Bedre end (Disney) DVD udgaven

5.0
Camera Film har åbenbart skaffet en japansk udgave, fordi både titel og slutmelodierne er de originale japanske. Endvidere er der "tilføjet" flere scener især i starten, hvor familien flytter ind, der er med til at opbyggen en meget mere intens fornemmelse af det sprirtuelles tilstedeværelse i huset og den omgivende natur. Dem har Disney og Co åbenbart ment var for "tunge" for et amerikansk publikum og det ødelægger en hel del, filmen fik meget mere dybde med de scener.

Et par ting skal slås fast inden man som voksen sætter sig til rette og ser Totoro: dels giver Miyazaki sig tid til detaljen og så må man prøve at forstå den tidsmæssige ramme for handlingen - de sene 50'ere tidlige 60'ere ude på det japanske bøh-land og derude går det hele lidt mere mageligt. Venter man vilde eksplosioner og råbende superhelte, så går man galt i byen. Dramaet er på helt andre planer.

Jeg er stødt på en enkelt avisanmelder, der skoser filmen, for at børnene Satsuki og Mei taler pænt og bukker med hænderne i skødet, når de hilser på ældre mennesker. Det er muligvis gået over vedkommendes hoved at filmen foregår i Japan og det er en helt normal omgangsform.

Den landlige idyl er Miyazakis blik tilbage på den (økologiske og lykkelige) barndom han husker og man kan stadig finde denne idyl i Japan i dag - bare ikke der hvor Totoro foregår, det er nemlig forlængst blevet opslugt af Tokyos forstæder. Og når alt kommer til alt, så er en "skovtrold" jo nødt til at have en skov.

Tegnestilen er ren Miyazaki, som jeg placerer mere i Herges tradition end hos Disney. Der er naturligvis de vanlige animeklichéer i figurernes mimik, men det understøtter historien smukt, hvis man ser den med barneøjne. Er man mere til den Disneyske tradition, så kan man i stedet sætte sig tilbage og nyde det orgie af smukke farver og fantastisk detaljeret animation som de noget karrikerede figurer bevæger sig i. Hos Miyazaki er himlen ikke bare blå, den er BLÅ og det på en måde så man accepterer det uden reservation. Der er altså god underholding til hele familien på mange planer.

Mine to piger på 2½ og 6 nød den til fulde og især den ældste fik en på opleveren, da hun pludselig kom et lag dybere ned i historien hjulpet af de danske stemmer, som klarer opgaven forbavsende godt.

Nu glæder vi os til Kiki's Delivery Service

'abayo
Min nabo Totoro