når selskabet løfter filmen
3.0
Mine forventninger til filmatiseringen af den lettere obskure Marvel-tegneserie Ghost Rider var af umådelig berettiget grunde bundlave. Den kommercielle idé havde længe floreret rundt i Hollywoods pengemaskine, men intet tilfredsstillende resultat realiserbart på grund af et lav kvalitetsniveau, indtil den filmisk ekstremt tvivlsomme tegneseriefanatiker Mark Steven Johnson blev fastsat projektet, der allerede havde Nicolas Cage som dedikeret hovedrolleindehaver. Johnsons forrige film var ligeledes en Marvel-filmatisering, nemlig det rodede makværk Daredevil, hvis tilstedeværende potentiale blev tabt på gulvet via Johnsons manglende talent og komplet fraværende filmisk indsigt og finesse for håndterbar tåbeligheder. Efter at have overværet hans engagerede, men ligeledes dubiøse iscenesættelse af Ghost Rider, blev mine forventninger dog videreført til en positiv overraskelse. Ikke fordi Johnson visualiserer filmen med kompetence, men simpelthen fordi slutresultatet er så himmelråbende camp og absurd, at det er komisk underholdende.
Mytologien bag den famøse Marvel-helt er noget diabolsk nonsens, der er svært at tage seriøst, hvilket Johnson dog gør med en storslået højtidelighed og uden skyggen af selvbevidst ironi. Introduktionen lægger filmens stil an, hvor der kompenseres for manglende logik gennem en virkemiddelmæssig overeksponering for at bibeholde en ærefuld loyalitet overfor materialet. Johnson kan ikke håndtere den løsslupne handlingsfremdrift i filmens begyndelse, hvor tematikkerne med, at livet giver én en ny chance og at man ikke skal lade sig styre af sin frygt, præsenteres firkantet og infantil udpenslet. Når en overraskende morsom og velspillende Nicolas Cage dog gør sin entre, så kommer der mere fart og spænding over feltet, og Cages svingende seriøsitet og uhøjtidelighed bibringer filmen en nødvendig portion aparte komik, hvilket gør, at man som tilskuer sluger den groteske og bundforudsigelige fortælling. Cage er en erklæret Ghost Rider fan, og de mange bekymrede tilhængere af tegneserien kan bero dem selv med, at Cage hverken håner eller overspiller den heroiske djævel. Som helvedes formand selv har man med et underfundigt blik i øjet valgt motorcykelikoniske Peter Fonda (Easy Rider, der behøves vist ikke siges mere), der kører den latterlige rolle hjem på karismaen. Den unge og talentfulde Wes Bentley er til gengæld skrækkelig som Ghost Riders uavancerende og kedelige skurk, hvor det endegyldige klimaks mellem disse ligeledes er uophidsende og triviel. Den sexede Eva Mendes udfylder den obligatoriske kærlighedsrolle med det manglende talent, som hun nu besidder, og sidehistorien med hende som Ghost Riders humanistiske frelser er romantiske og patetiske banaliteter af den mest kedsommelige slags.
Ghost Rider er en storstilet popcornsindtagende blockbuster, der kompenserer for manglende intelligens med en poppet og effektbaseret visuel side, der muligvis ikke bringer noget nyt på banen, men underholdende er desto mindre at overvære. Den retfærdighedskæmpende djævlerytter er tegneserieagtigt animeret med kunstige effekter, der dog fungerer overbevisende indenfor filmens egne rammer. De forsikrede actionscener er fedtfattige og ikke synderlig spændende, så filmen lever på de momenter, hvor absurditeterne fuldstændig tager overhånd (eksempelvis motorcykeltransformationen og de to nutidslevende djævlerytters hastige og uniferede march), og man som publikum morer sig kosteligt. Underholdningen er mere end ofte nok uintentionel, men den er dog stadig til stede. Johnson har med Ghost Rider leveret en middelmådig popcornsfilm, der gennem sin selvleverende groteskhed nok skal opnå kategoriseringen kultfilm på den ene eller anden måde. Personligt kunne jeg lægge den mere forfinede filmsmag til side og bare underholdes uforpligtende af et morsomt samlebåndsprodukt på godt og ondt.
(Thomas, min ven. Tusind tak for en fantastisk weekend i Odense, der besidder nogle af de mest attraktive piger, som mine øjne længe har haft den velsignede ære af at beskue. Glæder mig til at overvære den uundgåelige fortsættelse til denne film sammen med dig, og der er billetten på min regning)
Mytologien bag den famøse Marvel-helt er noget diabolsk nonsens, der er svært at tage seriøst, hvilket Johnson dog gør med en storslået højtidelighed og uden skyggen af selvbevidst ironi. Introduktionen lægger filmens stil an, hvor der kompenseres for manglende logik gennem en virkemiddelmæssig overeksponering for at bibeholde en ærefuld loyalitet overfor materialet. Johnson kan ikke håndtere den løsslupne handlingsfremdrift i filmens begyndelse, hvor tematikkerne med, at livet giver én en ny chance og at man ikke skal lade sig styre af sin frygt, præsenteres firkantet og infantil udpenslet. Når en overraskende morsom og velspillende Nicolas Cage dog gør sin entre, så kommer der mere fart og spænding over feltet, og Cages svingende seriøsitet og uhøjtidelighed bibringer filmen en nødvendig portion aparte komik, hvilket gør, at man som tilskuer sluger den groteske og bundforudsigelige fortælling. Cage er en erklæret Ghost Rider fan, og de mange bekymrede tilhængere af tegneserien kan bero dem selv med, at Cage hverken håner eller overspiller den heroiske djævel. Som helvedes formand selv har man med et underfundigt blik i øjet valgt motorcykelikoniske Peter Fonda (Easy Rider, der behøves vist ikke siges mere), der kører den latterlige rolle hjem på karismaen. Den unge og talentfulde Wes Bentley er til gengæld skrækkelig som Ghost Riders uavancerende og kedelige skurk, hvor det endegyldige klimaks mellem disse ligeledes er uophidsende og triviel. Den sexede Eva Mendes udfylder den obligatoriske kærlighedsrolle med det manglende talent, som hun nu besidder, og sidehistorien med hende som Ghost Riders humanistiske frelser er romantiske og patetiske banaliteter af den mest kedsommelige slags.
Ghost Rider er en storstilet popcornsindtagende blockbuster, der kompenserer for manglende intelligens med en poppet og effektbaseret visuel side, der muligvis ikke bringer noget nyt på banen, men underholdende er desto mindre at overvære. Den retfærdighedskæmpende djævlerytter er tegneserieagtigt animeret med kunstige effekter, der dog fungerer overbevisende indenfor filmens egne rammer. De forsikrede actionscener er fedtfattige og ikke synderlig spændende, så filmen lever på de momenter, hvor absurditeterne fuldstændig tager overhånd (eksempelvis motorcykeltransformationen og de to nutidslevende djævlerytters hastige og uniferede march), og man som publikum morer sig kosteligt. Underholdningen er mere end ofte nok uintentionel, men den er dog stadig til stede. Johnson har med Ghost Rider leveret en middelmådig popcornsfilm, der gennem sin selvleverende groteskhed nok skal opnå kategoriseringen kultfilm på den ene eller anden måde. Personligt kunne jeg lægge den mere forfinede filmsmag til side og bare underholdes uforpligtende af et morsomt samlebåndsprodukt på godt og ondt.
(Thomas, min ven. Tusind tak for en fantastisk weekend i Odense, der besidder nogle af de mest attraktive piger, som mine øjne længe har haft den velsignede ære af at beskue. Glæder mig til at overvære den uundgåelige fortsættelse til denne film sammen med dig, og der er billetten på min regning)
19/03-2007
