Stiv pik og håret tilbage
3.0
"Boogie Nights" er en film om 70'ernes overfladiske pornobranche. Den er befolket med troværdige personer, godt skuespil, fed musik og én enormt stor pik. Til gengæld er historien en smule tynd.
Det er ikke noget nyt fænomen at se en film om hvordan den store dragende og økonomisk indbringende underholdningsindustri er bundrådden under den glamurøse overflade. Hollywood har mange gange igennem historien været under den satiriske kniv. Buster Keaton lavede "Kanonfotografen" helt tilbage i 1928 og i 50'erne kom mesterværkerne i Billy Wilders fantastiske "Sunset Boulevard" og Gene Kellys noget lettere, men stadigvæk holdbare "Singin' in the Rain". Robert Altmans "The Player" er den seneste af de helt store amerikanske film, som behandler sig selv ubarmhjertigt.
Sex som Robert Altman vil ha' det
Andre brancher har også måttet stå for skud: gangsterverdenen i "GoodFellas", militæret i "MASH", musikindustrien i "Nashville" og modebranchen i "Pret-a-porter". De sidste tre er alle af Robert Altman, og han er netop kendt for sin helt særegne måde at afdække det forløjede og overfladiske i snart sagt alle mulige brancher. Han er også kendt for sin specielle filmiske stil, hvor en masse menneskeskæbner bliver vævet ind i hinanden på en tilsyneladende løs og lidt fragmentarisk måde.
Grunden til at Altman bliver nævnt i forbindelse med den unge Paul Thomas Andersons "Boogie Nights" er, at den på samme måde som Altman skildrer et overfladisk og benhårdt underholdningsmiljø, nemlig pornofilmindustrien, og gør det på samme tilsyneladende fragmenterede måde som den gamle mester.
Og lad det være sagt med det samme: "Boogie Nights" er ikke lige så god som Altmans mesterværker "MASH", "Nashville" og "The Player", men kan sagtens måle sig med "Pret-a-porter" og "Kansas City". Og det er jo ikke så ringe endda - Anderson er nemlig kun 27 år gammel og har bare en kortfilm og en spillefilm bag sig. Og hvis han kan fortsætte med den samme tæft og behersker de filmiske og manuskriptmæssige værktøjer på samme måde fremover er der noget at vente fra hans hånd i de kommende år.
Det er ikke størrelsen...
"Boogie Nights" fortæller historien om den unge Eddie Adams (Mark Wahlberg) der er særdeles veludstyret og derfor bliver pornofilmbranchens største stjerne i slutningen af 70'erne. På det tidspunkt blev de kunstneriske uglesete, men meget populære film stadigvæk lavet på 35 mm og sat op i store biografer.
Det var før videoen gjorde sit indtog. Eddie bliver opdaget af producenten Jack Horner (Burt Reynolds), der øjne muligheder for at tjene endda rigtig mange penge på Eddies 13 tommer. Eddie skifter navn til Dirk Diggler og sammen med sit enorme lem og pigerne Rollergirl (Heather Graham) og Amber Waves (Julianne Moore), skaber han sig en indbringende karriere i en tid, hvor hans tissemand kun bliver overgået i længde af skjorteflipperne, det lange 70'er-nakkehår og cokebanerne på de små lommespejle.
I pornofilmbranchen er der nemlig altid gang i den - der er altid et poolparty eller et diskotek, hvor man kan kan dele en bane eller to for at klare tempoet og holde de kunstneriske frustrationer og uforløste drømme fra livet. For bag den glamurøse facade og de mange penge er Dirk, Jack, Rollergirl og Amber (plus alle de andre i og omkring miljøet) opsatte på at få noget andet og mere ud af deres liv.
De har hver deres drømme om enten kunstnerisk udvikling i branchen eller bare et jordnært ønske om et familieliv - ingen af dem har en almindelig familie, som støtter dem og de prøver så at bygge et sammenhold op omkring Jack Horners villa. Det lykkes ikke rigtigt - dertil er pornobranchen for hård rent økonomisk. Og da Dirk Diggler på et tidspunkt ikke mere kan leve op til branchens hårde krav pga. lidt for meget coke, prøver han at slå igennem på andre felter. Det får fatale følger for ham selv.
En hård branche
"Boogie Nights" er en nøgtern skildring af en hård branche, som er befolket med almindelige mennesker med almindelige drømme, fejl, stjernenykker og stolthed, men også håb og store altfavnende hjerter med evnen til at tilgive fejltrin, når det kommer til stykket. Derfor er "Boogie Nights" en fin film med nuancerede personer hvis reaktioner og tankegange er lette at genkende, selv om det trods alt er de færreste, der har været ude for pornofilmbranchens benhårde realiteter. Ud over at være realistisk i personskildringen er filmen ret sjov på de tidspunkter, hvor de snakker om sex og når man ser klip fra de film der bliver lavet. Den bliver sjælden lummer og det er pga. den fine og nuancerede personskildring.
Til gengæld er den Altmanske frangmenterede filmstil med til at give "Boogie Nights" et lidt løst præg, så det bliver svært at finde ud af hvad den egentlig vil. Vil den være morsom når de snakker om sex (det er set før; pornofilmene er fx selv meget selvironiske) eller vil den skildre et hårdt miljø med sølle eksistenser og tabte illusioner (det er også set før)? Filmen sætter sig i mellem to stole på begge indfaldsvinkler. Der er simpelt hen ikke nok interessant substans i selve handlingen i filmen. Men det er jo også det, der er problemet med Altmans svagere film - de er spændende på den måde hvordan de netop ikke fortæller en historie. Eller i bedste fald hvordan de fortæller noget, vi ved i forvejen. Og det er det "Boogie Nights" gør; fortæller os noget vi godt ved ligesom "Pret-a-porter" gør det. Nemlig historien om en forløjet og overfladisk verden, som ikke alle passer ind i. En historie om et miljø som alle ved er benhårdt, og hvor der ikke er plads til de svage.
Troværdige personer
"Boogie Nights" holder bare lidt bedre vand end i hvert fald "Pret-a-porter"; både fordi den er sjov og fordi skuespillet og personerne er mere vedkommende. Paul Thomas Anderson har tilsyneladende en evne til at skrive et manuskript med nogle hele personer. Plus tæft for at instruere dem, så de bliver troværdige. Julanne Moore vækker medfølelse som den moderlige Amber Waves med den ødelagte familie bag sig. Heather Graham er Rollergirl, der smider alt undtagen sine rulleskøjter, og det gør hun med overbevisning. Hun er en stakkel, som får en smule anerkendelse i en verden, hvor man skal kunne noget andet, end det man får at vide i skolen. Det hun kan, lærer man nemlig ikke i de skemalagte timer - allerhøjest i frikvarterne og til skolefesterne. Den unge Mark Wahlberg er ikke ligeså god som pigerne i rollen som Dirk Diggler; han er OK når han skal være drenget og charmerende, men når der skal lidt flere fascetter på den frustrerede Dirk, holder det ikke hele vejen. Og så får Burt Reynolds noget af et comeback som producenten Jack Horner - han blev Oscar-nomineret for rollen og mon han får en revival som John Travolta fik efter "Pulp Fiction"?
Derudover gennemsyres "Boogie Nights"-lydsporet af en masse sumpet disco, der oser langt væk af svedige kroppe og roterende underliv - det stinker af sex. Og alt i alt må man sige at filmen er værd at se, og det er hvert fald interessant at vente på Paul Thomas Andersons kommende film. For hvis han næste gang får fat i en ordentlig historie, så har han med "Boogie Nights" bevist at han kan skrue et originalt manuskript sammen og instruere sine skuespillere, så man tror på dem.
Det er ikke noget nyt fænomen at se en film om hvordan den store dragende og økonomisk indbringende underholdningsindustri er bundrådden under den glamurøse overflade. Hollywood har mange gange igennem historien været under den satiriske kniv. Buster Keaton lavede "Kanonfotografen" helt tilbage i 1928 og i 50'erne kom mesterværkerne i Billy Wilders fantastiske "Sunset Boulevard" og Gene Kellys noget lettere, men stadigvæk holdbare "Singin' in the Rain". Robert Altmans "The Player" er den seneste af de helt store amerikanske film, som behandler sig selv ubarmhjertigt.
Sex som Robert Altman vil ha' det
Andre brancher har også måttet stå for skud: gangsterverdenen i "GoodFellas", militæret i "MASH", musikindustrien i "Nashville" og modebranchen i "Pret-a-porter". De sidste tre er alle af Robert Altman, og han er netop kendt for sin helt særegne måde at afdække det forløjede og overfladiske i snart sagt alle mulige brancher. Han er også kendt for sin specielle filmiske stil, hvor en masse menneskeskæbner bliver vævet ind i hinanden på en tilsyneladende løs og lidt fragmentarisk måde.
Grunden til at Altman bliver nævnt i forbindelse med den unge Paul Thomas Andersons "Boogie Nights" er, at den på samme måde som Altman skildrer et overfladisk og benhårdt underholdningsmiljø, nemlig pornofilmindustrien, og gør det på samme tilsyneladende fragmenterede måde som den gamle mester.
Og lad det være sagt med det samme: "Boogie Nights" er ikke lige så god som Altmans mesterværker "MASH", "Nashville" og "The Player", men kan sagtens måle sig med "Pret-a-porter" og "Kansas City". Og det er jo ikke så ringe endda - Anderson er nemlig kun 27 år gammel og har bare en kortfilm og en spillefilm bag sig. Og hvis han kan fortsætte med den samme tæft og behersker de filmiske og manuskriptmæssige værktøjer på samme måde fremover er der noget at vente fra hans hånd i de kommende år.
Det er ikke størrelsen...
"Boogie Nights" fortæller historien om den unge Eddie Adams (Mark Wahlberg) der er særdeles veludstyret og derfor bliver pornofilmbranchens største stjerne i slutningen af 70'erne. På det tidspunkt blev de kunstneriske uglesete, men meget populære film stadigvæk lavet på 35 mm og sat op i store biografer.
Det var før videoen gjorde sit indtog. Eddie bliver opdaget af producenten Jack Horner (Burt Reynolds), der øjne muligheder for at tjene endda rigtig mange penge på Eddies 13 tommer. Eddie skifter navn til Dirk Diggler og sammen med sit enorme lem og pigerne Rollergirl (Heather Graham) og Amber Waves (Julianne Moore), skaber han sig en indbringende karriere i en tid, hvor hans tissemand kun bliver overgået i længde af skjorteflipperne, det lange 70'er-nakkehår og cokebanerne på de små lommespejle.
I pornofilmbranchen er der nemlig altid gang i den - der er altid et poolparty eller et diskotek, hvor man kan kan dele en bane eller to for at klare tempoet og holde de kunstneriske frustrationer og uforløste drømme fra livet. For bag den glamurøse facade og de mange penge er Dirk, Jack, Rollergirl og Amber (plus alle de andre i og omkring miljøet) opsatte på at få noget andet og mere ud af deres liv.
De har hver deres drømme om enten kunstnerisk udvikling i branchen eller bare et jordnært ønske om et familieliv - ingen af dem har en almindelig familie, som støtter dem og de prøver så at bygge et sammenhold op omkring Jack Horners villa. Det lykkes ikke rigtigt - dertil er pornobranchen for hård rent økonomisk. Og da Dirk Diggler på et tidspunkt ikke mere kan leve op til branchens hårde krav pga. lidt for meget coke, prøver han at slå igennem på andre felter. Det får fatale følger for ham selv.
En hård branche
"Boogie Nights" er en nøgtern skildring af en hård branche, som er befolket med almindelige mennesker med almindelige drømme, fejl, stjernenykker og stolthed, men også håb og store altfavnende hjerter med evnen til at tilgive fejltrin, når det kommer til stykket. Derfor er "Boogie Nights" en fin film med nuancerede personer hvis reaktioner og tankegange er lette at genkende, selv om det trods alt er de færreste, der har været ude for pornofilmbranchens benhårde realiteter. Ud over at være realistisk i personskildringen er filmen ret sjov på de tidspunkter, hvor de snakker om sex og når man ser klip fra de film der bliver lavet. Den bliver sjælden lummer og det er pga. den fine og nuancerede personskildring.
Til gengæld er den Altmanske frangmenterede filmstil med til at give "Boogie Nights" et lidt løst præg, så det bliver svært at finde ud af hvad den egentlig vil. Vil den være morsom når de snakker om sex (det er set før; pornofilmene er fx selv meget selvironiske) eller vil den skildre et hårdt miljø med sølle eksistenser og tabte illusioner (det er også set før)? Filmen sætter sig i mellem to stole på begge indfaldsvinkler. Der er simpelt hen ikke nok interessant substans i selve handlingen i filmen. Men det er jo også det, der er problemet med Altmans svagere film - de er spændende på den måde hvordan de netop ikke fortæller en historie. Eller i bedste fald hvordan de fortæller noget, vi ved i forvejen. Og det er det "Boogie Nights" gør; fortæller os noget vi godt ved ligesom "Pret-a-porter" gør det. Nemlig historien om en forløjet og overfladisk verden, som ikke alle passer ind i. En historie om et miljø som alle ved er benhårdt, og hvor der ikke er plads til de svage.
Troværdige personer
"Boogie Nights" holder bare lidt bedre vand end i hvert fald "Pret-a-porter"; både fordi den er sjov og fordi skuespillet og personerne er mere vedkommende. Paul Thomas Anderson har tilsyneladende en evne til at skrive et manuskript med nogle hele personer. Plus tæft for at instruere dem, så de bliver troværdige. Julanne Moore vækker medfølelse som den moderlige Amber Waves med den ødelagte familie bag sig. Heather Graham er Rollergirl, der smider alt undtagen sine rulleskøjter, og det gør hun med overbevisning. Hun er en stakkel, som får en smule anerkendelse i en verden, hvor man skal kunne noget andet, end det man får at vide i skolen. Det hun kan, lærer man nemlig ikke i de skemalagte timer - allerhøjest i frikvarterne og til skolefesterne. Den unge Mark Wahlberg er ikke ligeså god som pigerne i rollen som Dirk Diggler; han er OK når han skal være drenget og charmerende, men når der skal lidt flere fascetter på den frustrerede Dirk, holder det ikke hele vejen. Og så får Burt Reynolds noget af et comeback som producenten Jack Horner - han blev Oscar-nomineret for rollen og mon han får en revival som John Travolta fik efter "Pulp Fiction"?
Derudover gennemsyres "Boogie Nights"-lydsporet af en masse sumpet disco, der oser langt væk af svedige kroppe og roterende underliv - det stinker af sex. Og alt i alt må man sige at filmen er værd at se, og det er hvert fald interessant at vente på Paul Thomas Andersons kommende film. For hvis han næste gang får fat i en ordentlig historie, så har han med "Boogie Nights" bevist at han kan skrue et originalt manuskript sammen og instruere sine skuespillere, så man tror på dem.
19/11-2018
