De Umuliges Kunst
1.0
Talentløsheden stortrives i dette totalt ekstravagante makværk, når tyske Boll forsætter sin række af filmatiserede computerspil.
Turen er nu kommet til spillet ”BloodRayne”, hvor vi møder halvvampyren Rayne (Loken), der bekæmper sin egen far (Kingsley), mens en gruppe vampyr-bekæmpende krigere ikke ved om hun er til at stole på og så videre og så videre. Lyder det tiltalende eller lyder det bare snoskedumt?
Det er i hvert fald klart det sidste, for som med et par af Boll’s forrige film, er det bedste man kan sige om den, at den er så pinligt laverestående elendig, at det næsten burde være de umuliges kunst, at han endnu engang har kunne undergå sig i forfærdeligheder. Men det har han altså gjort, i hvert fald på den måde at denne her gang er det ikke kun så gudsjammerligt sygt at det næsten bliver morsomt underholdende af det, men også gabende kedsommeligt! Det er simpelthen ikke sjofelt og vulgært nok at se på og følge med i, selv om vulgariteterne da stadig trives bedre i Boll’s ubegavede og tarvelige instruktion, end i de fleste andre film man vil kunne finde.
Til at udstille og prostituere sig selv (og de kalder sig skuespillere, ha!) har Boll som han før har gjort det, samlet et hold af mere eller mindre afdankede kendte ansigter og uden undtagelse, så må man undre sig over at de kan falde så meget igennem og vise skuespil af så tvivlsom en karakter, at det er tæt på at måtte kaldes en trodsreaktion i antispil.
Hører man til dem der som jeg, først undrer sig over hvad Kingsley laver her, når man samme år lige har set ham gøre en klasseindsats, i rollen som Fagin i Roman Polanski’s vellykkede udgave af ”Oliver Twist”, så skal man blot kigge på at manden på samme år også har haft en større rolle i den tvivlsomme ”A Sound Of Thunder”. Skrev jeg tvivlsomme? Jeg mente selvfølgelig det røvelendige fejlskud af en film, der ikke burde have æren at blive kaldt en film. Den ære burde ”BloodRayne” måske heller ikke have, selv om den virker mere komplet, men måske det bare er komplet ussel.
Efterfølges af ”BloodRayne II: Deliverance” (gud hjælpe det).
Turen er nu kommet til spillet ”BloodRayne”, hvor vi møder halvvampyren Rayne (Loken), der bekæmper sin egen far (Kingsley), mens en gruppe vampyr-bekæmpende krigere ikke ved om hun er til at stole på og så videre og så videre. Lyder det tiltalende eller lyder det bare snoskedumt?
Det er i hvert fald klart det sidste, for som med et par af Boll’s forrige film, er det bedste man kan sige om den, at den er så pinligt laverestående elendig, at det næsten burde være de umuliges kunst, at han endnu engang har kunne undergå sig i forfærdeligheder. Men det har han altså gjort, i hvert fald på den måde at denne her gang er det ikke kun så gudsjammerligt sygt at det næsten bliver morsomt underholdende af det, men også gabende kedsommeligt! Det er simpelthen ikke sjofelt og vulgært nok at se på og følge med i, selv om vulgariteterne da stadig trives bedre i Boll’s ubegavede og tarvelige instruktion, end i de fleste andre film man vil kunne finde.
Til at udstille og prostituere sig selv (og de kalder sig skuespillere, ha!) har Boll som han før har gjort det, samlet et hold af mere eller mindre afdankede kendte ansigter og uden undtagelse, så må man undre sig over at de kan falde så meget igennem og vise skuespil af så tvivlsom en karakter, at det er tæt på at måtte kaldes en trodsreaktion i antispil.
Hører man til dem der som jeg, først undrer sig over hvad Kingsley laver her, når man samme år lige har set ham gøre en klasseindsats, i rollen som Fagin i Roman Polanski’s vellykkede udgave af ”Oliver Twist”, så skal man blot kigge på at manden på samme år også har haft en større rolle i den tvivlsomme ”A Sound Of Thunder”. Skrev jeg tvivlsomme? Jeg mente selvfølgelig det røvelendige fejlskud af en film, der ikke burde have æren at blive kaldt en film. Den ære burde ”BloodRayne” måske heller ikke have, selv om den virker mere komplet, men måske det bare er komplet ussel.
Efterfølges af ”BloodRayne II: Deliverance” (gud hjælpe det).
22/03-2007
