Potens I Højeste Gear

Der er dømt morsom kitsch og smagløs actionunderholdning, når den gamle Marvel tegneserie (som jeg læste med stor fornøjelse som barn!) om spøgelsesrytteren Johnny Blaze (Cage), blæser hen over lærredet, hvor han med ild i sit kranie og med sin flammende motorcykel som potensforlænger, bekæmper mørkets kræfter.

Med sådant et latterligt debilt udgangspunkt er det sikkert en god ide at have lagt de finere filmfornemmelser bag sig, hvis man skal kunne grine med og føle sig godt underholdt af en sådan film. Godt underholdt bliver man nemlig i M. S. Johnson’s ujævne instruktion, der mere bevidst end da han lavede ”Daredevil”, spiller på at det her skal være tegneserieagtigt tarveligt. Det er indrømmet ikke altid af de rigtige årsager man fornøjes, men sine steder er det med garanti også bevidst vulgært og fladpandet. Når Ghost Rider til tonerne af en pumpet ”Ghost Riders In The Sky” (hvad ellers!) sammen med en ældre spøgelsesrytter, drøner derudaf, så det er altså fucking cool og bragende morsomt og det ligner et meget bevidst valg, hvad enten man så finder morskab i den slags eller ej (jeg gjorde!).

Handlingen er naturligvis noget værre nonsens, hvor motorcykle-stjernen Johnny Blaze som ung har solgt sin sjæl til djævelen, for at redde et mennesker der stod ham nært. Han har derfor fået overnaturlige evner, som han vælger at bruge til at kæmpe imod Satans egen yngel, der selvfølgelig vil underlæge sig al magt på jorden. Mere klichefyldt og åndet bliver det næppe, men det er campy og al sammen bare sjovt. Også de sparsomme enfoldige replikker, der skal gøre vore helt så sej og rå, er værd at grine af.

Jeg kunne have ønsket mig, at der var lidt mere dramatik i filmens actionscener, som der et par steder næsten også er for langt imellem. Men ellers holdes der et godt tempo. Effekterne er sine steder gode, kunne være bedre, men de holder til resten af konceptet.

Cage er herligt overspillende i hovedrollen, hvor han får givet sin kursoriske superhelt en morsom kant af noget grænsesøgende. Mendes er tilpas sexet som hun skal være, og så er det skønt at se den bedagede Peter Fonda i en skæg reference til ”Easy Rider”, give den som Satan selv. Gamle Sam Elliott dukker også op i en vigtig lille rolle og han er , som han altid har været, cool ud over alle grænser.

Det er så skørt at det næsten er kult-værdigt. Jeg kunne dog ikke lade være med at tænke på, da jeg så filmen , at hvad kunne en Tarantino dog ikke have fået ud af dette. Der er scener som kunne minde om noget han kunne have begået. Han havde sikkert blot løftet det ukultiverede udgangspunkt op til højere filmkunst. På godt og ondt, så er ”Ghost Rider” nemlig absolut ikke stor filmkunst. Men hvad så, jeg følte mig så superunderholdt at jeg er fristet til at give den en hel stjerne mere, men det ville ærligt nok ikke holde, så den må nøjes med de tre.