millioner dollars, Jim Henson's Creature Shop og små 750 effekter, er "Lost In Space" virkelig blevet forvandlet til alletiders rutchebanetur i rummet.
Fortabt i rollen
Originaliteten kommer mere i form af de to excentriske skuespillere William Hurt og Gary Oldman, hvor sidstnævnte gentager succesen fra "Det Femte Element", mens førstnævnte kaster sig ud i en mere dyb filosofisk fortolkning af rollen. Sammensætningen af skuespillerne gør filmen interessant, dels fordi Gary Oldman, som altid, er supersej som skurk, og dels fordi William Hurt ikke tidligere har medvirket i en science fiction-film. Lacey Chabert og Matt LeBlanc er begge kendt fra tv ("Vi bli'r i familien" og "Venner"), og tiltrækker derfor det yngre tv-publikum, men ligger desværre for tæt op ad deres roller på den lille skærm.
Kærlighedens tyngdekraft
I en nutid, hvor få forældre har tid til deres børn pga. af arbejde, hvor miljøet forurenes og naturen ødelægges, og hvor teknologi og maskiner fungerer som livsvigtige organer i samfundet, er det klart at "Lost In Space" har et underliggende budskab. Det umiddelbare er nemlig svært at overse: at indtjene så mange penge som muligt. Men selv ussel Mammon kan have et hjerte af guld. Det er familien, der er den vigtige, og hvis ikke de forskellige Robinsoner kan redde den, hvordan skal de så kunne redde hele menneskeheden? Med masser af strygermusik, en kær gul rumabe med store våde øjne og moralen bøjet i neon, har amerikanerne endnu engang givet deres bud på hvilke værdier menneskeheden bør bevare. Kernefamilien, kærligheden og koloniseringen. Cirka.
Det er nemt nok at komme på afveje, når kun 2% af universet er kortlagt, og man leder efter en planet med navnet Alpha Prime. Selv i år 2058 er der ikke vejvisere i rummet. Familien Robinson, ledet af rumprofessorerne John (William Hurt) og Maureen (Mimi Rogers), har en mission, der er et lille skridt for dem, men et stort skridt for menneskeheden. Jorden er nemlig ved at løbe tør for ressourcer, og mennesket vil inden længe uddø, hvis ikke rummets uudforskede kontinenter tages i besiddelse. Det er deres opgave at lege intergalaktiske nybyggere. Men superskurken og oprørslederen Dr. Zachary Smith (Gary Oldman) sniger sig ombord på luksusrumskibet Jupiter 2 for at sabotere familierobotten og dermed hele familieudflugten.
Sci-fi i hi-fi
"Lost In Space" er nu ikke særlig original, men det gør intet, for filmen er en fed mutation af det store amerikanske science-fictionunivers: musik og forfølgelsesscener fra "Stjernekrigen", kostumer (bare i sort) fra "Star Trek", en krydsning mellem monstret i "Alien" og ruminsekterne fra "Starship Troopers" og så lige en enkelt robot fra "Det Femte Element". Den er baseret på en amerikansk tv-serie af samme navn fra 60'erne. Der er dog ikke meget tilbage af 60'ernes papkulisser fra tv-serien, for med 90 millioner dollars, Jim Henson's Creature Shop og små 750 effekter, er "Lost In Space" virkelig blevet forvandlet til alletiders rutchebanetur i rummet.
Fortabt i rollen
Originaliteten kommer mere i form af de to excentriske skuespillere William Hurt og Gary Oldman, hvor sidstnævnte gentager succesen fra "Det Femte Element", mens førstnævnte kaster sig ud i en mere dyb filosofisk fortolkning af rollen. Sammensætningen af skuespillerne gør filmen interessant, dels fordi Gary Oldman, som altid, er supersej som skurk, og dels fordi William Hurt ikke tidligere har medvirket i en science fiction-film. Lacey Chabert og Matt LeBlanc er begge kendt fra tv ("Vi bli'r i familien" og "Venner"), og tiltrækker derfor det yngre tv-publikum, men ligger desværre for tæt op ad deres roller på den lille skærm.
Kærlighedens tyngdekraft
I en nutid, hvor få forældre har tid til deres børn pga. af arbejde, hvor miljøet forurenes og naturen ødelægges, og hvor teknologi og maskiner fungerer som livsvigtige organer i samfundet, er det klart at "Lost In Space" har et underliggende budskab. Det umiddelbare er nemlig svært at overse: at indtjene så mange penge som muligt. Men selv ussel Mammon kan have et hjerte af guld. Det er familien, der er den vigtige, og hvis ikke de forskellige Robinsoner kan redde den, hvordan skal de så kunne redde hele menneskeheden? Med masser af strygermusik, en kær gul rumabe med store våde øjne og moralen bøjet i neon, har amerikanerne endnu engang givet deres bud på hvilke værdier menneskeheden bør bevare. Kernefamilien, kærligheden og koloniseringen. Cirka.
19/11-2018
