Grusomhedens symbolik
5.0
Guillermo del Toros eventyrfabel om en lille pige med en stor fantasi i det fascistiske Franco-Spanien er en af de film, som jeg har set mest frem til i det sidste stykke tid. Der lod til at være en sjælden og mørk oplevelse i vente, hvor mexicanske del Toro virkelig foldede sin fantasi ud i visuel filmkunst.
Desværre må jeg sige, at jeg ikke blev suget fuldkommen ind i filmens fantasifulde verden på samme måde, som jeg havde håbet. Til gengæld nød jeg del Toros leg med mediet og ikke mindst den fantastiske brug af effekter. Det er sjældent man ser effekter brugt så stemningsfuldt, poetisk og intelligent. Som regel er vi vant til at se special effects som en del af et stort underholdningsshow. Men del Toro har mere på hjerte end ren underholdning. Han bruger effekterne til at frembringe en eventyr-verden, der fra tid til anden dykker dybt ned i menneskets mørke.
”El Laberinto del Fauno” handler nemlig pigen Ofelia (Ivana Baquero), der spenderer meget af sin tid på at begrave hovedet i eventyrbøger og fantasere om myter og magiske væsener. Ofelia har en meget stærk fantasi, og hun ser nogle ting i verden, som de voksne ikke kan få øje på. Der er nemlig ikke plads til magi i Francos Spanien anno 1944, hvor fascisterne er i færd med at udrydde de sidste rebeller.
Filmen starter med, at Ofelia og hendes højgravide mor flytter til en mølle i en gammel skov oppe i bjergene, hvor Ofelias stedfar, den grusomme patriarkalske Kaptajn Vidal (Sergi Lopez), leder en enhed mod rebellerne. Vidal er Ofelias modsætning. Han er nærmest sygeligt optaget af præcision og militaristisk orden, og han levner ingen plads til fantasien, og de lidt mere skæve eksistenser som bogormen Ofelia lader til at være.
I shot efter shot ser vi magtmennesket Vidal barbere sig langsomt og nøje foran spejlet eller pudse sine støvler med stor koncentration. Det er som om al mudderet og skidtet i skoven omkring ham er en hån imod ham. Selv Ofelias mor er ikke meget mere end en fødemaskine for ham. I løbet af filmen ser vi denne grusomme autoritære mand opføre sig kynisk og hjerteløst, og senere hen direkte sadistisk. Ofelia bryder sig bestemt ikke om at være der. Og alligevel fascineres hun af den gamle skov, og der går ikke mange sekunder inde i filmen, før hun begynder at se fantasivæsener med faune, kæmpefrøer og monstre med øjne på hænderne.
Det virkelige (historiske) passer på sin egen underlige måde ganske godt med det fantastiske, når vi ser det fra Ofelias øjne. Begge dele har med magt, autoritet og modstand mod dette at gøre. Fascismen og det farlige mørke i eventyrene er næsten en og samme sag i denne film. De er i hvert fald begge lige farlige for Ofelia.
Undervejs blev jeg aldrig overrasket over udviklingen af handlingen, da historien i bund og grund er fortalt som et klassisk eventyr. Der bliver for eksempel nævnt tre opgaver for Ofelia i eventyrverdenen, og så ved vi, at Ofelia kommer igennem dem alle tre, selv om der er en afbrydelse efter opgave nummer to. Men denne forudsigelighed gør ikke det mindste, da man sidder og venter i spænding på, at fortællingen når så langt.
Det gør heller ikke noget, at historien er forholdsvis enkel (og at den 'virkelige' historie virker lidt iscenesat), da billederne og Ofelias verden på kanten mellem virkelig grusomhed og fantastisk grusomhed er kompleks. Det er i det hele taget en kompleks affære at blive voksen, og på samme måde er det en kompleks affære at blive en moderne stat.
Alt i alt fungerede eventyrscenerne bedre end de 'virkelige' scener efter min mening. I eventyrscenerne arbejder del Toro med en mere kompleks symbolik og en mere forunderlig og gådefuld verden. En gådefuld verden som alle kender til fra deres barndom. Desværre er det alt for let at glemme denne verden efterhånden, som man bliver voksen. Jeg ville ønske, at vi altid kunne se lige så meget, som del Toro gav os mulighed for i to timer med denne film.
Desværre må jeg sige, at jeg ikke blev suget fuldkommen ind i filmens fantasifulde verden på samme måde, som jeg havde håbet. Til gengæld nød jeg del Toros leg med mediet og ikke mindst den fantastiske brug af effekter. Det er sjældent man ser effekter brugt så stemningsfuldt, poetisk og intelligent. Som regel er vi vant til at se special effects som en del af et stort underholdningsshow. Men del Toro har mere på hjerte end ren underholdning. Han bruger effekterne til at frembringe en eventyr-verden, der fra tid til anden dykker dybt ned i menneskets mørke.
”El Laberinto del Fauno” handler nemlig pigen Ofelia (Ivana Baquero), der spenderer meget af sin tid på at begrave hovedet i eventyrbøger og fantasere om myter og magiske væsener. Ofelia har en meget stærk fantasi, og hun ser nogle ting i verden, som de voksne ikke kan få øje på. Der er nemlig ikke plads til magi i Francos Spanien anno 1944, hvor fascisterne er i færd med at udrydde de sidste rebeller.
Filmen starter med, at Ofelia og hendes højgravide mor flytter til en mølle i en gammel skov oppe i bjergene, hvor Ofelias stedfar, den grusomme patriarkalske Kaptajn Vidal (Sergi Lopez), leder en enhed mod rebellerne. Vidal er Ofelias modsætning. Han er nærmest sygeligt optaget af præcision og militaristisk orden, og han levner ingen plads til fantasien, og de lidt mere skæve eksistenser som bogormen Ofelia lader til at være.
I shot efter shot ser vi magtmennesket Vidal barbere sig langsomt og nøje foran spejlet eller pudse sine støvler med stor koncentration. Det er som om al mudderet og skidtet i skoven omkring ham er en hån imod ham. Selv Ofelias mor er ikke meget mere end en fødemaskine for ham. I løbet af filmen ser vi denne grusomme autoritære mand opføre sig kynisk og hjerteløst, og senere hen direkte sadistisk. Ofelia bryder sig bestemt ikke om at være der. Og alligevel fascineres hun af den gamle skov, og der går ikke mange sekunder inde i filmen, før hun begynder at se fantasivæsener med faune, kæmpefrøer og monstre med øjne på hænderne.
Det virkelige (historiske) passer på sin egen underlige måde ganske godt med det fantastiske, når vi ser det fra Ofelias øjne. Begge dele har med magt, autoritet og modstand mod dette at gøre. Fascismen og det farlige mørke i eventyrene er næsten en og samme sag i denne film. De er i hvert fald begge lige farlige for Ofelia.
Undervejs blev jeg aldrig overrasket over udviklingen af handlingen, da historien i bund og grund er fortalt som et klassisk eventyr. Der bliver for eksempel nævnt tre opgaver for Ofelia i eventyrverdenen, og så ved vi, at Ofelia kommer igennem dem alle tre, selv om der er en afbrydelse efter opgave nummer to. Men denne forudsigelighed gør ikke det mindste, da man sidder og venter i spænding på, at fortællingen når så langt.
Det gør heller ikke noget, at historien er forholdsvis enkel (og at den 'virkelige' historie virker lidt iscenesat), da billederne og Ofelias verden på kanten mellem virkelig grusomhed og fantastisk grusomhed er kompleks. Det er i det hele taget en kompleks affære at blive voksen, og på samme måde er det en kompleks affære at blive en moderne stat.
Alt i alt fungerede eventyrscenerne bedre end de 'virkelige' scener efter min mening. I eventyrscenerne arbejder del Toro med en mere kompleks symbolik og en mere forunderlig og gådefuld verden. En gådefuld verden som alle kender til fra deres barndom. Desværre er det alt for let at glemme denne verden efterhånden, som man bliver voksen. Jeg ville ønske, at vi altid kunne se lige så meget, som del Toro gav os mulighed for i to timer med denne film.
21/03-2007
