I den dybe jungle

Platoon er en film, der prøver at ramme og vise den gru og galskab, krigen kan medføre hos mange mennesker.
Den vil gerne ind til kernen, og efterlade os påvirkede.
Men til trods for, at en stor del af filmen er Oliver Stone's personlige oplevelser fra Vietnam, så når den aldrig helt ind, til der hvor vi bliver forfærdede for reel.
Bortset fra dét, er Platoon en meget flot, intens og underholdende film, som har en meget fortjent klassiker-status.

Vi følger en amerikansk "Platoon", som jo længere de kommer ind i den vietnamesiske jungles fare, bliver splittet.
Soldaterne begynder langsomt, at vende sig imod hinanden, i stedet for fjenden, alt på grund af det psykiske pres fra omgivelserne omkring dem.

Nogle af grundene til at Platoon ikke helt slår sig selv fast, er for det første, det meget ringe skuespil, fra en del af birollerne, dét træker virkelig ned, selvfølgelig er det ikke alle, Willem Dafoe, Tom Berenger og få af de andre gør det fint, men kun førstnævnte syntes jeg stråler igennem, hvor for eksempel Charlie Sheen ikke er særlig fantastisk, et helt forkert valg til rollen mener jeg, han er fin når det er afdempet, men når der kræves lidt mere, går det galt.
En anden grund, kunne være det knap så imponerende manus, dialogen er ikke noget særligt at snakke om.
Den tredje og sidste grund, er den for korte spilletid.

De grunde til at filmen så fungere på andre punkter, er for eksempel, den meget høje underholdningsværdi, de flotte effekter, plus den meget fine musik, som gik rent ind hos mig.
Nogle af scenerne er også meget stærke, for eksempel den første natscene, hvor man virkelig mærker panikken svulme op i Charlie Sheen.

Men Platoon er i sin helhed, en god og meget underholdende film, men desværre ikke helt så gruopvækkende, som jeg gerne havde set.