sandsynligvis til næste år

Mesterinstruktøren Ridley Scott har igennem sin produktive og opsigtsvækkende karriere beriget filmverdenen med generøse og uafrystelige mesterværker som den stiliserede sci-fi film Blade Runner, den banebrydende Alien og den atypiske og uglorificerende krigsfilm Black Hawk Down (et lidt uortodokst postulat, men subjektiv smag har vel også sin ret). På trods af Scotts invariante position som en af nutidens mest signifikante og selvinnoverende filmmagere, så har hans alsidige karriere dog også budt på kvalitative nedture og decideret filmiske flops, hvor midthalvfemserne udgjorde en aftrykssættende periode for Scott. Efter en personlig renæssance med sværd-og-sandal filmen Gladiator, har Scott dog været inde i en suveræn stime af kvalitative film med langt mere på hjernen og hjertet end den gængse underholdningsfilm fra de amerikanske filmstudier. Med hans seneste film har Scott dog lænet sig lidt for afslappende og behageligt tilbage i instruktørstolen, og A Good Year må kategoriseres som en svagerestående og ret så indifferent bagatel, hensat til periferiens let forglemmelige hjørne.

A Good Year er baseret på en roman af Peter Mayle og fortæller den afsindig forudsigelige og klicheprægede historie om det moderniserede og karrierefikserede menneske, der via naturens selvkreerede skønhed finder en selverkendelse af livets genuine goder. Scott kollaborerer igen med den selektive klasseskuespiller Russell Crowe efter deres succesrige samarbejde med Gladiator (der høstede Crowe sin første Oscar, som han ellers burde have erhvervet sig for hans sublime og rørende præstation i Michael Manns kontemplative The Insider), men denne gang er karakterpsykologi noget nær ikke-eksisterende, og Crowe holder kun interessen gående takket være et fornøjeligt humør og en humørsmittende charme, der redder filmen fra at falde fuldstændig til jorden. A Good Year er klinisk renset for analysevenlig subtekst, den skabelonskårede karakterudvikling og historiefremdrift udtrykkes eksplicit og usigelig klodset gennem den pseudo-filosoferende og kluntede dialog, der sjældent falder naturlig inkorporeret ind i filmens uprætentiøse univers. Ikke én gang under denne overlange film overraskes man, men det virker heller ikke som om, at Scott har haft noget originalt eller dybsindigt på hjertet. Dette er eksotisk ferie for ham og sit filmhold, der uden den store anstrengelse nemt finder skønheden i de franske landskaber og det særegne folkeslag. Æstetisk set er A Good Year naturligvis en determinerende fornøjelse at overvære, men Scotts originale visuelle sans virker malplaceret i en triviel studieproduktion. Selvom et billede af en storsvedende Russell Crowe, der i slowmotion skifter positurer og afslører en skinnede sol i baggrunden, er noget af det flotteste, som mine øjne længe har beskuet (udover Odense-pigerne i sidste weekend), så føles det flygtigt og luftigt, når det æstetiske ingen historiesignifikans har.

Det er nemt at kritisere A Good Year for dens talrige banaliteter og sukkersøde og simplificerede livs- og kærlighedsanskuelser, men personligt var filmen dog ikke helt så patetisk og anstrengende, som jeg ellers havde forventet. Derfor erhverver den sig tre beskedne stjerner, da jeg aldrig for alvor kedede mig, uden at underholdningsniveauet dog nogensinde løftede sig opover det acceptable. Scott skulle gerne vise sine filmkunstneriske evner igen med hans kommende film, American Gangster med Denzel Washington og en tilbagevendende Russell Crowe. Indtil da kan man overvære A Good Year som forventningsopbyggende, men harmløs tidsfordriv.