Den forsømte ungdom
5.0
Bille Augusts "Tro, håb og kærlighed" er meget muligt den bedste danske film jeg har set - en kraftfuld periodeskildring der sender klare minder om "Det forsømte forår" og et tidsbillede såvel som menneskelig indsigt i teenagere gennem 1960'erne, der kæmper en brav kamp for at stå stand.
Af disse indfatter historien både Bjørn på 14-15 år (som vi mødte i forgængeren "Zappa"), der stadigvæk gladeligt rider med på Beatles-bølgen med ægte scorefrisure og samtidig kæmper med kærlighedens problemer - og hans ven Erik, der med tæt sideskildning og strenge manere lever en forpint tilværelse under sin altdominerende fars tag. Hver er Bjørn og Erik fanget mellem alderens, forældrenes og forventningernes betvingende to negle, og oplever på hver deres måde hvor svært det er at være ung.
"Tro, håb og kærlighed" er en fænomenal film, fremført af skuespil i verdensklasse. Lige fra hovedpersonen Bjørn til de mindre roller er spillet overbevisende, men filmens underværker står de hjerteskærende scener mellem Lars Simmonsen og Bent Mejding for, som den sygeligt nervøse Erik og hans sleske far. Det får hårene på mine arme til at rejse sig, når
tårene strømmer ned ad Eriks røde og forslåede kind og hans knækkede stemme forsøger at stamme sig frem til et modsvar, mens hans far ubønhørligt holder ham og moren i sit kvælende stramme magtgreb. Særligt disse to præstationerne står som noget helt urørligt for mig.
Hvor "Tro, håb og kærlighed" ligner en overfaldisk og typisk 80'er-ungdomsfilm, besidder den en kant og en gennemgribende slagkraft jeg aldrig havde troet. Den er et lille mesterværk, en smertelig smuk og hård dannelseshistorie, såvel som en klassiker på højde med flere af filmhistoriens største.
Af disse indfatter historien både Bjørn på 14-15 år (som vi mødte i forgængeren "Zappa"), der stadigvæk gladeligt rider med på Beatles-bølgen med ægte scorefrisure og samtidig kæmper med kærlighedens problemer - og hans ven Erik, der med tæt sideskildning og strenge manere lever en forpint tilværelse under sin altdominerende fars tag. Hver er Bjørn og Erik fanget mellem alderens, forældrenes og forventningernes betvingende to negle, og oplever på hver deres måde hvor svært det er at være ung.
"Tro, håb og kærlighed" er en fænomenal film, fremført af skuespil i verdensklasse. Lige fra hovedpersonen Bjørn til de mindre roller er spillet overbevisende, men filmens underværker står de hjerteskærende scener mellem Lars Simmonsen og Bent Mejding for, som den sygeligt nervøse Erik og hans sleske far. Det får hårene på mine arme til at rejse sig, når
tårene strømmer ned ad Eriks røde og forslåede kind og hans knækkede stemme forsøger at stamme sig frem til et modsvar, mens hans far ubønhørligt holder ham og moren i sit kvælende stramme magtgreb. Særligt disse to præstationerne står som noget helt urørligt for mig.
Hvor "Tro, håb og kærlighed" ligner en overfaldisk og typisk 80'er-ungdomsfilm, besidder den en kant og en gennemgribende slagkraft jeg aldrig havde troet. Den er et lille mesterværk, en smertelig smuk og hård dannelseshistorie, såvel som en klassiker på højde med flere af filmhistoriens største.
27/03-2007
