Stiksårets vise
6.0
Flydende heroin i opkog. Amfetaminpiller der drysses i munden. En pupil som på et split sekund fordobler sin størrelse. Disse er blot få ud af mange indtryk, der i ekstreme nærbilleder leverer sine hovedpersoners misbrugs- og afhængighedskvaler som kulrede billedeksplosioner i Darren Aronofskys "Requiem for a Dream". Billeder der sætter sanserne på overarbejde, ved prøvelsen i at takle en af de mest udtryksfulde, forstyrrende og overvældende oplevelser, filmverdenen endnu har budt på.
Filmen starter dog ganske pænt med ordet "Summer" på skærmen og præsenterer os for en solrig dag i udkanten af Manhattan. I sin lejlighed nyder fjernsynsnarkomanen Sara en bakke chokolade til sit yndlings Tv-program, mens hendes søn, Harry, nyder livet sammen med kæresten Marion. Begge er heftige stofmisbrugere, men synes at leve let og ligetil. Og herfra går det så stille og roligt ned ad bakke. Sara bliver, efter at have fået besked om at hun skal i fjernsynet, fuldkommen manisk opsat på at tabe vægt og dermed passe en kjole fra sine yngre dage. I sine bestræbelser ender hun på en fatal amfetaminkur, der i takt med at få kjolen til at side mere og mere klædeligt, øger hendes sygdom i alle henseender.
Som årstiderne skifter og Aronofsky præger sin film med flere forvrængede grimasser, daler "Requiem for a Dream" lidt længere ned i smertehelvedet og fører sine hovedpersoner mod bristepunktet. Ud over Saras sygelige vanedannelse, skildres Harry og Marion, både gennem det individuelle og kærlighedsforholdet mellem dem, så smukt og samtidig gennemført ubarmhjertigt, at det på mig sendte kuldegysninger gennem kroppen. Ikke mindst da Marion, (usigelig stærkt fremført af den smukke Jennifer Connelly) i en af filmens mest væmmelige og rystende scener, dyrker gruppesex til en lummer privatfest i en indringet rundkreds af svedige, heppende og hujende mænd, der i kor råber "Cum, cum, cum!". Alt dette i hendes desperate ønske om endnu et fix.
Mens vores hovedpersoners knugende og kulsorte tilværelse munder ud i de afskyelige ekstremer, er hver og en af dem fra første til sidste færd præget af fremragende skuespillerkræfter. Mest markant står Ellen Burstyn som Sara med en præstation bestående af det mest gyselige, sørgmodige og bogstavelig talt tænderskærende portræt af et menneske i fordærv, jeg mindes at have set på film. "Requiem for a Dream" består først og fremmest af sin menneskelige smerte og kraft, men også i høj grad af Aronofskys benyttelse af filmtekniske stilarter. Hans syreinficerede billeder, overrumplende klipning og valg af musik, med alt fra små enkle melodier til skingre og skarpe konstante lyde, giver alle en hel unik virkning på følelser og sanser.
Der er knap nok så meget som sprækker af lys og realiserede ønsker i denne fuldkommen mørke film. Der er masser af håb, men aldrig forløsning. Selvom ”Requiem for a Dream” er konsekvent nådesløs, efterlader den sig et uudsletteligt spor og efter at have set filmen to gange efter hinanden, føles den som et stiksår man af uforklarlige årsager ikke kan lade være med at fixe i på ny. Det gør ondt og ser herrens ud, men fremskynder alligevel en uforlignelig følelse.
Filmen starter dog ganske pænt med ordet "Summer" på skærmen og præsenterer os for en solrig dag i udkanten af Manhattan. I sin lejlighed nyder fjernsynsnarkomanen Sara en bakke chokolade til sit yndlings Tv-program, mens hendes søn, Harry, nyder livet sammen med kæresten Marion. Begge er heftige stofmisbrugere, men synes at leve let og ligetil. Og herfra går det så stille og roligt ned ad bakke. Sara bliver, efter at have fået besked om at hun skal i fjernsynet, fuldkommen manisk opsat på at tabe vægt og dermed passe en kjole fra sine yngre dage. I sine bestræbelser ender hun på en fatal amfetaminkur, der i takt med at få kjolen til at side mere og mere klædeligt, øger hendes sygdom i alle henseender.
Som årstiderne skifter og Aronofsky præger sin film med flere forvrængede grimasser, daler "Requiem for a Dream" lidt længere ned i smertehelvedet og fører sine hovedpersoner mod bristepunktet. Ud over Saras sygelige vanedannelse, skildres Harry og Marion, både gennem det individuelle og kærlighedsforholdet mellem dem, så smukt og samtidig gennemført ubarmhjertigt, at det på mig sendte kuldegysninger gennem kroppen. Ikke mindst da Marion, (usigelig stærkt fremført af den smukke Jennifer Connelly) i en af filmens mest væmmelige og rystende scener, dyrker gruppesex til en lummer privatfest i en indringet rundkreds af svedige, heppende og hujende mænd, der i kor råber "Cum, cum, cum!". Alt dette i hendes desperate ønske om endnu et fix.
Mens vores hovedpersoners knugende og kulsorte tilværelse munder ud i de afskyelige ekstremer, er hver og en af dem fra første til sidste færd præget af fremragende skuespillerkræfter. Mest markant står Ellen Burstyn som Sara med en præstation bestående af det mest gyselige, sørgmodige og bogstavelig talt tænderskærende portræt af et menneske i fordærv, jeg mindes at have set på film. "Requiem for a Dream" består først og fremmest af sin menneskelige smerte og kraft, men også i høj grad af Aronofskys benyttelse af filmtekniske stilarter. Hans syreinficerede billeder, overrumplende klipning og valg af musik, med alt fra små enkle melodier til skingre og skarpe konstante lyde, giver alle en hel unik virkning på følelser og sanser.
Der er knap nok så meget som sprækker af lys og realiserede ønsker i denne fuldkommen mørke film. Der er masser af håb, men aldrig forløsning. Selvom ”Requiem for a Dream” er konsekvent nådesløs, efterlader den sig et uudsletteligt spor og efter at have set filmen to gange efter hinanden, føles den som et stiksår man af uforklarlige årsager ikke kan lade være med at fixe i på ny. Det gør ondt og ser herrens ud, men fremskynder alligevel en uforlignelig følelse.
17/03-2007
