rig på stil, fattig på indhold
4.0
Musikvideoinstruktøren Zack Snyder spillefilmsdebuterede hårdtslående og lovende med genindspilningen af zombie-klassikeren Dawn of the Dead, der var en overraskende selvstændig og energisk film, hvor Snyders baggrund som mtv-æstetiker ikke fornægtende sig, men hans kompetente brug af de filmiske virkemidler var mere ofte end sjældent medrivende. Som sit opfølgende projekt har Snyder kastet sig over en filmatisering af Frank Millers notoriske tegneserie 300, der i dette grafiske medie berettigede den faktuelle historie om den lille flok spartaner, som heroisk og dødsfornægtende beskyttede deres by, samfund og humanistiske værdier og æreskodekser mod den talmæssigt superior persiske hær. Snyder har loyalt konverteret Millers forlæg til filmmediet ved brug af dominerende computereffekter, hvor hovedbestanddelen af indspilningen er foregået foran green screen med skuespillerne som eneste tilstedeværende. Denne teknik blev fundamenteret og revolutionerede filmmediet med en anden Miller-filmatisering, Rodriguez’s ultracoole Sin City, og stilen giver en malerisk og overrumplende billedside, der i Snyders hænder løftes op på det i sandhed smukke billedstadie. Desværre savner Snyders film genuin indhold, og som publikum efterlades man oftest til et sandt sanse- og billedbombardement uden emotionel eller engagerende interesse i handling eller karakterer.
300 er en ekstrem maskulinitetspræget og semi-homoerotisk skildring af et testosteronpræget folkefærd, hvor mænd er muskuløse som få og kvinderne gudesmukke. Den britiske Gerald Butler er karismatisk, men også lettere vildledt i hovedrollen som den integritetsfyldte og ærefulde Kong Leonidas, der gennem mantraen ’angreb er det bedste forsvar’ må beskytte sit kongerige mod invadering. 300 er blevet kritiseret for dens krigsglorificerende undertoner, og paralleller er blevet draget med en virkelighedens præsident og hans krigsglade udskejelser. Den endimensionale og lettere klodsede beskrivelse af den persiske hær har ligeledes vakt rører visse steder, men personligt finder jeg kritikken og de postulerede kontroverser imbecilt, da Snyder ikke ligger skjul på, at hans intentioner har været at begå en i sandhed hårdtpumpende actionorgie, der indiskutabelt vil appellere til enhver drengerøv med hang til politisk ukorrekt og eksplicit voldspornografi, som filmen leverer med en skamløs og herlig uprætentiøs tilgang. 300 er oftest så grotesk og pompøs, at det bliver ufrivillig komisk (den himmelråbende dialog er særligt morsom til tider), og jeg tvivler på, at hverken Snyder eller oprindeligt Miller har haft kritiske budskaber inkorporeret i deres fortælling, der bevidst har fiktionalisereret de faktuelle begivenheder for spændingsintensiveringens skyld.
Snyder er til tider lidt træg i sin historiefremdrift, og man kan ikke undgå at småkede sig i momenter, når betagelsen for den poetiske billedside ikke længere byder på det samme effektfulde indtryk. Kampscenerne er dog i særdeleshed veliscenesatte og grafiske, og man har sjældent oplevet noget så adrenalinfremkaldende og underholdende i biografens mørke. Det er bare en skam, at Snyder ikke har kompetencen til at styre de mere substantiverende sidehistorier. Det bagvedliggende politiske spil fungerer ikke som spændingsunderstøtter, selvom Dominic West er herligt overspillende og narcissistisk som obligatorisk Judas blandt den menneskelige perfektionisme. Snyder har dog potentiale at arbejde med, og kærlighedshistorien mellem kongen og hans elskelige dronning tangerer momentvis til det rørende, hvor Butlers påkrævede machofacade kun kan penetreres af hans elskede, en udmærket Lena Headey, hvor facaden krakelerer velvilligt og skrøbeligheden udvises. Her har Snyder fat i følelser blandt det grandiose og storstilede, men desværre prioritere han mere stil over substans (førnævnte scene efterfølges af en malplaceret og ret kikset sexscene). Men hvilken stil dog!
Den visuelle side i 300 er filmens sande attraktionskraft, hvor Snyder etablerer sig som en overlegen visionær, der kræser for hvert et stiliseret billede. Her vinder 300 i hvert fald alle sine point hjem, da filmen er et rent overflodshorn af æstetiske lækkerier, der både imponerer og betager. Farvebelægningen er i sandhed virtuos og kunstnerisk, og de mange billeder af solens stråler, der marginalt bryder de mørke skyer som det oplyste bag de formørkede, er uudslettelige på nethinden. 300 skal nydes i en storslået biograf, hvor produktionens omfang kan nydes uforpligtende med al den larm og brøl, som filmen byder på. Man kastes ud af 300 med en æstetisk mindeværdighed, hvor den heroiske David og Goliath historie dog langtfra efterlader det samme indtryk som den filmtekniske triumf.
300 er en ekstrem maskulinitetspræget og semi-homoerotisk skildring af et testosteronpræget folkefærd, hvor mænd er muskuløse som få og kvinderne gudesmukke. Den britiske Gerald Butler er karismatisk, men også lettere vildledt i hovedrollen som den integritetsfyldte og ærefulde Kong Leonidas, der gennem mantraen ’angreb er det bedste forsvar’ må beskytte sit kongerige mod invadering. 300 er blevet kritiseret for dens krigsglorificerende undertoner, og paralleller er blevet draget med en virkelighedens præsident og hans krigsglade udskejelser. Den endimensionale og lettere klodsede beskrivelse af den persiske hær har ligeledes vakt rører visse steder, men personligt finder jeg kritikken og de postulerede kontroverser imbecilt, da Snyder ikke ligger skjul på, at hans intentioner har været at begå en i sandhed hårdtpumpende actionorgie, der indiskutabelt vil appellere til enhver drengerøv med hang til politisk ukorrekt og eksplicit voldspornografi, som filmen leverer med en skamløs og herlig uprætentiøs tilgang. 300 er oftest så grotesk og pompøs, at det bliver ufrivillig komisk (den himmelråbende dialog er særligt morsom til tider), og jeg tvivler på, at hverken Snyder eller oprindeligt Miller har haft kritiske budskaber inkorporeret i deres fortælling, der bevidst har fiktionalisereret de faktuelle begivenheder for spændingsintensiveringens skyld.
Snyder er til tider lidt træg i sin historiefremdrift, og man kan ikke undgå at småkede sig i momenter, når betagelsen for den poetiske billedside ikke længere byder på det samme effektfulde indtryk. Kampscenerne er dog i særdeleshed veliscenesatte og grafiske, og man har sjældent oplevet noget så adrenalinfremkaldende og underholdende i biografens mørke. Det er bare en skam, at Snyder ikke har kompetencen til at styre de mere substantiverende sidehistorier. Det bagvedliggende politiske spil fungerer ikke som spændingsunderstøtter, selvom Dominic West er herligt overspillende og narcissistisk som obligatorisk Judas blandt den menneskelige perfektionisme. Snyder har dog potentiale at arbejde med, og kærlighedshistorien mellem kongen og hans elskelige dronning tangerer momentvis til det rørende, hvor Butlers påkrævede machofacade kun kan penetreres af hans elskede, en udmærket Lena Headey, hvor facaden krakelerer velvilligt og skrøbeligheden udvises. Her har Snyder fat i følelser blandt det grandiose og storstilede, men desværre prioritere han mere stil over substans (førnævnte scene efterfølges af en malplaceret og ret kikset sexscene). Men hvilken stil dog!
Den visuelle side i 300 er filmens sande attraktionskraft, hvor Snyder etablerer sig som en overlegen visionær, der kræser for hvert et stiliseret billede. Her vinder 300 i hvert fald alle sine point hjem, da filmen er et rent overflodshorn af æstetiske lækkerier, der både imponerer og betager. Farvebelægningen er i sandhed virtuos og kunstnerisk, og de mange billeder af solens stråler, der marginalt bryder de mørke skyer som det oplyste bag de formørkede, er uudslettelige på nethinden. 300 skal nydes i en storslået biograf, hvor produktionens omfang kan nydes uforpligtende med al den larm og brøl, som filmen byder på. Man kastes ud af 300 med en æstetisk mindeværdighed, hvor den heroiske David og Goliath historie dog langtfra efterlader det samme indtryk som den filmtekniske triumf.
01/04-2007
