Slagteren fra nørrebro
3.0
Med "Pusher 3" runder Nicholas Winding Refn sin filmtrilogi om den danske narkounderverden af, men spørgsmålet om to film ikke havde været nok, må siges stadig at agere løst i luften efter denne mest middelmådige del.
Omdrejningspunktet er i denne tredje og sidste omgang den jugoslavske pusher-bagmand Milo. En herre som de fleste der har set de to tidligere "Pusher"-film naturligvis vil huske for sin overkarakteristiske og næsten utydelige accent og sin utilregnelige linje mellem at være en elskværdig fætter og iskold forretningsmand. Milo er kommet op i årene, kiloene har sat sig og han har pådraget sig opgaven at sørge for mad til 50 mennesker på sin voksne datters fødselsdag. Og mens tidspresset øges, hober Milos yderligere problemer sig op til truende og uoverskuelige mængder.
Refns tredje udspil i sin "Pusher"-serie lider lidt for markant af den hage, der i ligeså høj grad nagede "Matrix"-trilogens to sidste kapitler. Nemlig at de hver har en forgænger lavet adskillige år forinden og de derfor virker ens. Nok engang er kameraføring, lyddesign og belysning, her hen over Milos svedige pande, udgjort fortrinligt som en stilart der vækker mindelser om Gasper Noés frygtelige og fængslende "Irreversible", og selvom "Pusher 3" aldrig virker ligeså trykkende og frastødende som denne, er den udarbejdet ganske fantastisk, både af en dansk produktion at være og også overordnet set. Men igen, det er set i de tidligere film og tredje gang er det svært for alvor at føle sig overrumplet af filmens ellers glimrende rå-æstetike sans.
Zlatko Buric brillere på ny i den tidligere birolle, der altså her træder op i de voksnes rækker, så at sige. Og den gør den for fuld overbevisning. Milos karakter er både stærk og indlevende og virker uhyre interessant at fordybe sig i, trods man nogenlunde kender typen, den fallerede stjerne der ser sin storhedstid falme i bakspejlet, og kender historien fra film som "Scarface" - og, ja, "Pusher". Burics præstation overgår næsten de tidligere hovedrolleindehaveres storspil, men desværre lider "Pusher 3" i samme stil med 2'eren under de komplet uduelige medskuespillere (også her castet fra gaden), der virker som et drønærgerligt benspænd for Refns ellers vellykkede forsøg på at opdyrke realismen i de virkelighedstro rammer.
Derudover går "Pusher 3" simpelthen for vidt i sine sidste 15-20 minutter og vildledes i en totalt malplaceret og usammenhængende voldsdel af en grotesk menneskeslagtning. Det fungerer hverken virknings- eller meningsfuldt, men blot som et mærkeligt sidespring fra Winding Refn, der muligvis bekender sin passion for yndlingsfilmen ”The Texas Chainsaw Massacre” som en Tarantino-lignende hilsen, men gør det på bekostningen af sin films værdi. Den i forvejen knap så overraskende, knap så velspillede og knap så overbevisende trumfsætter, ”Pusher 3”, må altså blandt andet derfor lade den fjerde stjerne og være en lettere skuffelse i forhold til sine næsten suveræne forgængere.
Omdrejningspunktet er i denne tredje og sidste omgang den jugoslavske pusher-bagmand Milo. En herre som de fleste der har set de to tidligere "Pusher"-film naturligvis vil huske for sin overkarakteristiske og næsten utydelige accent og sin utilregnelige linje mellem at være en elskværdig fætter og iskold forretningsmand. Milo er kommet op i årene, kiloene har sat sig og han har pådraget sig opgaven at sørge for mad til 50 mennesker på sin voksne datters fødselsdag. Og mens tidspresset øges, hober Milos yderligere problemer sig op til truende og uoverskuelige mængder.
Refns tredje udspil i sin "Pusher"-serie lider lidt for markant af den hage, der i ligeså høj grad nagede "Matrix"-trilogens to sidste kapitler. Nemlig at de hver har en forgænger lavet adskillige år forinden og de derfor virker ens. Nok engang er kameraføring, lyddesign og belysning, her hen over Milos svedige pande, udgjort fortrinligt som en stilart der vækker mindelser om Gasper Noés frygtelige og fængslende "Irreversible", og selvom "Pusher 3" aldrig virker ligeså trykkende og frastødende som denne, er den udarbejdet ganske fantastisk, både af en dansk produktion at være og også overordnet set. Men igen, det er set i de tidligere film og tredje gang er det svært for alvor at føle sig overrumplet af filmens ellers glimrende rå-æstetike sans.
Zlatko Buric brillere på ny i den tidligere birolle, der altså her træder op i de voksnes rækker, så at sige. Og den gør den for fuld overbevisning. Milos karakter er både stærk og indlevende og virker uhyre interessant at fordybe sig i, trods man nogenlunde kender typen, den fallerede stjerne der ser sin storhedstid falme i bakspejlet, og kender historien fra film som "Scarface" - og, ja, "Pusher". Burics præstation overgår næsten de tidligere hovedrolleindehaveres storspil, men desværre lider "Pusher 3" i samme stil med 2'eren under de komplet uduelige medskuespillere (også her castet fra gaden), der virker som et drønærgerligt benspænd for Refns ellers vellykkede forsøg på at opdyrke realismen i de virkelighedstro rammer.
Derudover går "Pusher 3" simpelthen for vidt i sine sidste 15-20 minutter og vildledes i en totalt malplaceret og usammenhængende voldsdel af en grotesk menneskeslagtning. Det fungerer hverken virknings- eller meningsfuldt, men blot som et mærkeligt sidespring fra Winding Refn, der muligvis bekender sin passion for yndlingsfilmen ”The Texas Chainsaw Massacre” som en Tarantino-lignende hilsen, men gør det på bekostningen af sin films værdi. Den i forvejen knap så overraskende, knap så velspillede og knap så overbevisende trumfsætter, ”Pusher 3”, må altså blandt andet derfor lade den fjerde stjerne og være en lettere skuffelse i forhold til sine næsten suveræne forgængere.
23/03-2007
