What A Rush!
6.0
Jeg har sjældent, hvis nogensinde set en så testosteronpumpet machoactionfilm som når instruktør Snyder levendegør Frank Miller’s tegneserie om 300 spartaneres kamp mod en i antal dybt overlegen persisk hær.
Det er rent visuelt gejl og blær fra ende til anden, uden noget dybere formål end at underholde, når der udkæmpes en drabelig kamp i højeste potens, hvor hvert et billede alene hæver filmen op til en æstetisk nydelse i mesterklassen. Og underholdende må det så sandelig siges at være og det i en grad, så jeg næsten var klar til at indløse billet til filmen igen da slutteksterne begyndte.
Meget af filmens kreative og smukke dystre billedside, er skabt på computer og filmens skuespillere har mestendels spillet foran en blå eller grøn skærm. Man kunne frygte at dette ville hæmme filmen og gøre oplevelsen for kunstig. Det gør det heldigvis ikke og det kunstige look forstærker blot filmens mange spektakulære optrin.
Handlingen der er bygget løst på en oldtidshistorie, er ganske enkel og overrasker ikke meget, men fungerer egentlig fint som katalysator for stærkt billedlir og medrivende ramasjang af bedste skuffe, og så er man herligt fri for irriterende og forstyrrende ”analyse venlig subtekst”, så man ikke mister fokus for hvad dette drejer sig om. Substansen ligger i billedet og udførelsen, ikke i indholdet og det står filmen så skønt ved, at man tilgiver den eventuelle fejl og mangler. Det her er storladent eye candy og er tydeligt tænkt sådan og det fås ikke meget flottere.
Jeg mindes i hvert fald ikke at jeg har set noget så visuelt lækkert og stilet, for ikke at tale om visionært i ualmindelige tider. Når der så samtidig smides den ene mere imponerende actionscene i hovedet på os efter den anden, af den slags som giver en chancen for at komme af med egne indestængte aggressioner, så er det næsten for meget af det gode. Det er så cool, det fedt, så skønt!!!
Dialogen er spartansk (hø hø) og dens struktur følger resten af filmen. De fleste af replikkerne nærmest råbes ud i overskriftform og gløder af vulgær gejst og rå glæde, det er opulent og det skal være opulent. Man skal heller ikke underkende filmens dens egen ironi og dens humoristiske momenter af rå galgenhumor. Der er intet ufrivilligt komisk her, blot rå komik, tangerende parodien på rigtige mænd, der ikke kan blive seje og pompøse nok.
Der kunne måske være mere kød på filmens mange karakterer, uden at det egentlig generer væsentligt at der ikke er (medmindre man selvfølgelig tåbeligt lader sig genere af det). I centrum står selvfølgelig Butler som den legendariske Kong Leonidas. Butler har jeg personligt aldrig været vild med, men han agerer overraskende flot med sin fysiske fremtoning og dominerer da også de scener han er med i. Indrømmet mest fordi der ikke bruges meget tid på de andre.
Trods en lettere overfladisk behandling af sine personer, så greb filmen og dens skikkelser mig. Selvfølgelig mest på grund af de voldsomme og blodige slag, men jeg blev også grebet af personen Leonidas og sine steder blev jeg også følelsesmæssigt berørt og det havde jeg ikke regnet med.
Som Xerxes, persernes guddommelige og androgyne Konge, er Rodrigo Santoro et respektindgydende syn og scenerne mellem Butler og ham, er både vittige i deres direkte homoseksuelle hentydninger og skræmmende i deres alvorsfuldhed. Et vidunderligt vellykket træk af Snyder, som både her og i resten af filmen lykkes at balancere med at gøre sin historie både skummel i dens mangfoldige makabre skikkelser og vidunderlig i dens brutale hårdhed og mentalitet, der går så langt at det bliver befriende spøjst.
Filmens underlægningsmusik skal også fremhæves. Den kan virke som en blandet landhandlen, men er virkningsfuld som bare pokker og er med til at understrege det grandiose sansebombardement vi udsættes for. What a rush siger jeg bare, det er som en tur i den fedeste rutschebane og mere til, det Snyder her har skabt til os. Man skal da være ualmindelig stivnakket og gabende kedelig seriøs for at kede sig blot et minut over dette utrolige onanistiske billedorgie. Det er længe siden jeg har gået fra biografen i en så opløftet stemning.
Snyders påtrængende vellykkede remake af ”Dawn Of The Dead” var godt. Det her er bedre, med flere længder og giver mig urimelige forventninger til hans næste film. En så kvalitativ filmmager, der anerkender billedets magi og fortælleform, uden bagvedliggende postulater, det er næsten en kuriositet i vore dage, hvor de ”vedkommende” film snart står i kø hos os filmelskere for at blive skamrost igen og igen. Jeg er ærligt glad for, at Snyder har prioriteret stil over substans, ellers havde han blot været en af alle de andre blandt mange, af dem der tror man bliver mindre begavet af at anerkende god stil. Det har de danske anmeldere så ikke fået fat i.
Det er rent visuelt gejl og blær fra ende til anden, uden noget dybere formål end at underholde, når der udkæmpes en drabelig kamp i højeste potens, hvor hvert et billede alene hæver filmen op til en æstetisk nydelse i mesterklassen. Og underholdende må det så sandelig siges at være og det i en grad, så jeg næsten var klar til at indløse billet til filmen igen da slutteksterne begyndte.
Meget af filmens kreative og smukke dystre billedside, er skabt på computer og filmens skuespillere har mestendels spillet foran en blå eller grøn skærm. Man kunne frygte at dette ville hæmme filmen og gøre oplevelsen for kunstig. Det gør det heldigvis ikke og det kunstige look forstærker blot filmens mange spektakulære optrin.
Handlingen der er bygget løst på en oldtidshistorie, er ganske enkel og overrasker ikke meget, men fungerer egentlig fint som katalysator for stærkt billedlir og medrivende ramasjang af bedste skuffe, og så er man herligt fri for irriterende og forstyrrende ”analyse venlig subtekst”, så man ikke mister fokus for hvad dette drejer sig om. Substansen ligger i billedet og udførelsen, ikke i indholdet og det står filmen så skønt ved, at man tilgiver den eventuelle fejl og mangler. Det her er storladent eye candy og er tydeligt tænkt sådan og det fås ikke meget flottere.
Jeg mindes i hvert fald ikke at jeg har set noget så visuelt lækkert og stilet, for ikke at tale om visionært i ualmindelige tider. Når der så samtidig smides den ene mere imponerende actionscene i hovedet på os efter den anden, af den slags som giver en chancen for at komme af med egne indestængte aggressioner, så er det næsten for meget af det gode. Det er så cool, det fedt, så skønt!!!
Dialogen er spartansk (hø hø) og dens struktur følger resten af filmen. De fleste af replikkerne nærmest råbes ud i overskriftform og gløder af vulgær gejst og rå glæde, det er opulent og det skal være opulent. Man skal heller ikke underkende filmens dens egen ironi og dens humoristiske momenter af rå galgenhumor. Der er intet ufrivilligt komisk her, blot rå komik, tangerende parodien på rigtige mænd, der ikke kan blive seje og pompøse nok.
Der kunne måske være mere kød på filmens mange karakterer, uden at det egentlig generer væsentligt at der ikke er (medmindre man selvfølgelig tåbeligt lader sig genere af det). I centrum står selvfølgelig Butler som den legendariske Kong Leonidas. Butler har jeg personligt aldrig været vild med, men han agerer overraskende flot med sin fysiske fremtoning og dominerer da også de scener han er med i. Indrømmet mest fordi der ikke bruges meget tid på de andre.
Trods en lettere overfladisk behandling af sine personer, så greb filmen og dens skikkelser mig. Selvfølgelig mest på grund af de voldsomme og blodige slag, men jeg blev også grebet af personen Leonidas og sine steder blev jeg også følelsesmæssigt berørt og det havde jeg ikke regnet med.
Som Xerxes, persernes guddommelige og androgyne Konge, er Rodrigo Santoro et respektindgydende syn og scenerne mellem Butler og ham, er både vittige i deres direkte homoseksuelle hentydninger og skræmmende i deres alvorsfuldhed. Et vidunderligt vellykket træk af Snyder, som både her og i resten af filmen lykkes at balancere med at gøre sin historie både skummel i dens mangfoldige makabre skikkelser og vidunderlig i dens brutale hårdhed og mentalitet, der går så langt at det bliver befriende spøjst.
Filmens underlægningsmusik skal også fremhæves. Den kan virke som en blandet landhandlen, men er virkningsfuld som bare pokker og er med til at understrege det grandiose sansebombardement vi udsættes for. What a rush siger jeg bare, det er som en tur i den fedeste rutschebane og mere til, det Snyder her har skabt til os. Man skal da være ualmindelig stivnakket og gabende kedelig seriøs for at kede sig blot et minut over dette utrolige onanistiske billedorgie. Det er længe siden jeg har gået fra biografen i en så opløftet stemning.
Snyders påtrængende vellykkede remake af ”Dawn Of The Dead” var godt. Det her er bedre, med flere længder og giver mig urimelige forventninger til hans næste film. En så kvalitativ filmmager, der anerkender billedets magi og fortælleform, uden bagvedliggende postulater, det er næsten en kuriositet i vore dage, hvor de ”vedkommende” film snart står i kø hos os filmelskere for at blive skamrost igen og igen. Jeg er ærligt glad for, at Snyder har prioriteret stil over substans, ellers havde han blot været en af alle de andre blandt mange, af dem der tror man bliver mindre begavet af at anerkende god stil. Det har de danske anmeldere så ikke fået fat i.
01/04-2007
