Teenagetiden er ikke for børn
4.0
Jeg kan ikke påstå, at jeg ved meget om at være pige i gymnasiet i dagens Danmark, men det ser ud til, at denne institution i det danske uddannelsessystem har bevæget så noget opad på en skala fra hyggeligt fristed til barsk krigszone, siden jeg forlod den for snart ti år siden. I hvert fald hvis man skal tro det glimrende og til tider gribende protræt Christian E. Christiansen maler af en lille flok piger i den svære teenageralder i sin film Råzone.
Filmen er en barsk fortælling om venskaber der brydes og venskaber der opstår, om kærlighed og sorg, om svigt og omsorg. Det er en film om at turde stå på egne ben i en verden fyldt med gruppepres og dybest set en film om noget af det mest essentielle her i livet, nemlig at finde sig selv.
Christian E. Christiansen fortæller, for mig at se, langt hen af vejen en troværdig historie om, hvorledes ganske små ting kan få katastrofale følger, hvordan små ting kan smadre et langt venskab og skabe vrede og had. Filmens fokus er på en firbande af piger, som ikke er guds bedste børn, men som har det godt i hinandens selskab. Pga. en mindre misforståelse fryses filmens hovedperson Christina ude af resten af gruppen, ikke mindst af gruppens leder Cecilie. Det er starten på en ond spiral, hvor igennem vi som publikum får et indblik i livet som hårdprøvet ung kvinde/pige med alt, hvad det indebærer af venner og fjender, kærester og uforstående forældre.
Troværdigheden er høj indtil filmens sidste kvarter, hvor det kapper lidt over. Her går filmen fra at kunne handle om hvem som helst til kun at kunne handle om ganske få i den danske ungdom. Det ødelægger dog ikke oplevelsen af den bedste danske ungdoms film igennem længere tid. Klart bedre end den nært beslægtede Bagland og flere niveauer over film som To ryk og en aflevering, og Anja og Victor filmene.
Alle skuespillere gør det glimrende og specielt Laura Christensen imponerer ved både at være stærk og sårbar med stor troværdighed.
Der kan godt peges flere små fingre af filmen, men det vil næsten være synd, når nu forsøget på et realistisk nutidig dansk ungdomsfilm er blevet så forholdsvis vellykket. Jeg er måske ikke i filmens typiske målgruppe og alligevel blev jeg revet med af filmens budskaber og historie. Et stort velfortjent 4-tal fra en som trods stadig kan huske, hvorledes det var at være teenager.
Filmen er en barsk fortælling om venskaber der brydes og venskaber der opstår, om kærlighed og sorg, om svigt og omsorg. Det er en film om at turde stå på egne ben i en verden fyldt med gruppepres og dybest set en film om noget af det mest essentielle her i livet, nemlig at finde sig selv.
Christian E. Christiansen fortæller, for mig at se, langt hen af vejen en troværdig historie om, hvorledes ganske små ting kan få katastrofale følger, hvordan små ting kan smadre et langt venskab og skabe vrede og had. Filmens fokus er på en firbande af piger, som ikke er guds bedste børn, men som har det godt i hinandens selskab. Pga. en mindre misforståelse fryses filmens hovedperson Christina ude af resten af gruppen, ikke mindst af gruppens leder Cecilie. Det er starten på en ond spiral, hvor igennem vi som publikum får et indblik i livet som hårdprøvet ung kvinde/pige med alt, hvad det indebærer af venner og fjender, kærester og uforstående forældre.
Troværdigheden er høj indtil filmens sidste kvarter, hvor det kapper lidt over. Her går filmen fra at kunne handle om hvem som helst til kun at kunne handle om ganske få i den danske ungdom. Det ødelægger dog ikke oplevelsen af den bedste danske ungdoms film igennem længere tid. Klart bedre end den nært beslægtede Bagland og flere niveauer over film som To ryk og en aflevering, og Anja og Victor filmene.
Alle skuespillere gør det glimrende og specielt Laura Christensen imponerer ved både at være stærk og sårbar med stor troværdighed.
Der kan godt peges flere små fingre af filmen, men det vil næsten være synd, når nu forsøget på et realistisk nutidig dansk ungdomsfilm er blevet så forholdsvis vellykket. Jeg er måske ikke i filmens typiske målgruppe og alligevel blev jeg revet med af filmens budskaber og historie. Et stort velfortjent 4-tal fra en som trods stadig kan huske, hvorledes det var at være teenager.
19/03-2007
